Udenrigsministeriet og Danmission har netop indgået et nyt omfattende samarbejde, der skal styrke både kristne og muslimske kvinders rettigheder i Libanon.

Danmission har indgået en aftale med Udenrigsministeriets Enhed for Religions- og Trosfrihed om støtte til et projekt i Libanon, der skal styrke kvinders rettigheder og dæmme op for religiøst betinget ulighed for kvinder – både blandt kristne og muslimer. 

Aftalen blev underskrevet i går på Danmissions kontor i Beirut af Danmissions programchef Kirsten Auken og Danmarks Særlige Ambassadør for Religions- og Trosfrihed, Michael Suhr. 

Ved underskriftsceremonien deltog også Danmarks ambassadør i Libanon, Merete Juhl; lederen af Danmissions kontor i Beirut, Line Stange Ramsdal; samt Pastor Fadi Daou, leder af Adyan Foundation, der er Danmissions partnerorganisation i Libanon i forbindelse med projektet. 

Fra venstre: Fadi Daou, leder af Danmissions samarbejdsorganisaton, Adyan, Merete Juhl, ambassadør i Libanon, Michael Suhr, Danmarks Særlige Ambassadør for Religions- og Trosfrihed og Kirsten Auken, programchef i Danmission.

Danmissions programchef Kirsten Auken udtaler: 

”Dette projekt fremhæver religion og interreligiøs dialog som positive værdier og vigtige redskaber i arbejdet for at dæmme op for undertrykkelse og diskrimination af både kristne, muslimer og andre religiøse grupper. Selvom loven i Libanon i princippet giver religions- og trosfrihed, så er det nemlig stadig gamle patriarkalske normer, der dominerer både teologisk og juridisk praksis.” 

Projektet vil søge at opbygge nye netværk og alliancer mellem religiøse ledere, civilsamfundsaktører og politiske beslutningstagere, der alle kan påvirke de religiøst betingede strukturer, der bidrager til at begrænse muligheder og rettigheder for det enkelte menneske – og særligt for kvinder. Derudover iværksættes en stor oplysningskampagne for at engagere offentligheden i de samme spørgsmål. 

Kirsten Auken siger videre: 

”Som en kristen organisation føler vi et særligt ansvar for at tage fat i denne type udfordringer, og vi ser frem til samarbejdet med Udenrigsministeriets Enhed for Religions- og Trosfrihed om dette projekt. Vi er især glade for den fortsatte anerkendelse af, at trosbaserede organisationer som Danmission og Adyan Foundation har en vigtig rolle at spille, når vi ønsker at løse religiøst betingede problemstillinger.” 

Udenrigsministeriet støtter projektet med knap 4,5 mio. kr. i perioden 2019 – 2022. 

Fra venstre: Merete Juhl, ambassadør i Libanon, Michael Suhr, Danmarks Særlige Ambassadør for Religions- og Trosfrihed, Kirsten Auken, programchef i Danmission, Fadi Daou, leder af Danmissions samarbejdsorganisaton, Adyan og Line Stange Ramsdal, leder af Danmissions kontor i Beirut.

Forrige

• 27. maj. - På Zanzibar løber muslimer og kristne sammen – og du kan løbe med
• 10. maj. - Synk ned i en behagelig sofa og lad dialogen blomstre
• 12. apr. - “Kirken skal ikke bare være tjener – den skal vise ægte gæstfrihed”
• 11. apr. - “Vi er en mangfoldig enhed”
• 25. feb. - Dansk biskop og provster får ny viden i Mellemøsten

Følg os

Den 31. august og 1. september samles Danmissions repræsentanter, ansatte og bestyrelse til det årlige repræsentantskabsmøde på Hotel Nyborg Strand. Programmet kan du se her.

Mødet indledes lørdag den 31. august med gudstjeneste i Vindinge Kirke, Nyborg, kl. 12:30. Selve repræsentantskabsmødet begynder samme dag kl. 15:00 på Hotel Nyborg Strand og slutter søndag den 1. september kl. 15:45.

Repræsentantskabsmødet er for de valgte repræsentanter og en række indbudte personer. Derudover er alle andre velkomne til for egen regning at deltage i mødet. Der vil være mulighed for overnatning på Hotel Nyborg Strand.

Kontakt Danmission på danmission@danmission.dk eller på tlf. 39 62 99 11 for information om mulighed for deltagelse.

Hent programmet her

Forrige

• 10. jul. - Danmission og Udenrigsministeriet i nyt samarbejde
• 08. jul. - Læs her hvorfor DU skal med Else Højvang til Tanzania
• 02. jul. - Danmission får ny generalsekretær
• 02. jul. - DANMISSIONS NYE GENERALSEKRETÆR: “Jeg skal ud, rundt, møde, se og lytte”
• 28. jun. - Mød Danmissions nye Globale Fortællere

Følg os

Hvad gør man, når sognebørnene sulter, eller når flygtninge banker på kirkens dør, og når buspassagererne bliver kidnappet? Så omsætter man sin tro til handling – og uddeler nødhjælp, udveksler gidsler og tilbyder sjælesorg. Her fortæller Elias Toumeh fra Danmissions partnerkirke i Den Kristne Dal, hvad krigen i Syrien har gjort ved hans kirke og ved ham som biskop.

Biskop Elias Toumeh fra Den Kristne Dal i Syrien er ikke nogen stor mand. Alligevel fylder han. Og ikke kun fordi han er lidt rund under sine lange gevandter og har et kæmpe fuldskæg. Det gør indtryk, når han fortæller om, hvad det kræver at være kirke under krigen i Syrien. Når han fortæller om at stå alene på en mark og udveksle gidsler mellem fjendtlige oprørshære. Om en gammel kvinde som døde, uden at nogen opdagede det. Om hvad forbøn og følgeskab gør for de kristne og for kirkerne i Syrien. Og om at råbe sin afmagt til Gud.

“Lige nu er et skelsættende punkt for kirkerne i Syrien. For under noget så rædselsvækkende som en krig skal kirken både kunne omsætte tro til handling og samtidig kunne udtrykke den kristne tro,” siger Elias Toumeh, der siden 2011 har været biskop i den græsk-ortodokse kirke i Den Kristne Dal, som er en af Danmissions partnere i Syrien.

Hvordan er man så kirkeleder under en krig, som har sendt millioner på flugt,
kostet 500.000 dødsofre og skabt had mellem forskellige religiøse, politiske og etniske grupper?

“Først her under krigen forstod jeg, hvad det egentlig vil sig at være biskop. Før troede jeg, at det var en autoritet med hat og stok. Nu ved jeg, at det at være biskop betyder at tjene mennesker. Jeg sidder ikke bare på mit kontor. Jeg er bogstavelig talt ved frontlinjen og prøver at hjælpe mit folk. Det er mit kald,“ siger han og fortæller om én af de gange, hvor Gud viste vejen:

“Oprørere kidnappede en minibus med 10 passagerer – både kristne og shiamuslimer. Som reaktion kidnappede en shiamuslimsk milits en sunnimuslim for at kunne udveksle gidsler. De militante grupper stolede ikke på hinanden, og ingen turde mægle mellem dem. Derfor gik jeg som kristen biskop i dialog med begge lejre. De kristne og de muslimske kvinder fra bussen blev sat fri. Vi aftalte så, hvor og hvornår de to sidste mænd skulle udveksles. Ingen turde gå med mig. Og ind imellem, når jeg er ærlig over for mig selv, må jeg indrømme, at mit rationelle jeg heller aldrig ville have turdet. Det var hårdt. Men Gud viste mig vejen,” siger han.

En mørk nat tog biskoppen det ene gidsel i sin bil og kørte til et øde sted i de bjerge, som omkranser dalen. Så stod han der – mellem de to bevæbnede militser – og udvekslede fanger.
Da Toumeh og det sidste gidsel fra minibussen kom tilbage til landsbyen, var alle samlet og græd af glæde. “Jeg glemmer aldrig, da en mand sagde til mig: ’Du er biskop for både kristne og muslimer.’ Det at være med til at skabe dialog – ja, bygge fredsbro mellem de stridende grupper – ser jeg som én af mine opgaver som kristen og som kirkeleder.”

Nøden i det skjulte

Biskoppen tegner billedet af en kirke med flere virkefelter, som går hånd i hånd: Den skal forkynde evangeliet; den skal vise omsorg for de nødlidende; den skal være sjælesørger; og den skal arbejde for fred og forsoning. Og det passer så fint til Danmissions tilgang, så der er gode grunde til, at Danmission i flere år har støttet Toumehs kirke med nødhjælp, omsorg for børn og nu en slags hjemmehjælp til fattige og forladte gamle, som er nogle af de allermest trængende.

“Det er chokerende og gør mig så trist at tænke på de gamle, som lider i det skjulte uden at bede om hjælp. De var også fattige før krigen brød ud, men nu har de absolut intet – heller ikke slægtninge til at hjælpe sig, fordi så mange er flygtet eller blevet dræbt. Da frivillige fra kirken første gang gik fra hus til
hus for at finde de gamle, som er mest nødlidende, fandt vi faktisk en kvinde, som havde været død i flere dage, uden at nogen vidste det. Derfor er jeg stolt over, at vi som kirke organiserer besøg og basal hjælp til de ældre. “Du er ikke alene”, hedder projektet – for ingen skal dø alene,” siger Toumeh.

Peter Fisher-Møller og Elias Toumeh i dyb samtale Fotograf: Ekkardt Sonntag

Kirkekoret uden stemmer

Selv om kampene er stilnet af i mange områder, er der stadig enorme udfordringer i Syrien, og folk bliver fattigere og fattigere. Der er meget få job, og styret sælger landets ressourcer, for at økonomien ikke skal kollapse totalt. Som biskoppen siger: “Når bageren ikke har gas til ovnen, kan han ikke bage
og må lukke sin butik. Vi troede, alting ville blive bedre, når de ekstremistiske islamister fra ISIS blev nedkæmpet – nu er ISIS lykkeligvis væk, men vi har stadig ingen gas.”

Det andet store problem for Syrien og for kirken er udvandring.
“Jeg har gennem 10 år opbygget et dejligt kor, men nu er næsten alle væk. Det er ikke kun et tab af sangstemmer – det er også et tab af åndelighed/spiritualitet for det kristne samfund. Mange fra menigheden venter på visum til Australien. En rig og meget veluddannet mand, som pludselig rejste, forklarede, at han ikke føler, der er en fremtid for hans familie her,“ fortæller Toumeh og sukker.

Har han ret?

“Jeg er ikke enig med hans beslutning, men hans følelse kommer ikke af ingenting. Og jeg har da også – når det ser mørkt ud – spurgt mig selv, om jeg ville blive, hvis jeg ikke var biskop og havde mine sognebørn at tage mig af…”

“Vi risikerer at forsvinde som kirkesamfund. Så jeg prøver at overbevise folk om at blive, og helt konkret prøver vi som kirke at hjælpe folk med bl.a. job, som da vi hyrede 500 lokale kvinder til at lave mad til nødhjælpspakkerne, da flygtninge strømmede hertil,” fortæller biskoppen.

“Men det er vigtigt at huske, at kirken skal hjælpe alle – både kristne og muslimer. Folk skal forstå, at vi har den samme historie – vi har levet side om side i Mellemøsten i 1.400 år. Krigen rammer alle, og vi skelner ikke mellem de nødlidende,“ siger han og holder én af få talepauser, inden han tilføjer: “Det er også en måde at være kristent vidnesbyrd.”

Kan kirken også bruge krisen til at fokusere dybere på det teologiske og det åndelige aspekt af kristendommen?

“Inden krigen var kirken i Syrien mere åndelig med bønnemøder og bibelstudier. Nu skal vi finde en balance, hvor vi igen får mere fokus på teologien og på de pastorale opgaver ved siden af nødhjælp og humanitær omsorg,” siger han og uddyber: “Jeg er optaget af spørgsmålene om, hvordan vi kan navigere i voldsomme krisetider uden at miste vores tro, og hvordan vores kristne tro kan hjælpe os under krisen,“ siger biskoppen, som bliver mødt med spørgsmålet: Hvorfor – hvorfor bliver vi ramt af krigens rædsler? “Så svarer jeg: Vi er nødt til at råbe vores spørgsmål til Gud: Hvorfor Gud? Hvorfor lader du dette ske? Når vi lytter, så får vi svar, men vi ved ikke hvornår og hvordan. Jeg tror på den meget personlige relation mellem Gud og det enkelte menneske. Gud er vores far, og Ham kan man gå til med alt, fordi Han elsker os og vil tilgive os på den sidste dag.

Vi skal åbne evangeliet, læse og bede. Da Jesus hang på korset, råbte han: “Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig.“ Tre dage senere stod Jesus op fra de døde. Og deri finder vi som kristne trøsten. Vi kan identificere os med Jesu lidelse og omvendt. Men lidelsen er ikke det sidste – trøsten ligger i opstandelsen.”

Vil der være kristne og aktive menigheder at være biskop for i Syrien også i
fremtiden?

“Ja. Om 5 år og 10 år. Men jeg er ikke sikker på, det er tilfældet om 20 år. Det kræver, at de kristne får mulighed for at spille en klar rolle i den politiske løsning i Syrien. Vi skal sidde med, når beslutningerne skal tages. I vores naboland Libanon har man en klart defineret deling af magten mellem de forskellige religiøse grupper, og trods udfordringerne, så tror jeg, vi skal lade os inspirere af det system.”

Hvordan kan vi i Danmission – ja i Danmark i det hele taget – hjælpe kirken med at være kirke i Syrien?

“Vi er taknemmelige for forbøn. Vi tror på bøn, og jeg ved, at mange kirker i Danmark beder for os i Syrien. Vi er også taknemmelige for pengene fra Danmission og alt det, vi har lært om nødhjælp, diakoni og fredsarbejde. Fordi vi står midt i krigen, føler vi det, som om lidelserne aldrig vil få ende. Så vi har også brug for, at mennesker udefra fortæller os, at freden kommer på et tidspunkt, og at vi er nødt til at være tålmodige. Vi har altså brug for både økonomisk støtte og følgeskab med danske kristne.”

Fakta: Syriens kristne

Det kristne samfund i Syrien er et af de ældste i verden, og mange kristne opfatter Syrien som kristendommens vugge. Så sent som i 1920’erne var 30 % af befolkningen kristne. Tallet har været støt dalende, og da krigen brød ud i 2011, var der skønsmæssigt 8-10 % kristne i Syrien – svarende til omkring to mio. I 2016 var 5,7 mio. syrere ifølge FN flygtet ud af landet – heriblandt 825.000 kristne. Det betyder, at mindst 40 % af de kristne har forladt Syrien – til sammenligning er det 25 % af befolkningen som helhed.

Forrige

• 10. jul. - Danmission og Udenrigsministeriet i nyt samarbejde
• 27. maj. - På Zanzibar løber muslimer og kristne sammen – og du kan løbe med
• 10. maj. - Synk ned i en behagelig sofa og lad dialogen blomstre
• 12. apr. - “Kirken skal ikke bare være tjener – den skal vise ægte gæstfrihed”
• 11. apr. - “Vi er en mangfoldig enhed”

Følg os

Sammenlægninger op igennem 1900-tallet af Østerlandsmissionen, Dansk Kirke Mission i Arabien og Det Danske Missionsselskab betyder, at Danmission i dag står med en meget værdifuld arv – nemlig erfaringen og kontakterne i en, for mange vesterlændinge, svært fremkommelig region.

En ung mand gør sig klar til sin udsendelsesgudstjeneste fra Vor Frue Kirke i Svendborg. Det samme gør en ung kvinde i Brorsons Kirke i København. De er jævnaldrende, da de sendes på mission. 30 og 31 år gamle. Begge præstebørn. Begge opsatte på at møde verden gennem kirken og deres tro. Mens den unge mand har kurs mod den hellige by Jerusalem, går den unge kvindes udsendelse nogle hundrede kilometer nordligere, til Beirut i Libanon. Deres veje skal vise sig at krydse hinanden mange gange. Blot ikke i fysisk forstand. For fra Einar Prip i 1898 begiver sig ud på den dengang månedlange rejse til Jerusalem, indtil Line Ramsdal sidste sommer stiger på sit fly til Beirut, er der gået 120 år.

120 års dansk missionshistorie i Mellemøsten

To verdenskrige, terrorangrebet 11. september 2001 og Det Arabiske Forår i 2011 har fundet sted, og flere hundrede danske missionærer – teologer såvel som læger og sygeplejersker, skolelærere, boghandleruddannede og en enkelt radiotekniker – er rejst samme vej som Einar og Line. Der er i årenes løb åbnet skoler, hospitaler og kirker, læst og oversat litteratur fra engelsk til arabisk, delt hverdag med muslimerne, forelæst og forsket på præsteseminariet i Kairo og lagt kræfter og hjerte i at skabe forsoning og fred på tværs af religioner. Det er gået op og ned for de danske missionsselskaber i Mellemøsten, og et par gange undervejs har det set ud til, at arbejdet ville ophøre. Men i dag er budgettet til arbejde i regionen det største nogensinde, og Danmission har fire ansatte på regionskontoret i Beirut og én i Jordan.

Einar Prip rejste ud på mission i Mellemøsten i 1898.

Men det hele begyndte altså med Einar Prip.

Der er gået syv år, siden Einar Prips udsendelsesgudstjeneste. I Jerusalem har den fynske præstesøn arbejdet på et børnehjem for syriske og armenske børn, og Einar Prip kan nu begå sig på arabisk. Rudolf Fox Maule, der er dansk læge, er i 1901 blevet udsendt til Syrien af det samme grundtvigianske bagland, der udsendte Prip. Begge føler de sig kaldet til at opsøge beduinerne i den syriske ørken, men det bliver i Kalamun, hvor 10.000 ud af 60.000 indbyggere er kristne – fortrinsvis fra de gamle syriske kirker – at de to danskere i 1905 etablerer sig. I de fem byer, som udgør Kalamun, er der allerede en protestantisk kirke i 1905. Den og menighedsarbejdet overtager danskerne fra irske missionærer, og det er i den forbindelse, at Østerlandsmissionen stiftes. Modsat irerne er det ikke Prip og Fox Maules ønske at omvende medlemmer af de gamle, kristne kirkesamfund, og danskerne stiller sig også til rådighed for områdets muslimer. Fox Maule åbner i 1906 en lægeklinik, og i 1927 indvies et hospital i hovedbyen Nebk.

”Både kirken og hospitalet står stadig i dag. Vi har dog hørt, at begge bygninger har lidt under de aktuelle kampe i landet. Men de kristne i Kalamun har genopbygget kirken – Danmission har støttet med kirkebænke. Og vi har stadig forskelligt arbejde i området,” fortæller konstitueret generalsekretær Mogens Kjær.

Og bygningerne er ikke det eneste, der knytter fortid og nutid sammen. Det gør også Danmissions samarbejde med den syrisk-libanesiske sammenslutning af protestantiske kirker, National Evangelical Synod of Syria and Lebanon (NESSL). Det var nemlig Østerlandsmissionen, der i 1960 fik dansk mission optaget i synoden, og på den måde skylder Danmission Østerlandsmissionen meget. Vi samarbejder stadig med NESSL, og den nuværende generalsekretær Joseph Kassab og hans kone Najla har flere gange besøgt Danmark, ligesom deltagere i Danmissions netværksrejser har besøgt dem i Libanon. Najla Kassab, som er præsident for Verdensforbundet af Reformerte Kirker, kommer næste gang til Danmark for at deltage i og prædike på Himmelske Dage i Herning.

En boghandel i flammer

En boghandel brænder. Nærmere bestemt Det Danske Missionsselskabs boghandel i Crater i Aden guvernorat. Man kunne også sige, at en succeshistorie står i flammer. Boghandlen har nemlig igennem mange år været mødested for litteraturinteresserede arabere og udlændinge, troende og ikke-troende, muslimer og kristne. Men nu er den blevet et offer for de politiske uroligheder, der hærger Aden i midten og slutningen af 1960’erne. Og det uagtet, at optøjerne i landet egentlig ikke er anti-kristne, men anti-britiske.

Missionær Keld Eigil Bredvig

Heldigvis fortsætter litteraturarbejdet i Bahrain, Kuwait, Oman, Abu Dhabi og Qatar og senere også i Egypten, Libanon og Syrien. Alle de danske boghandler i den arabiske verden bliver en del af boghandlerkæden Family Bookshop Group, som i 1968 er stiftet af den boghandleruddannede missionær og helt centrale figur i grundlæggelsen af 1960’ernes litteraturmission, Jørgen Nørgaard Pedersen.

I 1975 bliver Family Bookshop overdraget til Mellemøstens Kirkeråd (MECC), som i dag er en af Danmissions partnere. Den danske radiotekniker Keld Eigil Bredvig er en af de nye kræfter, der i 1974 udsendes til Bahrain og siden Oman og Qatar for at udvikle boghandlerne og afsøge mulighederne for at starte en kristen radiostation, som andre har gjort fra Etiopien.

”Oman var nok det sted, der gjorde størst indtryk på mig. Det var også dér, jeg var længst – nemlig 8 af de 12 år, jeg var udsendt. Og jeg er sikker på, at boghandlen havde en stor betydning for både lokale og udlændinge. Koranen stod ved siden af Biblen, og vi solgte også arabisk litteratur. Det respekterede folk os for,” siger Keld Bredvig.

Med sultanens velsignelse

Noget af det, Keld Bredvig hæfter sig ved, er også, at sultanen af Oman var forholdsvis åben over for religiøs mangfoldighed i sit sultanat – hvilket stadig har positiv betydning for forholdene i Oman:

”Sultanen gav os lov til at bygge en kirke på et prima sted. Da kongen af Saudi-Arabien kom på besøg, forlød det, at han havde spurgt sultanen, hvilken sheik der boede så godt. Det viser jo et storsind fra sultanens side, som jeg er sikker på, har smittet af nedad på befolkningen. Jeg fik mange gode venner i de år. Også lokale og muslimer. Det betyder noget med den slags relationer. For det er jo umuligt at gå i krig med sine venner. Jeg siger til alle unge i dag, at de skal tage ud i verden, og gerne til Mellemøsten. Og så skal de blive i mindst et år, så det kan bundfælle sig.”

Skal vi opgive arbejdet i Mellemøsten? spørger Det Danske Missionsselskab sig selv ved indgangen af 1980’erne. Dårlig økonomi sammenholdt med den usikkerhed, der præger hele regionen efter revolutionen i Iran, er en god grund til at nedlægge arbejdet. Men man beslutter ikke desto mindre at fortsætte. Og Leif Munksgaard, der er tidligere missionær i Libanon, Bahrain, Iran og Kuwait, er én af dem, som taler varmt for at udsende et teologpar til Egypten. De første bliver teologistuderende Nete Ertner Rasmussen og hendes mand, sognepræst Henrik Ertner Rasmussen, der i 1989 forlader deres arabisk-studier i Rom for at blive udsendt til Kairo. Ægteparret bliver det første til at opleve, hvor svært det er at føre åbne samtaler om tro i et land, hvor alting, også de juridiske love, bygger på islam. Til gengæld erfarer de, at praktiske spørgsmål og projekter sagtens kan løses i samarbejde mellem muslimer og kristne – man kan kalde det diapraksis.

Betty From Jensen sammen med sin kollega Ebtahaj Mounir (i midten) og dennes veninde på præsteseminariet i Kairo

Betty From Jensen og Bruno Bødker Hansen, der begge er teologer, bliver de næste. De udsendes i 1998 til Kairo og et Egypten, der fortsat er under præsident Hosni Mubaraks ledelse. Betty From Jensen husker, hvordan brandbomber uden for Det Egyptiske Museum i byen dræber ni tyske turister kort forinden parrets ankomst.

”Jeg synes, det var koldt i Kairo – på flere måder – den første tid. Men så havde vi en oplevelse en dag, da vi sad i en park uden for sprogskolen. Her gik en lille pige rundt og plukkede blomster. På et tidspunkt kom hun med en blomst til os hver. En amerikansk kollega har siden sagt, at vi mødte en lille engel. Men hvorom alting er, så kom pigen i parken til at betyde meget for vores opfattelse af vores arbejde på præsteseminariet, hvor Bruno underviste i egyptisk kirkehistorie, og jeg arbejdede på biblioteket. Vores arbejdes vigtigste formål måtte være at stille os åbne over for og tage imod det, som vores kristne og muslimske brødre og søstre ville dele med os. Så det gjorde vi, og det gav os kræfter til at se alt det smukke i Kairo. Og ikke bare støvet. Jeg ved også med mig selv, at vi gav de studerende på præsteseminariet noget igen,” siger hun.

I december 2001 rammes ægteparret imidlertid af en personlig tragedie, idet Bruno Bødker Hansen dør af et hjertetilfælde i Kairo. Da Betty From Jensens kontrakt udløber i 2002, vælger hun at blive i Danmark.

Så står Danmission uden missionærer i Mellemøsten. Og igen overvejer man, om man skulle sige, at det var så det. Men i 2000 tog man kontakt til og fik siden partnerskab med den stærke, evangelisk-koptiske udviklingsorganisation, CEOSS, som er dygtig til fattigdomsbekæmpelse og anerkendt for sit arbejde med interreligiøs dialog som middel til forebyggelse af voldelig ekstremisme. Et arbejde Danmission finder det væsentligt at være en del af.

Danmission tackler tegningen-krisen godt

I 2005 udsendes derfor teolog Christa Lund Herum og økonom Peter Herum til Kairo. Christa Lund Herum bliver hurtigt involveret i den anglikanske kirkes dialog-arbejde og biskop Mouneer Anis’ samarbejde med Al-Azhar Universitet om at udvikle dialogsamarbejdet i hele Egypten.

”Jeg synes, at vi gjorde en stor forskel i de år, idet vi var med til at udvikle, hvordan Danmission arbejder med dialog også i dag: Møder mellem religiøse ledere går hånd i hånd med dialog i praksis blandt ikke mindst unge, der er parate til at ændre deres samfund, men ofte mangler redskaberne,” fortæller Christa Lund Herum.

I 2006, efter at en tegning af profeten Muhammed har skabt stor vrede hos mange i den arabiske verden mod Danmark og danskerne, sidder Christa Lund Herum i Kairo med en dansk kirkedelegation. Det er biskop Mouneers idé, at de danske kirkefolk skal tale med de muslimske ledere og politikere, og CEOSS støtter idéen. Besøget bygger bro og skaber større forståelse og er samtidig med til at sikre, at Danmissions projekter i Egypten helt ekstraordinært får lov at køre videre under tegninge-krisen.

Danmissions udsendte og lokalansatte på kontoret i Beirut har besøg af formanden, hans hustru og generalsekretæren.

8 ansigter smiler til kameraet, og billedet deles på Facebook. Det er 1. april 2019 og ét-året for åbningen af Danmissions regionskontor i Beirut. På billedet ses kontorets fem medarbejdere, hvoraf en har base i Jordan, Danmissions formand, hans hustru og Danmissions konstituerede generalsekretær. De har god grund til at smile og til at være stolte, for arbejdsbudgetterne har aldrig været større. Samlet har Danmission cirka 14 millioner kroner at fordele på indsatser i Libanon, Syrien, Jordan, Egypten og Irak. Line Ramsdal, der leder kontoret i Beirut, siger, at hun har verdens bedste job, og det gør hun, fordi hun hver dag mærker, at der er brug for Danmission i Mellemøsten.

Siden Det Arabiske Forår forsøgte at revolutionere de gamle diktaturstater, men flere steder endte i kaos – ikke mindst i Syrien – har Danmission sammen med vores partnere i regionen insisteret på, at religiøse ledere, unge civilsamfundsaktivister og andre med indflydelse på samfundsudviklingen mødes
både til dialog og omkring konkrete og praktiske initiativer.

”Samtidig med, at konflikterne i regionen fortsætter, og krigen i Syrien har været rædselsvækkende, så ser vi i de her år, at der spirer en aktivisme, som giver håb. Mange unge har en stor drivkraft for at genopbygge deres samfund, men de mangler viden om, hvordan man organiserer sig mere effektivt og opbakning til at arbejde sammen på tværs af religiøse og sociale baggrunde. Det støtter vi dem i,” fortæller Line Ramsdal.

Danmission nøjes dog ikke med at engagere os i dialog og diapraksis, vi er også med til at opbygge forskning i fred. I dag er der næsten kun vestlige forskere på det felt. Og derfor støtter Danmission de kommende år oprettelsen af et fredsstudium på universiteter rundt om i Irak. Som det har været fokus lige fra begyndelsen, så støtter Danmission naturligvis også i dag kirken og kristendommen i Mellemøsten. Ligesom vi også bekæmper fattigdom og hjælper udsatte mennesker. Danmission har i dag ni partnere i Mellemøsten, herunder både kirker og trosbaserede organisationer. Det er ni flere, end da Einar Prip tog af sted fra Svendborg i 1898.

Forrige

• 28. jun. - TROSFRIHED – DEN GLEMTE MENNESKERET
• 10. apr. - Danmission bliver stærkere i Mellemøsten
• 20. dec. - Søn af hele verden
• 01. nov. - Afskedsinterview: Pigen, der ville være indianerhøvding
• 16. jun. - Danmission inviterer dig på studierejse til Egypten

Følg os

250 muslimske religionslærere har været på efteruddannelse, så de kan være med til at hindre, at unge jordanere lader sig rekruttere af ekstremisterne i Islamisk Stat og andre radikale grupperinger. Det nye projekt er et samarbejde mellem Danmission, vores partner RIIFS og Jordans undervisningsministerium.

Foto: Simon Læssøe

Når religionslærer Kayed Khalil træder ind i klasseværelset, påtager han sig ikke blot at lære børnene og de unge om islams historie og Koranens vers. Han ser også sig selv som en vigtig del af kampen mod Islamisk Stat (IS) og andre ekstreme grupperinger, som er skudt op. Den 43-årige religionslærer – og tidligere imam – underviser på en skole i en fattig og religiøst konservativ forstad til Jordans hovedstad, Amman. Og her er det uundgåeligt at støde på Islamisk Stat og ligesindede i klasseværelset, fortæller han.

Eleverne kender ekstremisterne fra deres naboer, deres forældre og fra sociale medier, som Facebook, hvor radikale grupper er effektive, når det handler om propaganda og rekruttering af unge. I takt med, at Islamisk Stat voksede sig stor i Jordans nabolande Syrien og Irak, oplevede Kayed Khalil, at nogle af hans elever blev inspireret af terrororganisationens ekstremistiske fortolkning af islam. “I starten var det svært for mig at diskutere Islamisk Stat med eleverne. For jeg vidste faktisk ikke helt, hvordan jeg bedst skulle forklare dem, at Islamisk Stats fortolkning er forkert, og hvorfor de – også ud fra et islamisk udgangspunkt – tager fejl.“ Derfor deltog Kayed Khalil sammen med omtrent 250 jordanske religionslærere i et nyt undervisningsforløb, som Danmission står bag i samarbejde med Jordans undervisningsministerium og det jordanske Royal Institute for InterFaith Studies (RIIFS). På efteruddannelsen har Kayed Khalil fået nye redskaber til, hvordan han kan undervise elever i en tolerant version af islam, som øger accepten af andre religioner, styrker medborgerskabet og understøtter menneskerettighederne. De nye værktøjer skal bruges i undervisningen af 12-17-årige elever.

Flere tusinde IS-krigere

Jordan har i årtier været forskånet for sekteriske krige og terror. Men freden kan ikke tages for givet. Høj ungdomsarbejdsløshed, manglende fremtidsmuligheder og politisk frustration gør Jordan sårbar for ekstremisme. „I sidste ende handler projektet om at forebygge voldelig ekstremisme blandt Jordans unge,“ siger Stine Baltzer Madsen, som er fagkonsulent i Danmission og har været med til at udforme projektet. 3-4.000 jordanere er siden 2014 rejst til nabolandene Irak og Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat. Og selvom terrororganisationens kalifat i dag er smuldret, har Jordans regering for længst indset, at det kan få alvorlige konsekvenser, hvis ikke ekstremismen bekæmpes. Så hvor starter man, hvis man vil hindre, at Jordans unge træder ind på en forkert sti?
I klasseværelserne, lød Danmissions plan. Og det jordanske undervisningsministerium var med på ideen. “Lærerne har en unik mulighed for at forme eleverne. Det er et ekstremt vigtigt sted at udføre religionskritik,” siger Stine Baltzer Madsen. På efteruddannelsen undervises religionslærerne blandt andet af en højt respekteret islamisk lærd, som viser, hvordan Koranen og Allahs ord bør fortolkes, således at de prædiker tolerance over for andre religioner og accept af andre synspunkter.

Religionslæreren Kayed Khalil fortæller, at han faktisk plejede at være “ret snæver og striks” i sin fortolkning af Koranen. “Men i dag forstår jeg, at meget kan fortolkes på flere forskellige måder, og det forsøger jeg at give videre til eleverne,” siger han. Og når eleverne viderebringer Islamisk Stats synspunkter, føler han sig nu rustet til at forklare dem grundigt, hvorfor terroristerne tager fejl. “Jeg bruger ikke længere bare min moralske sans til at fortælle, at Islamisk Stat og andre voldelige ekstremister er noget skidt. Jeg kan bruge Koranens ord,” siger han.

Respekt for forældrene

Danmissions projekt bruger det officielle jordanske momentum til at fortolke islam på en mere liberal facon. I 2004 præsenterede daværende kong Abdullah “Amman Budskabet” – en deklaration, der tager skarpt afstand fra ekstremisme og fastslår, at islam bygger på medfølelse, tolerance og gensidig respekt. Den deklaration gennemsyrer stadig mange af de beslutninger, som de jordanske ministerier tager. “Projektet formår at omsætte de højtflyvende tanker fra “Amman Budskabet” til virkelighed,” siger Stine Baltzer Madsen. Det er dog vigtigt at huske på, at Jordan stadig er et konservativt samfund. Derfor er det helt afgørende, at forandringerne – også i undervisningen – sker stille og roligt og i respekt for folks religiøse følelser og den jordanske kultur. “Det duer ikke, at børnene kommer hjem til deres forældre, og de så slet ikke kan genkende hinandens syn på islam. Det vil kun skabe konflikter,” som fagkonsulenten påpeger. Danmarks ambassadør for Jordan, Syrien og Libanon, Merete Juhl, roser projektet, som gennemføres med økonomisk støtte fra Udenrigsministeriet gennem Dansk Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP). “I Danmark har vi gode erfaringer med at forebygge ekstremisme, og dem tager vi med ud i verden,” siger ambassadøren og tilføjer: “Og når vi er med til at forebygge ekstremisme i Mellemøsten, sænker vi også risikoen for terror i Vesten.”

Fakta om projektet:
Danmission har fået bevilget 22 mio. kr. over 5 år (2017-2021) fra Dansk Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP) under Udenrigsministeriet, som bl.a. går til efteruddannelse af religionslærere i Jordan. Gennem interreligiøs dialog arbejder Danmission sammen med vores partnere for:

• at fremme religionsfrihed, fredelig sameksistens og inkluderende medborgerskab
• at forebygge voldelig ekstremisme
• at styrke samarbejdet mellem landene i Mellemøsten og mellem Danmark og Mellemøsten gennem opbygning af stærke interreligiøse og interkulturelle netværk.

Forrige

• 22. jul. - En Biskop i krig
• 10. jul. - Danmission og Udenrigsministeriet i nyt samarbejde
• 27. maj. - På Zanzibar løber muslimer og kristne sammen – og du kan løbe med
• 10. maj. - Synk ned i en behagelig sofa og lad dialogen blomstre
• 12. apr. - “Kirken skal ikke bare være tjener – den skal vise ægte gæstfrihed”

Følg os

Danmissions dialog-arbejde skaber tolerance, gensidig forståelse og fredelig sameksistens mange steder i verden – også i Libanon, hvor Anne og Anders fra DR1 har besøgt Danmission.

Fra fordomme til dialog i Libanon: Mandag den 12. august sender DR1 udsendelsen ‘Anne og Anders i Mellemøsten’, hvor de blandt andet taler med det, som journalist Anders Agger kalder ”et helt særligt makkerpar ud i at nedbryde fordomme”.

Makkerparket er ingen ringere end Danmissions udsendte Line Ramsdal og iman Sheikh Abou Zaid, der tidligere har været i Danmark til Folkemødet, hvor de to mødte hinanden første gang.

Sammen fortæller de om frugten af Danmissions arbejde og om, hvordan det er lykkes at vende had og Muhammed-krise til dialog, sameksistens og tolerance.

Udsendelsen er den sidste af fire, hvor Anne Hjernøe og Anders Agger forsøger at rejse væk fra fronterne og fordommene i Mellemøsten og ind i nuancerne i det, de betegner som et andet Mellemøsten. Sidste stop på rejsen er Libanon, hvor de altså besøger Danmission. Anne og Anders har også besøgt Oman, Israel og Jordan.

Du kan se, hvor Danmission er med i programmet her

Eller du kan se hele programmet her

Forrige

• 06. aug. - Religionslærere bekæmper islamisk ekstremisme i klasseværelserne
• 22. jul. - En Biskop i krig
• 10. jul. - Danmission og Udenrigsministeriet i nyt samarbejde
• 27. maj. - På Zanzibar løber muslimer og kristne sammen – og du kan løbe med
• 10. maj. - Synk ned i en behagelig sofa og lad dialogen blomstre

Følg os

Fra opfindelsen af “babylugen” til et skib sendt som et samlesæt til Grønland – i dag udkommet det længe ventede tobindsværk: ‘Det Danske Missionselsskabs Historie 1821-1985′. Det er fyldt med en række forunderlige historier fra hidtil ukendt materiale, skrevet af Harald Nielsen.

Danmission udgiver den 13. august organisationens historie i et stort tobindsværk. Det er tidligere generalsekretær og højskoleforstander Harald Nielsen, der er forfatteren bag det nye historieværk med titlen: ‘Det Danske Missionsselskabs Historie 1821-1985′.

”Jeg har gravet en masse kilder frem inde fra Rigsarkivet. Det er første gang, at Danmissions historie bliver skrevet på baggrund af netop dette kildemateriale,” siger Harald Nielsen.

Det i alt 630 siders store værk er spækket med detaljer og endnu ukendte historier fra organisationen, der snart kan fejre sit 200-års jubilæum. Historier om dengang der blev sendt en kirke afsted som samlesæt til Grønland, hvorefter skibet forliste – og om dengang Karen Gormsen i 1908 opfandt en ”babyluge” i Kina, af frygt for at de efterladte børn ellers ville fryse ihjel eller blive spist af hunde.

En lang og sej proces

Der er ikke skrevet en historisk bog om selve organisationen siden 1935, og dengang udvalgte man bidder af historien på en helt anden måde; som Harald Nielsen siger, så viderebragte man det, som “missionsvennerne kunne tåle at høre”.

Den erfarne forfatter har valgt at slutte sin del af historieskrivningen i 1985 for ikke at fremstå inhabil, da det var dét år, han selv blev en del af organisationen.

Harald Nielsen er tidligere generalsekretær for Danmission. Foto: Rune Hansen

Det har været en lang og overvældende proces at udvælge de historier og informationer, der er endt med at blive til de endelige bøger.

“Man må jo ikke tage noget med ud fra Rigsarkivet. Men man må fotografere, det man skal bruge. Jeg har måske 10.000 sider, som består af blandt andet protokoller og breve,” fortæller han.

Støtte fra bl.a. kongelig fond

Første bind hedder: “Frygt ikke – Troe ikkun”, og andet bind bærer titlen “Mission i en forandret verden”.

Bøgerne er udkommet med støtte fra bl.a. Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorchs Fond, Chr. P. Hansens og Hustrus Fond for Almenvelgørende Formål, G.E.C Gads Fond og S.C. Van Fonden.

De kan købes for i alt kr. 495,-

Bøgerne kan bestilles og købes ved at sende en mail til Harald Nielsen på harald2860nielsen@gmail.com

Læs mere om det længe ventede værk her

Forrige

• 24. jun. - Hjælp med at finde årets ildsjæl
• 13. maj. - Syng med på Himmelske Dage
• 13. maj. - Kom og smag himmelsk hjemmebag
• 10. maj. - Synk ned i en behagelig sofa og lad dialogen blomstre
• 01. maj. - Genoplev “Troens Verden”

Følg os

Hør Harald Nielsen, tidl. generalsekretær i Danmission, fortælle missionshistorier på P1.

Missionshistorien er en del af tidsånden. Skulle du være i tvivl, så hør med her, når Harald Nielsen på P1’s “Tidsånd” giver eksempler på sjove, gruopvækkende og skelsættende historier fra sit nye tobindsværk om Danmissions historie siden 1821. Klik her og hør med – Harald er på fra minut 43.40.

Hør udsendelsen her 

Bogen udkom i går, hvilket blev fejret med en reception på Danmission i Hellerup, hvor der var fuldt hus med både nye og gamle venner af Danmission.

Første bind hedder: “Frygt ikke – Troe ikkun”, og andet bind bærer titlen “Mission i en forandret verden”.

Bøgerne er udkommet med støtte fra bl.a. Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorchs Fond, Chr. P. Hansens og Hustrus Fond for Almenvelgørende Formål, G.E.C Gads Fond og S.C. Van Fonden.

De kan købes for i alt kr. 495,-

Bøgerne kan bestilles og købes ved at sende en mail til Harald Nielsen på harald2860nielsen@gmail.com

Forrige

• 13. aug. - Nu udkommer 200 års missionshistorie
• 12. aug. - Danmission i Anders Agger-udsendelse på DR1
• 06. aug. - Religionslærere bekæmper islamisk ekstremisme i klasseværelserne
• 25. jul. - Historien om Danmission i Mellemøsten: I EINAR Prips FODSPOR
• 22. jul. - En Biskop i krig

Følg os

Repræsentantskabsmødet står i fremtidens tegn: På søndag har Danmission både fået ny formand, ny generalsekretær og så er Årets Ildsjæl 2019 blevet kåret. Derudover er der debat om årsberetningen og meget andet.

Nu er der ikke længe til, at Danmissions årlige repræsentantskabsmøde i Nyborg afholdes. Weekenden 31. august til 1. september vil summe af gode historier, erfaringsudvekslinger fra arbejdet ude og hjemme, fremtidsplanlægning og glædelige gensyn, når 260 valgte repræsentanter fra hele landet mødes.

Traditionen tro markeres åbningen med en stemningsfuld gudstjeneste i Vindinge Kirke. I år er det Morten Skrubbeltrang, som til daglig er præst i Hasle Kirke ved Aarhus, der leder os igennem gudstjenesten.

Derefter går turen til mødelokalerne på Hotel Nyborg Strand.

På mødet siger Danmission farvel og tak til den konstituerede generalsekretær Mogens Kjær – ligesom biskop Peter Fischer-Møller, der har været formand for bestyrelsen de seneste ni år, har valgt at træde tilbage og overlade roret til en anden formand. .

Også den nye daglige leder, generalsekretær Kristian Sloth Petersen, vil blive budt velkommen på repræsentantskabsmødet.

Dialog, bestyrelsesvalg og Årets Ildsjæl

Lørdag eftermiddag vil mødet give mulighed for at komme tættere på Danmissions arbejde, når der gennem forskellige arbejdsgrupper åbnes for dialog mellem repræsentantskabet, bestyrelsen og ansatte.

Tre kandidater er opstillet til bestyrelsesvalget. Dem kan du læse mere om her

Lørdag aften er der besøg i “samtalesofaen” fra bl.a. Mellemøsten, Hammerum og Tanzania. Aftenen byder også på både underholding og fællessang.

Og så bliver modtageren af den præstigefyldte pris Årets Ildsjæl 2019 afsløret, inden aftenen slutter med en aftenandagt.

Derudover skal årsberetning og -regnskab samt handlingsplanen for 2020 debatteres.

Se programmet for hele mødet her

Forrige

• 29. aug. - Gudstjeneste, valg og samtaler: Weekenden byder på Danmissions vigtigste møde
• 13. aug. - Nu udkommer 200 års missionshistorie
• 24. jun. - Hjælp med at finde årets ildsjæl
• 13. maj. - Syng med på Himmelske Dage
• 13. maj. - Kom og smag himmelsk hjemmebag

Følg os

„Jeg har fået lov at bidrage med mine tanker og ideer i en årrække. Nu er det tid til at give stafetten videre.“ Sådan siger biskop Peter Fischer-Møller om sin fratrædelse som formand for Danmissions bestyrelse. 9 år blev det til. 9 år med kulturmøder, nye perspektiver på egen tro og gaven over dem alle: korset fra den indiske gadedreng.

Han havde aldrig været i Indien før. Farverne. Duftene. Stanken. Alting var overvældende. Måske  særligt gæstfriheden. På missionsskoler og i kvindegrupper blev han og repræsentationen fra Danmisson modtaget med blomsterkranse og hornmusik, som var de kongelige. Det føltes uvant for den danske biskop i Roskilde Stift, Peter Fischer-Møller. Men i konteksten naturligt. Om søndagen skulle han prædike i kirken i Tiruvannamalai. Der ville komme 500 mennesker, og hans prædiken ville blive oversat til tamil.

Det gik som forudset. Eller rettere: Undervejs i prædikenen kom flere og flere til, så der var tæt på 800 mennesker samlet under samme tag, før Peter Fischer-Møller havde talt færdig. Som han ville have gjort i domkirken hjemme, stillede han sig nu i kirkedøren for afslutningsvis at give de mange mennesker hånden. Men alt imens folk gik ud i den varme by, dannede der sig en side kø til udgangskøen. „De venter på en personlig forbøn fra dig,“ var der én, der hviskede Peter Fischer-Møller i øret.

„Det var min første rejse som formand for Danmission, og det med forbøn var ikke lige mit hjørne af dansk kirkeliv. Så som jeg stod dér med i hvert fald 45 afventende kirkegængeres øjne hvilende på mig, sank jeg en klump og bad til, at Helligånden og mit skoleengelsk ville samarbejde,“ fortæller Peter Fischer-Møller.

En forbøn – et plastikkors

Han har fortalt historien mange gange før. Og nu er det næsten 9 år siden, han stod der. Ikke desto mindre berører det ham stadig at genbesøge oplevelsen:

„Det at få lov til at bede for et menneske, du lige har mødt. Og det at møde tilliden til, at din forbøn kan have betydning for det menneskes situation. Det gør noget ved dig, og der sker noget i det rum. Du mærker Helligåndens nærvær.“

Peter Fischer-Møller er tavs et øjeblik. Han har ikke taget praksissen med forbønner i kirkedøren med sig hjem til Danmark. Men han har siden oplevelsen i Indien gerne stillet sig til rådighed under besøg i Danmissions partnerkirker rundt om i verden. Det handler om gensidighed for Peter Fischer-Møller.
For ham bør mission aldrig være den ene kulturs belæring af den anden. Nej. Mission handler om at udveksle perspektiver og lære nyt om sine egne. Og som det ypperste symbol på gensidigheden bærer Peter Fischer-Møller et lille selvlysende plastikkors. Det lyder måske som et H.C. Andersen-eventyr. Men som en af de allerbageste i sidekøen i kirken i Tiruvannamalai stod en 15-årig dreng fra den skole for gadedrenge, som biskoppen havde besøgt dagen i forvejen. Drengen, der levede af at sælge engangslightere, havde tålmodigt ventet på sin tur. Han bad nu Peter Fischer-Møller bede for hans familie, hans uddannelse og fred i verden, hvorefter han diskret placerede det lille kors i den danske biskops hånd.

Peter Fischer-Møller med sin hustru Bente i Indien.

Peter, Grundtvig og Danmission

Det lå ikke i kortene, at Peter FischerMøller skulle blive formand for Danmarks ældste og største missionsselskab. I hvert fald blev han selv overrasket, da telefonen ringede en aften i 2010. Som biskop i Roskilde Stift kendte han selvfølgelig til Danmissions arbejde og havde da også deltaget i en konference i Alexandria om kristendom og klimaforandringer, arrangeret af Danmission og partnere i Egypten. Han kendte også i forvejen en række af medlemmerne i Danmissions bestyrelse.

Teolog med speciale i Grundtvig, det var han. Sognepræst i Terslev og Ørslev ved Haslev, det havde han været. Biskop i Roskilde Stift var han for nylig blevet. Men formand for Danmission? Var det
ham? Når han tvivlede et øjeblik, var det måske fordi, han først sent i livet var stødt på det missionske. Han var opvokset i et ikke sådan særlig kirkeligt hjem.

Nok var hans forældre medlemmer af folkekirken. Men missionærer havde han ikke hørt om, før
igeria-missionæren Gurli Vibe Jensen besøgte Skovshoved Skole i 1965. Hun gjorde imidlertid indtryk på den dengang 11-årige Peter, der stadig husker, hvordan hendes rejsebeskrivelser løftede ham ud af den surt svaber-lugtende gymnastiksal, hvor alle skolens elever sad samlet. Og samme positive indtryk efterlod også hans konfirmationspræst Ole Christiansen, der sidenhen blev formand for Dansk
Santalmission.

Men når Peter Fischer-Møller takkede ja til formandshvervet i Danmissions bestyrelse i 2010, fandt han trods alt sine begrundelser i nyere tid. For det første vidste han, at han ville kunne læne sig op ad nogle af de dygtigste folk, han kendte.

De sad nemlig allerede i bestyrelsen. For det andet så han nu en relevant forbindelse mellem Danmissions arbejde blandt kristne ude i verden og hans egne Grundtvig-inspirerede tanker om vekselvirkningen mellem kristendom og kultur.

Som eksempel på forbindelsen fremhæver han Danmissions oplysningsprojekt Konfirmand Aktion, hvor danske unge rejser ud for at opleve hverdagen blandt jævnaldrende i et af Danmissions arbejdslande, for herefter sammen med deres nye, udenlandske kammerater at turnere rundt til konfirmandstuer i
Danmark og fortælle deres historier.

„Konfirmand Aktion er måske et af de bedste eksempler på, at forskellige kulturer åbner kristendommen for os. Vi får åbnet øjnene for andres livsvilkår og for, at kristendommen virkelig udtrykker sig og udfolder sig på mange andre måder, end den vi er vant til fra vores egen lokale sognekirke,“ siger Peter FischerMøller og fortsætter:

„Det er alle de her virkeligheder, som Grundtvig gjorde opmærksom på med sit dialogiske perspektiv. Dét, han også kalder sit søndagssyn. Og som lidt forenklet går ud på, at hver kultur er et vindue til den fulde forståelse af evangeliet. Vi i vores danske folkekirke må med andre ord ikke tro, at vi sidder på den eneste rigtige fortælling. Nej. Vi er på en fælles opdagelsesrejse, når det kommer til at forstå skabelsens, inkarnationens og opstandelsens mysterier.“

Konfirmand Aktion eksisterede længe før Peter Fischer-Møller tiltrådte som formand. Så hvad har han bidraget med i sine 9 år som formand? Hvis han nu selv skal sige det.

„Jo. Altså. Sammen med resten af bestyrelsen har jeg arbejdet på at få defineret Danmissions missionssyn. Da jeg kom til, arbejdede Danmission med tre søjler. Kirkeudvikling. Dialog. Fattigdomsbekæmpelse. Det gør vi stadig. Men forskellen er, at vi er blevet opmærksomme på, hvordan søjlerne gensidigt støtter og forstærker hinanden, så de danner en trekant frem for at stå som tre isolerede søjler.“

Dialog-arbejdet i særdeleshed mener Peter Fischer-Møller at have været med til at give den plads, det fortjener.

„Dialog skal ikke bare være en metode. Dialog er meget mere end det, fordi den forudsætter og rummer et menneskesyn, hvor det at møde den anden og være parat til at lytte til hans eller hendes historie har værdi i sig selv. Faktisk bør man lytte dobbelt så meget, som man taler. Og så er vi tilbage ved Grundtvigs søndagssyn. Vi er ikke færdige med at forstå det her. Alle vores formuleringer er foreløbige, og netop derfor bliver vi nødt til at dele vores perspektiver med hinanden.“

Peter Fischer-Møller får besøg af Danmissions partnere på bispegården i Roskilde.

En bred kærlighedserklæring

Navnene står i kø, når man beder Peter Fischer-Møller fremhæve et menneske, der har gjort særligt indtryk på ham under hans formandskab. Det kan han simpelthen ikke.

„Jeg føler mig kolossalt beriget af mødet med alle Danmissons partnere. Ledere som Riad Jarjour fra FDCD i Libanon, biskop Elias Toumeh fra Den Kristne Dal i Syrien og Andrea Zaki, Samira Luka og Michael El Daba fra CEOSS i Egypten har alle gjort et stort indtryk på mig, for ikke at tale om biskop
Humphrey Peters fra Peshawar i Pakistan eller pastor Maloda fra Zanzibar. Jeg bliver så opløftet, når jeg møder mennesker som f.eks. biskoppen i Peshawar,over hans mod og den visionære måde, han tænker kirke på og hans insisteren på, at kirken skal være til nytte for hele folket.“

Peter Fischer-Møller bliver helt forpustet, men fortsætter ufortrødent i samme åndedrag:

„Og mindst ligeså vigtige at nævne er selvfølgelig alle de almindelige aktivister og engagerede lægfolk, jeg har mødt gennem tiden. For nylig mødte jeg i Beirut de syriske civilsamfundsaktivister, og det er altså helt umuligt ikke at blive bevæget af deres livshistorier og mod på at genopbygge deres land.“

Så hvorfor går du af som formand?

„Jeg har besluttet mig for, at 9 år er nok. Jeg har fået lov til at bidrage med mine tanker og ideer i en årrække. Nu synes jeg, det er tid til at række stafetten videre,“ svarer Peter Fischer-Møller på sin egen på én gang kontante og venlige facon. Det giver mening.

Men slipper du så missionen?

„Nej, de her ting lever jo videre i sind og i hjerte. Jeg slipper aldrig Danmissions arbejde.“

Har du et ønske – eller en forbøn – for Danmission i fremtiden?

„Ja. Danmission er et solidt missionsselskab – med dygtige medarbejdere, engagerede frivillige og kompetente samarbejdspartnere. Jeg er sikker på, at Danmission fortsat vil gøre en væsentlig forskel for mennesker ude i verden og her i landet og høste anerkendelse for det gode arbejde, som er vokset ud af inspirationen fra det kristne evangelium. Og netop på det punkt har Danmission noget særligt at bidrage med i forhold til det internationale dialog- og udviklingsarbejde: nemlig at vi tager menneskers tro alvorligt og tænker kristendom og kirkeudvikling med som integrerede dele af vores engagement. Så min bøn er, at Danmissions missionstrekant fortsat vil være en frugtbar ledestjerne for arbejdet.“

Danmissions nu afgående formand sammen med Årets Ildsjæl 2014 – Mette Bjerregaard fra Danmission Genbrug i Roskilde.

Forrige

• 29. aug. - Gudstjeneste, valg og samtaler: Weekenden byder på Danmissions vigtigste møde
• 13. aug. - Nu udkommer 200 års missionshistorie
• 24. jun. - Hjælp med at finde årets ildsjæl
• 13. maj. - Syng med på Himmelske Dage
• 13. maj. - Kom og smag himmelsk hjemmebag

Følg os

Her kan du læse Peter Fischer-Møllers beretning, som netop er blevet aflagt på Danmissions igangværende repræsentantskabsmøde.

Kære danmissionere!

Jeg vil begynde min mundtlige formandsberetning – den 9. og sidste af slagsen – med en fortælling om hvordan fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeudvikling forenes i det, vi er sat i verden for at bedrive: mission.

Missionstrekanten og fortællingen om den kananæiske kvinde

Det havde været et helt overvældende halvt år.

Nu var de taget nordpå op over grænsen på en slags sensommerferie for at få lidt ro til eftertanke, samvær og samtale.

Og så kommer der Gud hjælpe mig en fremmed kvinde, som vil have dem til at hjælpe sig med en syg datter.

De var ellers lige så godt i gang med at få lidt overblik over de kaotisk travle måneder, de havde været igennem sammen.

Det var begyndt i det tidlige forår med, at Jesus havde opsøgt sin fætter, dommedagsprædikanten Johannes, nede ved Jordanfloden. Jesus havde insisteret på at blive døbt som alle de andre, som flokkedes om Johannes, fordi de drømte om et nyt liv og et nyt samfund og var klar over, at det måtte begynde med dem selv. Johannes mente, at Jesus var den han kendte, som havde mindst brug for at få vasket det gamle skidt af sig, men han bøjede sig – eller rettere lod Jesus bøje sig ned i det grumsede vand i denne grumsede verden, og nogle så en due, og andre var ikke i tvivl om, at Guds Ånd var på færde i det nu.

Så var der gået 40 dage, hvor Jesus havde været alene ude i ødemarken, og hvor man fortalte, at han havde mødt og afvist Djævlen selv.

Og så var det, de havde mødt ham, eller han havde mødt dem. Han var en mand med en mission til sit folk. De havde hørt hans stærke budskab om Guds rige, som var i frembrud. De havde undret sig over hans på en gang så enkle og overraskende fortællinger om fortabte får og splinter i øjnene. Han havde sagt: følg mig! Og de havde nu fulgt med ham i et halvt års tid. De havde set, hvordan han havde helbredt syge; de var blevet forargede over, at han gav plads til kvinder og børn og endda påstod, at himmeriget stod åbent netop for dem. Og de havde oplevet, hvordan han udfordrede religiøse og politiske magthavere med sit budskab om Guds ubetingede, grænsesprængende kærlighed. Det havde alt sammen vakt stor opmærksomhed, og det havde tiltrukket nogle af dem, der ellers holdt sig for sig selv eller gemte sig for offentligheden for at undgå de andres foragtende blikke. Hver dag havde der været syge og nødlidende mennesker, som trængte sig på, næsten dagligt havde der været konfrontationer med præster og teologer. Det havde været fantastisk, nervepirrende, overvældende. Men nu var de udmattede og havde brug for ferie.

Og så kommer den der fremmede kvinde og maser sig på.

Man skulle tro, at Vorherre havde haft Danmssion i tankerne, da han gav sig i samtale med denne fremmede kvinde. For som Mattæus gengiver forløbet, sker der så noget, som på allersmukkeste vis udfolder Danmission missionstrekant. Her er jo tydeligvis tale om en nødlidende kvinde, en kvinde, som frygter for sin syge datters liv. Og det ender med, at datteren faktisk bliver rask. Det er en af de beretninger, som har givet inspiration til, at missionsselskaber har sendt læger og sygeplejersker ud i verden som en del af det arbejde, der har afhjulpet nød og bekæmpet fattigdom, sådan som Danmssion har gjort det i snart 200 år. Selvom arbejdet i dag udføres anderledes end dengang, hvor man byggede skoler og sundhedsklinikker og havde rigtig mange danske fagpersoner udsendt, så er det fattigdomsbekæmpende arbejde stadig en helt afgørende del af Danmissions indsats.

Der er også gang i en dialog, endda en tværreligiøs og tværkulturel dialog. Det var elles på Jesu tid ikke almindeligt, at kvinder henvendte sig til fremmede mænd, og det var slet ikke almindeligt, at mænd betragtede og behandlede kvinder som ligeværdige samtalepartnere – og da slet ikke, når de var “hedninger” som kvinden her. Det vidner forløbet jo også om, for først prøver disciplene af afvise kvinden, og så gør Jesus det samme netop med henvisning til, at hans opgave er rettet mod hans eget folk og altså ikke omfatter denne fremmede kvinde og hendes problemer. Det bliver endda til en ret krads dialog, da Jesus for at få kvinden til at forstå hans budskab, sammenligner hende med en hund, en af de hunde, som man ikke brød sig om at have løbende rundt i landsbyen, men som man smed sten efter for at holde dem på afstand. Her er det, samtalen tager en helt overraskende drejning, da kvinden tager dette billede af hundene og vender det om, så det åbner en mulighed for, at hun, som en lille hund, kan få mulighed for at få lidt af de smuler, som børnene ved bordet taber på gulvet.

Jeg tror, Jesus er blevet godt og vel overrasket over kvindens replik. Måske har han trukket på smilebåndet. I hvert fald tager han kvindens omvendte billede til sig, lader hendes ord og anliggende gå sig til hjertet og giver hende svar både i ord og handling. Sådan er det med dialog. Den er ikke kun en metode til at komme i kontakt med andre. Den er også et åbent vindue til nye indsigter og nye erfaringer, som kan give os selv andre perspektiver på en sag end dem, vi selv havde med os. Sådan en perspektivåbnende dialog med mennesker fra andre kulturer og andre religiøse traditioner har Danmission åbnet for mennesker i generationer. Og den er der mindst lige så meget brug for i vores globaliserede samfund, hvor vi ikke kun møder mennesker med anden kultur og religion, når vi rejser ud i verden, men også når vi er på indkøb i den lokale Brugs eller Netto.

Og hvad så med kirkeudviklingen? Ja, jeg vil vove den påstand, at med den her episode åbnes der et perspektiv, der fører Jesu ord og gerninger og siden beretningen om hans liv, død og opstandelse ud over hans eget folks og hans egen kulturs grænser, ud til at blive den kirke, som også vi her højt mod nord er en del af. Indtil da ser det ud til, at disciplene – og måske også Jesus selv – havde opfattet deres opgave som begrænset til “de fortabte får af Israels hus”, men samtalen med denne fremmede kvinde åbner et vindue til en større verden. Det var det vindue, apostlen Paulus gjorde til en dør, så den kristne tro blev for både jøder og hedninger og forener mennesker på tværs af religiøse traditioner.

Sådan forenes fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeudvikling til en historie om det, man siden hen skulle kalde for kristen mission.

Og det er så her vi er i dag små 2000 år senere – samlet til repræsentantskabsmøde i Danmission om vores engagement som kristent missionsselskab.

Et noget overvældende år har det på sin vis også været for Danmission. Et år med flere udfordringer og mere uro, end vi har oplevet det i mange år. Men også et år med langsigtet og solidt arbejde, nye projekter og initiativer, stor opbakning fra Danmissions mange frivillige og økonomisk støtte fra medlemmer, andre venner og fra det danske udenrigsministerium og EU.

Danmissions økonomi

Ved repræsentantskabsmødet for et år siden aflagde bestyrelsen en beretning og fremlagde et regnskab for 2017, som tydeligt viste, at vi stod med nogle store udfordringer. Et underskud på 5,9 millioner talte sit eget sprog. Vi havde forklaringer på den beklagelige situation: vores aftale med Danida var i forbindelse med en ny-organisering af den danske udviklingsbistand blevet forsinket et halvt år, arveindtægterne lå væsentligt lavere end forventet, men vi kunne glæde os over, at 2018 så ud til at blive et væsentligt bedre “arveår”. Og så havde genbrugsmarkedet ændret sig betydeligt i en for os negativ retning. Ledelse og bestyrelse var gået i gang med en besparelsesrunde, som skulle rette op på situationen og bringe balance i økonomien inden for et par år. Repræsentantskabet tog redegørelsen til efterretning, stemte med stort flertal for beretning og regnskab og gav dermed bestyrelsen opbakning til det videre genopretningsarbejde.

Danmission var og er stadig er et økonomisk solidt missionsselskab med en egenkapital på mere end 50 millioner kr.

Gennem de senere år har vi ved repræsentantskabsmøderne hørt røster, som understregede, at Danmission jo ikke er en finansiel virksomhed, men et missionsselskab, og som efterlyste, at flere af pengene kom ud at arbejde blandt verdens mange fattige mennesker. Og det er helt rigtigt, men det duer altså ikke komme ud med underskud i million-kroners-klassen i flere år i træk. Det adresserede vi ved repræsentantskabsmødet sidste år, men allerede i løbet af efteråret 2018 blev det klart, at økonomien fortsat var i ubalance, og at vi kunne forvente et stort underskud også i 2018.

Ny generalsekretær

Her begyndte nogle røde lamper for alvor at blinke både for ledelse og bestyrelse. Problemet var så bare, at det midt i bestræbelserne på at få klaret de økonomiske udfordringer viste sig, at vi ikke var enige om, hvordan vi skulle gøre det. Vi havde ganske vist i 2017 vedtaget at indlede en “fokuseringsproces”, men vi forstod og fortolkede de udarbejdede papirer forskelligt. Der blev foretaget ret drastiske ændringer i Danmissions engagement både ude og hjemme.

I begyndelsen af december blev det klart, at en enig bestyrelse ikke længere havde den fornødne tillid til generalsekretæren. Det førte så til, at bestyrelsen og generalsekretær Jørgen Skov Sørensen indgik en gensidig aftale om at bringe samarbejdet til ophør med årets udgang.

Og hvori bestod så uenigheden? Den drejede sig først og fremmest med prioriteringen af Danmissions arbejde. Danmission har en 200 år lang historie med sig. Vi er et missionsselskab, som har udviklet sig efter forholdene både ude og hjemme. I perioder med stigende opbakning og voksende økonomi har man kunnet påtage sig nye opgaver. Storpolitiske forandringer har betydet, at vi har måttet forlade områder, hvor vi ellers havde arbejdet i mange år. Udviklingen i samarbejdslande og blandt partnere har betydet ændrede samarbejdsformer. Men hele vejen igennem har der været fokus på den det afgørende i og værdien af langvarige tillidsbårne partnerskaber.

Men hvad skal man gøre, når man står med faldende indtægter? Skal man så trække sig fra nogle lande og koncentrere sit engagement om nogle færre og større projekter? Eller giver det fortsat mening at være engageret i områder, hvor det kan være svært at finde supplerende offentlig eller institutionel finansiering? Det var her vi gik galt af hinanden. Bestyrelsen fandt ikke, at det var rigtigt at beskære Danmissions engagement i Indien, Pakistan, Bangladesh og Madagaskar så meget, at vi risikerede, at partnerskaberne ville tørre ud. Bestyrelsen mener, at Danmission fortsat kan og skal gøre en positiv forskel i samarbejdet med vores kirkelige partnere i disse lande, som er blandt verdens fattigste, eller hvor kirkerne og de kristne lever under meget svære vilkår.

Det er altid beklageligt, når et samarbejde løber ind i så store problemer, at man ikke kan finde en fælles vej videre. Men vi var nået til et punkt, hvor det ikke var muligt at finde ind i det tillidsfulde samarbejde, der var nødvendigt for at få Danmission tilbage på en kurs, som bestyrelsen kunne stå inde for. Derfor var et generalsekretærskifte uundgåeligt.

Bestyrelsen henvendte sig da til Mogens Kjær, der var Danmissions generalsekretær fra 2002 til 2016 og spurgte, om han ville påtage sig at fungere som midlertidig generalsekretær, så vi havde tid til grundigt at få drøftet Danmissions situation, få formuleret et stillingsopslag og få ansat en ny generalsekretær.  Bestyrelsen er meget taknemmelige for, at Mogens med sit grundige kendskab til Danmission påtog sig opgaven. Efter udrulningen af de besparelser, bestyrelsen vedtog i 2018, er det lykkedes at få rettet op på økonomien, i enighed få formuleret en handlingsplan i overensstemmelse med den af repræsentantskabet vedtagne overordnede strategi og få gennemført en ansættelsesprocedure, så vi i slutningen af juni kunne præsentere Danmissions kommende generalsekretær, Kristian Slot Petersen, som tiltræder her pr. 1/9 2019.

Danida og EU

Der har flere gange ved repræsentantskabsmøderne været rejst spørgsmål om de midler, Danmission modtager fra den danske stat igennem udenrigsministeriet/Danida, og som omfatter flere typer samarbejde: 1) Dansk Arabisk Partnerskabsprogram, 2) Partnerskaber med civilsamfundet, der omfatter en række af de lande Danmission virker i, og senest har vi også fået midler fra 3) Udenrigsministeriets nye enhed for religions- og trosfrihed. I Mellemøsten er EU også en væsentlig donor til vores arbejde.

Bekymringen fra repræsentanterne har i særlig grad rettet sig mod Danmissions engagement i kirkeudvikling og den teologiske og kirkelige del af den interreligiøse dialog. Det er rigtigt, at da Danmission for omkring 9 år siden indgik sin første partnerskabsaftale med Udenrigsministeriet, var forudsætningen, at de midler, Danida stillede til rådighed, alene skulle bruges i arbejdet med fattigdomsbekæmpelse og den konfliktdæmpende, fredsopbyggende og samfundsudviklende dialog. Men fra begyndelsen af har Danmission kunnet benytte en del af midlerne til vores generelle administrative arbejde, som jo er fælles for hele organisationen. På den måde har midlerne fra Danida og de øvrige institutionelle bevillingen hele tiden bidraget til, at Danmission også på områder som kirkeudvikling og teologisk og kirkelig interreligiøs dialog er blevet styrket, idet Danida-pengene har finansieret administrative opgaver, som vi ellers skulle have brugt indsamlede midler til. Undervejs har Danida understreget, at det netop er som trosbaseret organisation, at Danmission kan noget særligt sammenlignet med andre organisationer, som modtager udviklingsmidler, og man har opmuntret os til at understrege dette aspekt i vores arbejde – altså netop det vi nu er begyndt at kalde “missionstrekanten”, det at fattigdomsbekæmpelse, dialog og kirkeudvikling ikke er tre adskilte arbejdsområder, men at de i praksis hænger tæt sammen og gensidigt understøtter hinanden. Sidste år blev det også muligt at finansiere dele af vores arbejde med kontekstuel teologi i Myanmar direkte med Danida-midler. Og her i sommer har vi fået en bevilling fra Udenrigsministeriet til et arbejde omkring tros- og religionsfrihed i Mellemøsten. Vi glæder os over denne udvikling, som både har betydet en forøgelse af de midler, Danmission har til rådighed til sit arbejde inden for alle tre arbejdsfelter i missionstrekanten, men som også betyder, at vores trosbaserede tilgang til udviklingsarbejdet vinder bredere anerkendelse og udbredelse.

Libanon

Det var i det perspektiv en stor oplevelse i foråret 2019 at genbesøge Libanon, hilse på vores partnere, se nogle af vores projekter og ikke mindst opleve Danmissions nye mellemøstlige regionskontor i Beirut og få talt om arbejdet med vores regionsrepræsentant Line Ramsdal og de lokale medarbejdere. Måske har I her i august haft mulighed for på DR1 at se programmet ”Anne og Anders i Libanon”, hvor Anders Agger viste og kommenterede nogle eksempler på Danmissions dialogarbejde i regionen.

Libanon er et udfordret land. Stadig uden fredsaftale med Israel er grænserne sydover lukkede og international skibsfart til landet blokeret. Mod øst og nord er landets grænser mod Syrien præget af den langvarige borgerkrig og de flere end en million syriske flygtninge, som opholder sig i Libanon. I Libanon er hver fjerde person en flygtning. Det mærkes og gør det skrøbelige demokrati endnu mere sårbart.

Magten i landet er fordelt mellem de forskellige religiøse grupper og alvorligt påvirket af favorisering og korruption. Det er en af grundene til, at mange libanesere, som har muligheden, emigrerer for at kunne opbygge en bedre og mere stabil fremtid for børn og børnebørn. Og fordi de kristne i Libanon generelt har bedre forbindelser til USA og Europa end andre libanesere, så er der flere kristne, som rejser, og derfor synker andelen af kristne også i Libanon. I parentes bemærket bad en taxichauffør mig om at tage ham og hans familie med til Danmark, så han kunne fungere som chauffør for mig – og han fastholdt ønsket, også da jeg fortalte, at jeg kører rundt i en 20 år gammel Suzuki Wagon.

Mange kristne, som har mulighed for det, forlader Mellemøsten i de her år, og der er berettiget bekymring for den fortsatte kristne tilstedeværelse i Mellemøsten. Derfor er en af de store udfordringer for kirkerne i Libanon og i hele Mellemøsten – en udfordring, som Danmission også er engageret i: Hvad kan der gøres for at forbedre uddannelse, sundhed og samfundets generelle funktionalitet, så mennesker kan tro på, at de kan bidrage til at udvikle deres samfund i en positiv retning, så der kan blive en god fremtid for dem selv og kommende generationer i det lokalsamfund og det land, som de kender og holder af og føler sig forpligtet overfor. Midt i det arbejder Danmission i Libanon, som trods alle problemer er det bedst fungerende samfund i området. Vi arbejder sammen med lokale kirker og kirkeligt baserede organisationer med udgangspunkt i missionstrekanten og med særlig fokus på religionsdialogen. Og vi kunne glæde os over at konstatere, at de samtaler, som finder sted mellem de religiøse ledere, og som vi under besøget deltog i, nu er solidt forbundet med samarbejde med andre civilsamfundsorganisationer og med journalister og andre meningsdannere, og at der er stor opmærksomhed på, hvilken betydning alt dette har for mennesker – særligt unge mennesker – på græsrodsniveau ude i lokalsamfundene.

Danmission har et fint samarbejde med den protestantiske uddannelsesinstitution NEST (Near East School of Theology), og her fik vi lejlighed til at tale om nye muligheder for studieophold for danske teologistuderende og mere brede sommerhøjskoler, som kan give unge mennesker fra Danmark og Mellemøsten mulighed for at mødes og udveksle tanker og erfaringer. I det hele taget er vores kirkelige og teologiske arbejde i regionen blevet styrket bl.a. ved, at vi har fået tilknyttet teologen Ekhardt Sonntag til vores kontor i Beirut, hvilket er med til at få tydeliggjort missionstrekanten i vores dialogarbejde.

Et særlig stærkt indtryk gjorde det at møde nogle af de syriske aktivister, som Danmission er med til at uddanne og udruste til at kunne medvirke til at genopbygge civilsamfundet i Syrien, her hvor borgerkrigen mange steder ikke længere er så intens. Dygtige undervisere, gode partnere, som sørger for rammerne og organiseringen og først og fremmest yngre og ældre frivillige syriske ildsjæle – kristne og muslimer mellem hinanden – som brænder for at hjælpe deres landsmænd og skabe en fremtid for mennesker i Syrien.

De 17 verdensmål

Langt det meste af Danmissions arbejde udfolder sig i samarbejde med partnere. Her er det en stor hjælp, at FN for 4 år siden i enighed vedtog de 17 verdensmål for klodens udvikling frem mod år 2030. Vi kalder dem i daglig tale for FNs verdensmål, men det er faktisk forkert, for det er vores alle sammens verdensmål. De repræsenterer en fælles global dagsorden for de kommende års udvikling, og vi vil kun kunne komme i mål, hvis vi alle sammen på hver vores sted og i vores sammenhæng arbejder med. Danmissions kerneopgave er kristen mission. Mission er ikke en del af verdensmålene, men meget af vores arbejde spiller fint sammen med verdensmålene, og vi har i vores arbejde særlig tilknytning til mål 1: afskaf fattigdom, mål 2: stop sult, mål 5: ligestilling mellem kønnene, mål 10: mindre ulighed, mål 16: fred, retfærdighed og stærke institutioner og mål 17: partnerskaber for handling. Men også mål 13: klima er kommet i fokus i vores engagement. Ude har det f.eks. manifesteret sig i vores arbejde med at beskytte Prey Lang skoven i Cambodia og samarbejdet med de hundredetusinde mennesker, som lever i og af skoven. Det er et projekt, som har tiltrukket stor international opmærksomhed og anerkendelse. Senest fik en forsker ved Københavns Universitet, som vi samarbejder med omkring projektet, universitetets innovationspris for arbejdet. Og det er et projekt, som har været med til at skabe international opmærksomhed omkring Prey Lang og de tropiske skoves betydning for klimaet lokalt og globalt, hvilket igen har fået store fonde med mange millioner dollars til at engagere sig i området.

Hjemme arbejder vi også med verdensmål 13: klima. Vi har vi øget opmærksomhed på, at Danmission har registreret sig som en grøn kirkelig organisation, og vi er nu i gang med at gennemgå vores arbejde og procedurer for at se, hvordan vi kan bidrage til at begrænse den globale opvarmning, så klimaforandringerne bliver mindre – de klimaforandringer, som allerede er i gang, og hvis konsekvenser rammer hårdest blandt verdens i forvejen mest udsatte befolkninger, herunder mange af de mennesker Danmission arbejder for og sammen med.

Fra det hjemlige arbejde vil jeg fremhæve tre ting:

Den nye Danmission struktur

For det første sammenlægningen af det traditionelle kreds- og stiftsnetværk med genbrugsnetværket. Takket være en ihærdig indsats fra ansatte og frivillige er det lykkedes at få de to netværk forenet, så vi organisatorisk og demokratisk har fået en enklere og klarere form. Og det viste sig at virke efter hensigten, da man ved årsmøderne her i foråret valgte nye stiftsbestyrelser og repræsentanter til repræsentantskabet.

Genbrug

For det andet situationen omkring Danmissions genbrugsarbejde. Her skal det understreges, at der er gjort en kæmpe indsats både fra ansatte og de tusindvis af frivillige, som i et svært marked har sikret Danmission indtægter på linje med tidligere år. Men lige så godt og gavnligt genbrug generelt er – jeg har tit kaldt det en win-win-win-win virksomhed – så må vi konstatere, at det er sværere at mobilisere frivillige til genbrugsarbejde, at kvaliteten af tøj og andre genbrugsartikler har været faldende, og at der er butikker som trods ihærdig indsats ikke har kunnet løbe rundt økonomisk. Det ser ud til, at genbrugsarbejdet nu er i en god og bæredygtig gænge, og vi håber, at det vil have en positiv indvirkning både på arbejdsglæde og de midler, genbrug genererer til Danmissions virksomhed.

Dialogarbejde i Danmark

For det tredje vil jeg nævne det beklagelige, at vi på grund af Danmissions økonomiske udfordringer så os nødsaget til at lukke Mødestedet på Vesterbro. Der er gennem årene ydet en nødvendig, helhjertet og kvalificeret indsats, som har bidraget væsentligt til samtale og samvær på tværs af religiøse og kulturelle forskelligheder. Det har bidraget positivt til sammenhængskraften i området og har været til gavn og glæde ikke mindst for mange indvandrerkvinder. Arbejdet har været udført i samarbejde med folkekirken på Vesterbro. Her viderefører man dialogarbejdet i nye former, mens Danmission er i gang med at undersøge behovet og mulighederne for at engagere sig i et dialogprojekt i samarbejde med Gellerup kirke og Århus kommune, ligesom vi er i gang med at forhøre os om behov og muligheder for et samarbejde på Nørrebro i København om et dialog- og integrationsarbejde med særlig fokus på mennesker af mellemøstlig herkomst.

Tak

Danmission har haft et overvældende år med store udfordringer og en masse godt arbejde og mange glæder. Og jeg har som formand fået lov til at være med endnu et år. Men det er så også det sidste som formand for bestyrelsen. Beslutningen om, at jeg skulle slutte mit formandshverv i Danmission i år, blev truffet allerede for 3 år siden, da jeg blev valgt til min 3. treårsperiode i bestyrelsen. Jeg var meget taknemmelig over for 9 år siden at blive opfordret til at stille mig til rådighed for bestyrelsesarbejdet og for at blive betroet ansvaret som formand for bestyrelsen. Det har været en stor glæde at arbejde sammen med engagerede, dygtige og humoristiske bestyrelseskolleger, alle Danmissions kompetente og dedikerede medarbejdere og alle jer repræsentanter og alle de øvrige Danmission-ildsjæle i baglandet.

Bestyrelsen i Danmission ønsker her ved repræsentantskabsmødet at udtrykke vores taknemmelighed over for alle de mange, der i årets løb har bidraget til og støttet Danmissions arbejde, fra de enkelte frivillige i genbrugsbutikkerne til tidligere og nuværende kirke- og udviklingsministre. Ingen nævnt og ingen glemt.

Hertil kommer så i år for mit eget vedkommende en virkelig dybtfølt tak til alle jer og alle vores samarbejdspartnere her i landet og ude i verden, hvor jeg som formand har haft det privilegium at besøge arbejdsområder og se projekter og opleve den positive forskel, Danmissions indsats gør for mange af klodens mest udsatte mennesker. Det har givet mig og min dejlige, tålmodige og trofaste hustru oplevelser for livet og givet mig nye perspektiver på mit og folkekirkens arbejde. Danmission er i dag en værdifuld del af mit liv. Det vil Danmission blive ved med at være, også nu hvor jeg stopper som bestyrelsesformand. Tak, fordi jeg har måttet være med. Sammen er vi Danmission.

Peter Fischer-Møller, formand for Danmissions bestyrelse

Læs afskedsinterview med Peter Fischer.Møller

Forrige

• 29. aug. - Afskedsinterview med Peter Fischer-Møller: Formanden med det selvlysende plastikkors
• 29. aug. - Gudstjeneste, valg og samtaler: Weekenden byder på Danmissions vigtigste møde
• 16. aug. - Danmissions historie i “Tidsånd” på P1
• 13. aug. - Nu udkommer 200 års missionshistorie
• 12. aug. - Danmission i Anders Agger-udsendelse på DR1

Følg os

Knud Poulsen, frivillig butiksleder i Danmission Genbrug i Osted, får prisen som Årets Ildsjæl 2019 i Danmission. 

Knud Poulsen, der de seneste tre år har været én af nøglepersonerne i at starte, udvikle og drive en succesfuld genbrugsbutik i Osted sammen med cirka 40 andre engagerede frivillige, modtog prisen af Danmissions afgående formand, biskop Peter Fischer-Møller, med ordene:  

“Du er et overskudsmenneske med en særlig evne til at se alle. Når du taler, bliver der ro, og der lyttes. For alle ved, at Knud er vidende og på sin helt egen rolige facon både er en stor initiativtager og udvikler – både af forretningen og af fællesskabet.  

Årets Ildsjæl modtog prisen sammen med sin kone Britta: 

“Det var en stor overraskelse, og jeg er meget beæret. Det er en ære, som jeg deler med min kone og alle de andre frivillige og vores udviklingskonsulent.”  

Årets Ildsjæl mener, at det stærke fællesskab, der er blandt butikkens frivillige, er en afgørende faktor i butikkens succes: 

“Alle siger vores butik, og vi lægger stor vægt på åbenhed, medindflydelse og information.”  

Knud Poulsen blev en del af Danmission som frivillige kasserer for Danmission Genbrug på Københavnsvej i Roskilde. Senere kom han med i et særligt forretningsudviklingsudvalg, hvor initiativet til en helt ny genbrugsbutik i Osted blev taget. Det fortæller udviklingskonsulent i Danmission Genbrug Sten Åge Larsen:  

“Knud er en stor ressource og var god at have med fra start, da vi besluttede os at åbne en ny stor butik i et nyt område. Han har en fortid som indkøbschef og forretningsudvikler i en stor international virksomhed at trække på og var én af hovedkræfterne bag at få lokalmiljøet engageret. Det resulterede i, at der fra start var et stærkt hold af frivillige, der stadig er aktive i butikken.” 

I dag er både Knud Poulsen og hans kone Britta valgt til Danmissions repræsentantskab for Roskilde Stift.  

Dygtig til formidling, forretning og fællesskab 

Én af hemmelighederne bag genbrugsbutikkens succes – både på bundlinjen og i forhold til at have et stærkt hold af frivillige – skal findes i Knud Poulsens ledelsesstil og i den store opbakning, han har fra alle butikkens frivillige og fra konen Britta, der også spiller en vigtig rolle. 

Ægteparret kommer dagligt i butikken og supplerer hinanden i arbejdet. Britta Poulsen har med sit store omsorgsgen også et godt øje for, at alle føler sig set og hørt. Og så er det hende, der har det store forkromede overblik over f.eks. rengøringen, fortæller Sten Åge Larsen:  

“Britta går ikke hjem uden, at der er støvsuget. Og er det fx ved at være tid til at investere i en ny støvsuger, så er det hende, der prikker til Knud. Sådan komplementerer de hinanden fint i arbejdet.”  

Tilfredse kunder og stolte frivillige

I genbrugsbutikken i Osted har de frivillige og Knud Poulsen også et særdeles godt forhold til de mange kunder, der flittigt handler i butikken og afleverer det, de ikke længere har brug for. Og når Knud Poulsen går forrest i arbejdet med at udvikle og forny butikken, så er det en investering i både tilfredse kunder og stolte frivillige.  

Både Britta og Knud Poulsen er frivillige i genbrugsbutikken i Osted stort set alle ugens dage, året rundt. De lever og ånder for frivilligt socialt arbejde, og begge er tillige valgt som medlemmer af Danmissions repræsentantskab.

De frivillige samles ikke bare om at drive genbrugsbutikken, men også om en række sociale aktiviteter såsom udflugter med fagligt indhold, fællesspisning og arrangementer om Danmission. Og så har de frivillige deres egen vedvarende bagedyst i gang. Her er ofte hjemmebag at finde til kaffen i det fælles køkken – alt fra citronmåner til flerlagskager bliver medbragt.    

Knud Poulsen gør en dyd ud af, at de frivillige altid er velinformerede. Han udsender næsten ugentligt et nyhedsbrev til de frivillige med nyt fra butikken og fra Danmissions arbejde, og han sørger for, at butikken er godt forankret i lokalsamfundet, når han udsender nyheder fra butikken til lokalpressen og sammen med andre frivillige bruger butikkens Facebookside til markedsføring.  

“Som frivillig er det rigtig vigtigt, at man føler sig inddraget og kan se formålet med den indsats, man yder. Knud formår netop at sørge for, at alle de frivillige føler sig set og hørt og ved, hvad der foregår,” forklarer Sten Åge Larsen og uddyber: 

“Knud og de andre frivillige er også rigtig gode til at tage imod nye frivillige, skabe tillid og have forståelse for mennesker. Det er altafgørende for at have succes både med forretningen og det frivillige fællesskab.”   

Som et nyt tiltag har butikken etableret en direkte venskabsforbindelse med Danmissions syskole Upendo på Zanzibar for udsatte kristne og muslimske kvinder. De har haft besøg af Danmissions udsendte, der til daglig arbejder på øen, og planlægger også et større arrangement for de frivilliges familie, venner og lokalsamfundet, der skal være med til at tydeliggøre, hvad det er, arbejdet i genbrugsbutikken går til.  

Danmission Genbrug i Osted har omkring 40 frivillige – knap 30 % af dem er mænd. 

FAKTA om Årets Ildsjæl 
Hvert år kårer Danmission Årets Ildsjæl på repræsentantskabsmødet i september. Både for at hylde et menneskes indsats, men også for at sætte fokus på, at Danmission bæres af et landsdækkende netværk af ildsjæle. De giver deres tid og kræfter for at oplyse om Danmission, de samler de nødvendige penge ind, de beder for arbejdet og skaber fællesskab om vores fælles sag: Danmissions arbejde med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse. 

Begrundelsesudvalget bestod i år af: 

• Bestyrelsesmedlem Lone Primdahl Dolmer 
• Sidste års Årets Ildsjæl Jørgen Nørgaard Pedersen 
• Konstitueret generalsekretær Mogens Kjær 
• Chef for Kommunikation & Engagement Michael Trinskjær 
• Netværkskonsulent Amalie Ehmsen  
• Netværkskonsulent Tom Bangslund Hansen  

Oversigt over ildsjæle fra 2010 til i dag 

• I 2010, da Danmission for første gang kårede Årets Ildsjæl, var det søster Bente, der fik titlen. Hun arranger hvert år Kildeborg Pigelejr. 
• I 2011 var det Helge Langborg, der løb med titlen som Årets Ildsjæl. Han er engageret i Danmission Genbrug i Herning og i det øvrige netværk i Viborg Stift. 
• I 2012 blev Gunhild Zeuthen Årets Ildsjæl. Hun har været med til at opbygge flere Danmission genbrugsbutikker. 
• I 2013 var det Gurli Jensen, der blev Årets Ildsjæl. Hun er hvert år engageret i minicaféen ved Helligåndskirken på Strøget i København. Og desuden frivillig i Danmission Genbrug. 
• I 2014 var det Mette Bjerregaard, der er engageret i Danmission Genbrug i Roskilde, der blev kåret som Årets Ildsjæl. 
• I 2015 var det Ruth og Johannes Stenhøj fra Danmissions lysestøberi i Ring. 
• I 2016 var det Søren Spangsberg fra Skjern. Han samler på frimærker fra hele verden og sælger til fordel for Danmissioin.
• I 2017 var det Søstrene Benedicte Kühle og Hanne Holm, der har ledet rejser for Danmission og været koordinator for de frivillige lysesælgere i Nordjylland. 
• I 2018 var det Jørgen Nørgaard, der sammen med et hold frivillige har samlet 200 års missionhistorie i ét online arkiv. 

Følg os

Interview med Danmissions nye formand: Sognepræst Morten Skrubbeltrang er netop blevet udpeget som formand for Danmissions bestyrelse. Læs her, hvordan han fandt sit kald, sin kone og sit nyeste tillidshverv?

Øjenåbner. Ordet går igen i interviewet med Danmissions nye bestyrelsesformand. Både når han fortæller om sin vej ind i Danmission og i livet som sådan.

For der skulle noget af en øjenåbner og et par meget lange omveje til, før Morten Skrubbeltrang fandt sit kald, sin kone og nu også sit tillidshverv som bestyrelsesformand for Danmission.

Kaldet

I 2000 læste Morten Skrubbeltrang til landinspektør i Aalborg og så sig selv, som en der opmåler og kortlægger det, man sådan helt konkret kan tage bestik af. Fritiden blev brugt i FDF, hvor han havde været med siden drengeårene hjemme i Virring ved Skanderborg. Og det var netop som frivillig ungdomsleder i FDF, han fik en øjenåbner. Han blev nemlig spurgt, om han ville rejse til Filippinerne for at besøge bl.a. Danmissions arbejde. Formålet var at blive klogere på det missionsprojekt, som FDF siden udvalgte.

”Jeg var sikkert blevet en tilfreds landinspektør. Men alligevel kan jeg blive helt bange ved tanken om alt det, jeg ikke ville have haft i dag, hvis en af dem, som blev spurgt før mig, havde sagt ja til at være tovholder for vores missionsprojekt…

For missionsprojektet åbnede mine øjne for både den globale kirke og den lokale kirke. I Filippinerne oplevede jeg, at en missionsorganisation som Danmission tog ansvar ude i verden, og at den lokale kirke tog ansvar i lokalsamfundet. Det var en helt anden måde at være kirke på, end jeg havde oplevet i min barndoms folkekirke i Virring og omegn. Og da jeg kom hjem, var der sået en spire, som voksede til en beslutning om at læse teologi.”

Og det ene førte det andet med sig. Men det vender vi tilbage til.

For Morten Skrubbeltrang blev for nylig igen spurgt, om han ville stå i spidsen for et missionsengagement – denne gang formandsposten i Danmission efter biskop Peter Fischer-Møller, som har haft posten de seneste 9 år.

Missionen

Du er sognepræst i Hasle, aktiv far til to små børn og engageret i FDF. Så hvorfor har du sagt ja til opgaven som bestyrelsesformand?  

”Jeg blev glad og beæret over at blive spurgt. Jeg sagde ja, fordi missionsarbejdet er meget vigtigt, og fordi Danmission har en vigtig opgave at udfylde i missionsarbejdet. Og det vil jeg gerne være med til at løfte,” svarer han.

”Danmission gør gavn for mennesker ude i verden, og derigennem viser vi samtidig danskerne, at det at være kirke er mere end kirkelige handlinger – det er også en måde at engagere i sig i verden. Danmission er så fuld af engagement. Både blandt de frivillige, som samler lysestumper og sorterer brugt tøj, netop fordi det går til det gode formål; og blandt de ansatte, som ofte kunne få væsentlig bedre betalte job, men vælger Danmission fordi formålet giver mening. Og så har vi en stor kirkelig og teologisk bredde. Der føler jeg mig hjemme. Det er også det, som giver Danmission mulighed for at skabe et vidt forgrenet engagement og for at få økonomiske opbakning fra mange kanter.”

Hvad kan du bidrage med? 

”Jeg har erfaring som frivillig i FDF og som generalsekretær samme sted, hvor jeg stod jeg i spidsen for børne- og ungdomsorganisationen med 40 ansatte og 7.000 frivillige. Det har givet mig erfaring med det rent organisatoriske, men i høj grad også med samspillet mellem sekretariatet og de frivillige. For det samspil skal fungere – ellers fungerer organisationen ikke.

Danmission lykkes med rigtig meget, og vi får anerkendelse og økonomisk støtte til vores særlige måde at arbejde på – f.eks. fra det danske Udenrigsministerium og EU. Missionsarbejdet bliver stadig mere komplekst, så derfor er det nødvendigt, at vi fortsætter med at ruste os professionelt til at kunne gennemføre opgaverne.

Samtidig skal vi engagere flere frivillige, der løfter med – ellers bliver vi reduceret til en virksomhed.”

Hvad er planen? 

”Der kommer ikke en 100-dages-plan. Vi skal tålmodigt sætte os – bestyrelsen og ledelsen – for sammen at blive klogere på organisationen og på engagementet og så derudfra drøfte, hvad der skal til for at styrke Danmission. Hvordan skal Danmission se ud om 10 år – og hvilke skridt skal vi tage i dag for at nå dertil?” siger 42-årige Morten Skrubbeltrang, som mangler at fortælle andet kapitel i sin personlige Danmission-historie.

Konen

For efter rejsen til Filippinerne begyndte han at læse teologi på Aarhus Universitet. Interessen for mission var vakt. Derfor tog han i 2004, som en del af sit studie ud med ”Vestens Unge”, der var et projekt under Danmission og IKON, hvor unge kristne danskere rejste til Asien for at gå i dialog med religiøst søgende vesterlændinge.

”Den rejse var en øjenåbner, som har været bestemmende for, hvem jeg er i dag,” fastslår han og tilføjer: ”Det lærte mig om Indien, om trosdialog, om missionens store betydning – og om kærlighed.”
Unge Morten blev introduceret til Arcot Lutherske Kirke, som er Danmissions mangeårige partner i Indien.

”Det gjorde stort indtryk at møde indere, som kunne fortælle, hvor stor betydning missionærerne og Danmission har haft for dem og for deres kirke. F.eks. for børn på enkehjemmet, som fik skolegang og nu klarer sig godt i livet. Tidligere tiders missionærer rejste uden at vide, hvad der ventede dem og lagde ofte hele deres liv derude. I dag kan vi se, at de har sat positive spor. Nu er behovene nogle andre, men jeg er overbevist om, at vi i fremtiden også vil se de positive resultater af det arbejde, vi gør i dag.”

Den første rejse til Indien blev til mange. For på dialogcentret Quo Vadis, som Danmission oprettede sammen med Arcot Kirken, mødte Morten den unge indiske kvinde Priya. Der skulle dog gå et par år og mange brevvekslinger, inden de to blev gift og slog sig ned i Danmark. I dag bor de sammen med deres to små børn i Hasle ved Aarhus, hvor Morten Skrubbeltrang er sognepræst.

Så, du er en slags ekspert på Indien? 

”Nej. Som man siger: Efter en uge i Indien, ved man alt. Efter en måned ved man en del. Efter et år ved man kun meget lidt. Jo, mere jeg lærer om Indien, desto mere finder jeg ud af, hvor meget jeg ikke ved. Der er så uendelig mange nuancer.

Men med en indisk hustru og svigerfamilie mærker jeg vigtigheden af kulturforståelse. Og netop kulturforståelse er også vigtigt, når man som Danmission arbejder med partnere. Vi skal forstå, at vi kommer fra forskellige kulturer. På et tidspunkt havde jeg samarbejde med Junior Ministry – Arcot Kirkens børne- og ungdomsarbejde. Som gammel FDF’er tænkte jeg: ’Lad os dyrke de frivillige ledere og få tingene til at vokse nedefra – alt behøver vel ikke komme ovenfra og ned?’ Men det er en fordansket tilgang og kunne have ødelagt hele projektet. Vi måtte respektere den hierarkiske indiske kultur – samtidig med at vi stillede spørgsmålet, om det nu også var hensigtsmæssigt, at den øverste leder var flaskehals på alle initiativer?”

Den samme blanding af ydmyghed og målrettethed får man indtryk af, når Morten Skrubbeltrang taler om sit nye hverv som bestyrelsesformand i Danmission.

“Vi skal finde ud af, hvordan folk har lyst til at engagere sig i og støtte Danmissions arbejde. Der er ikke mange kredse tilbage, det er heller ikke så let at skaffe frivillige til genbrugsbutikkerne, og de mangeårige gavebreve er der få af. Så, hvad gør vi så? Det skal og kan vi finde ud af – sammen,” siger den nye bestyrelsesformand.

”Der er ingen enkle svar eller løsninger, men jeg er ikke bekymret for fremtiden.”

Blå Bog – Morten Skrubbeltrang:

• Udpeget som formand for Danmissions bestyrelse 1. september 2019
• Født 1977 og opvokset i Virring, tæt på Skanderborg
• Cand.theol i 2008 fra Aarhus Universitet. Ansat i FDF, generalsekretær i Kirkefondet og senere generalsekretær i FDF. I dag sognepræst i Hasle.
• Gift med Priya, som han mødte i 2004 i Indien. Han var som teologistuderende rejst ud gennem Danmission IKON-projektet ”Vestens unge”. Priya og hendes familie er en del af Arcot Lutherske Kirke, som er Danmissions mangeårige partner i det sydøstligste Indien. Sammen har parret to børn - Sahana på 6 og Christopher på 2 år.

Fotos: Verner Rud Nielsen

Forrige

• 01. sep. - Sådan ser Danmissions nye bestyrelse ud
• 01. sep. - Danmission har fået ny bestyrelsesformand
• 01. sep. - ØJENÅBNER
• 01. sep. - Ildsjæl med skarpt øje for både forretning og fællesskab
• 31. aug. - BESTYRELSESFORMANDENS MUNDTLIGE BERETNING

Følg os

Sognepræst Morten Skrubbeltrang har solid erfaring både med ledelse af en organisation og med samspil mellem sekretariat og tusindvis af frivillige. Den nye bestyrelsesformand blev udpeget i forlængelse af Danmissions repræsentantskabsmøde i weekenden.

Danmission har fået ny bestyrelsesformand. Sognepræst Morten Skrubbeltrang blev udpeget i forlængelse af weekendens (31.8.-1.9.2019) repræsentantskabsmøde.

Den nye formand har solid indsigt med arbejdet i en stor folkekirkelig organisation.

”Jeg har erfaring som frivillig i børne- og ungdomsorganisationen FDF og som generalsekretær samme sted, hvor jeg stod i spidsen for en organisation med 40 ansatte og 7.000 frivillige. Det har givet mig erfaring med det rent organisatoriske, men i høj grad også med samspillet mellem sekretariatet og de frivillige. For det samspil skal fungere – ellers fungerer organisationen ikke,” siger Morten Skrubbeltrang.

Danmission er Danmarks ældste og største missionsorganisation. Arbejdet finansieres i høj grad af private gaver og overskud fra 75 genbrugsbutikker rundt om i landet, men organisationen får også væsentlige midler ikke mindst gennem en strategisk partnerskabsaftale med Danida og støtte fra EU.
Morten Skrubbeltrang afløser biskop Peter Fischer-Møller, som har været Danmissions bestyrelsesformand i 9 år.

Om hvorfor han har sagt ja til posten, siger Morten Skrubbeltrang:

”Danmission gør gavn for mennesker ude i verden, og derigennem viser vi samtidig danskerne, at det at være kirke er mere end kirkelige handlinger – det er også en måde at engagere i sig i verden. Og så har Danmission en stor kirkelig og teologisk bredde. Der føler jeg mig hjemme. Det er også det, som giver Danmission mulighed for at skabe et vidt forgrenet engagement og for at få økonomisk opbakning fra mange kanter.”

Morten Skrubbeltrang er sognepræst i Hasle ved Aarhus, hvor han bor sammen med sin indiskfødte hustru Priya og parrets to små børn.

Blå Bog – Morten Skrubbeltrang:

• Udpeget som formand for Danmissions bestyrelse 1. september 2019
• Født 1977 og opvokset i Virring, tæt på Skanderborg
• Cand.theol i 2008 fra Aarhus Universitet. Ansat i FDF, generalsekretær i Kirkefondet og senere generalsekretær i FDF. I dag sognepræst i Hasle.
• Gift med Priya, som han mødte i 2004 i Indien. Han var som teologistuderende rejst ud gennem Danmission IKON-projektet ”Vestens unge”. Priya og hendes familie er en del af Arcot Lutherske Kirke, som er Danmissions mangeårige partner i det sydøstligste Indien. Sammen har parret to børn - Sahana på 6 og Christopher på 2 år.

Læs interview med den nye bestyrelsesformand her

Forrige

• 01. sep. - Sådan ser Danmissions nye bestyrelse ud
• 01. sep. - Danmission har fået ny bestyrelsesformand
• 01. sep. - ØJENÅBNER
• 01. sep. - Ildsjæl med skarpt øje for både forretning og fællesskab
• 31. aug. - BESTYRELSESFORMANDENS MUNDTLIGE BERETNING

Følg os

På Danmissions årlige repræsentantskabsmøde blev det et planlagt farvel til bestyrelsesformanden og et bestyrelsesmedlem samt goddag til et nyt medlem og to genvalgte medlemmer.

Biskop Peter Fischer-Møller, der i ni år som formand har stået i spidsen for Danmission, overdrog på Danmissions årlige repræsentantskabsmøde i weekenden formandsposten til Morten Skrubbeltrang.

Læs interview med Danmissions nye formand her

Danmissions nye formand Morten Skrubbeltrang hilser på afgående formand Peter Fischer-Møller. FOTO: Verner Rud.

Bestyrelsesmedlem Jørgen Thorø Lauridsen ønskede ikke genvalg og forlod bestyrelsen. Bestyrelsesmedlemmerne Lone Dolmer og Johannes Kühle ønskede begge genvalg og blev valgt. Nyt bestyrelsesmedlem er Sune Hjertmann Frederiksen.

Danmissions bestyrelse består nu af: 

Formand: Morten Skrubbeltrang

Næstformand: Flemming Christensen

Medlemmer:

Anne Birgitte Reiter

Anne-Lise Klausen

Andreas Gammelgaard Damsbo

Henning Kristensen

Johannes Kühle

Lone Primdahl Dolmer

Louise Buch Viftrup

Mette Møbjerg Madsen

Niels Valdemar Vinding

Mød bestyrelsens nye medlem 

Sune Hjertmann Frederiksen er nyt medlem af Danmissions bestyrelse. Han er til daglig sygeplejerske i Viborg og har hele sit liv været en del af først Det Danske Missionsselskab og siden Danmission. Han har været f.eks. været udsendt til Tanzania og medlem af stiftsbestyrelsen i Viborg Stift.

“I nu 35 år har Danmission været en del af min hverdag som lejrleder, som ansat, som missionær og som netværksfrivillig. Vi er en græsrodsbevægelse og en topprofessionel organisation – det skal vi være. Og vi skal være en aktiv stemme i dialogen, og vi skal arbejde for, at kirken og det kristne fællesskab ikke stopper ved sognegrænsen. At vi er en del af en stor verdensomspændende bevægelse, det har vi alle brug for,” sagde Sune Hjertmann Frederiksen, da han præsenterede sit kandidatur.

To medlemmer blev genvalgt

Johannes Kühle og Lone Primdahl Donner blev begge genvalgt til bestyrelsen.

Da Johannes Kühle trådte ind i bestyrelsen for tre år siden, var han sognepræst i Abildgård Kirke:

“Nu er jeg gået på pension og kan bruge min fritid på Danmission. Jeg mener, at Danmission gør et godt arbejde ude i verden, der er dybt professionelt. Vi skal fortsat udvikle arbejdet, der peger ud mod verden – og udvikle det arbejde i et samarbejde med vores partnere. Den anden opgave, som jeg især er optaget af, er at hjælpe folkekirken og almindelige mennesker med at engagere sig i missionsarbejdet.”  

Lone Primdahl Dolmer, der gennem 21 år har været forstander på Farsø Efterskole og nu er sognepræst i Aars, blev også genvalgt til bestyrelsen:

“Det er meningsfyldt at være med i Danmission, og jeg glæder mig til at være med i en runde mere. Mit fokus vil altid være på engagement og frivillighed. Jeg vil have fokus på de unge i Danmission, et godt arbejdsmiljø for både frivillige og ansatte og et godt partnerskab med vores samarbejdspartnere ude i verden”. 

Følg os

Få højdepunkterne fra Danmissions repræsentantskabsmøde – læs med her.

Danmission har netop afrundet sit årlige repræsentantskabsmøde, der traditionen tro samlede repræsentanter fra hele landet. Her blev der sunget, samtalt og taget beslutninger.   

178 repræsentanter ud af 240 deltog i det tætpakkede møde sammen med ansatte og gæster. Mødet bød bl.a. på åbningsgudstjeneste, bestyrelsesvalg, formandens beretning og fremlæggelse af årsregnskab, gruppesnakke, debat og præsentation af ny formand og ny generalsekretær. 

Mødet indledtes traditionen tro med gudstjeneste i Vindinge Kirke, hvor sognepræst fra Hasle ved Aarhus Morten Skrubbeltrang, som er Danmissions nye formand, prædikede. Odense FDF-orkester sørgede for festlig musik, og der blev samlet godt 20.000 kroner ind under kollekten til Danmissons arbejde. 

En af repræsentantskabets opgaver var at vælge ny formand samt tre medlemmer til Danmissions bestyrelse. Formand Peter Fischer-Møller trådte tilbage efter ni år som formand. Udpeget til at overtage formandsposten blev sognepræst og tidligere generalsekretær i FDF, Morten Skrubbeltrang. Bliv klogere på Danmissions nye formand, og hvad han kan bidrage med – klik her  

Der blev også valgt medlemmer til tre ledige pladser i bestyrelsen, her var tre medlemmer opstillede. To gengangere: Lone Primdahl Dolmer og Johannes Kühle samt helt nyt medlem Sune Hjertmann Frederiksen. Klik her og læs mere om Danmissions nye bestyrelse – klik her

Biskop og formand for Danmission gennem ni år, Peter Fischer-Møller, fremlagde engageret sin sidste beretning på posten. Læs hele beretningen her.  

“Det har været en stor glæde gennem ni år at arbejde sammen med dygtige medarbejdere, samarbejdspartnere og engagerede frivillige. Dybfølt tak til alle jer jeg har besøgt ude i verden, hvor jeg har set, hvordan Danmissions indsats gør en forskel. Danmission er i dag en værdifuld del af mit liv. Sammen er vi Danmission – og det bliver vi ved med. Når man først er kommet på krogen, er det rigtig svært at slippe af igen”, sagde Peter Fischer-Møller med et varm smil og en stor klapsalve. 

I løbet af lørdag eftermiddag var det muligt at deltage i 10 forskellige arbejdsgrupper om et bredt udvalg af relevante emner fra Danmissions arbejde i Mellemøsten, Tanzania, stiftsnetværkenes arbejde og fremtidens genbrug.  

Gæster fra Danmissions samarbejdspartnere i Karagwe Stift, Bukoba/Nordveststiftet og fra Mwanza i Tanzania deltog i repræsentantskabsmødet og var værter i én af arbejdsgrupperne sammen med tidligere missionær Else Højvang.

Både årsberetning og årsregnskab for 2018 samt budget og handlingsplan for 2020 blev enstemmigt godkendt – bort set fra en enkelt blank stemme til årsberetningen. 

Nyt tæt samarbejde mellem ansatte, frivillige og bestyrelse  

På sidste års repræsentantskabsmøde blev der vedtaget et såkaldt resolutionsforslag, hvor bestyrelsen forpligtede sig til at udvikle konkrete forslag til aktiviteter med fokus på engagement og medansvar i Danmission. Et særligt engagementsudvalg bestående af medlemmer fra både bestyrelse, frivillige og ansatte er blevet nedsat. Det fortalte bestyrelsesmedlem Lone Primdahl Dolmer under søndagens program, hvor der var afsat god tid til diverse drøftelser og debat:  

“Jeg oplever, at vi i bestyrelsen har taget resolutionsforslaget meget alvorligt. Det, der har været overskriften for engagementsudvalget, har været drevet af to ting: at skaffe flere midler til arbejdet samt at styrke det frivillige engagement. Der er f.eks. blevet udarbejdet et nyt medlemsmateriale. Ideen er, at nuværende medlemmer skal være med til at finde nye engagerede i Danmission ved at uddele det nye materiale i eget netværk,” sagde Lone Dolmer Primdahl.  

Velkommen til ny formand og ny generalsekretær 

Repræsentantskabsmødet blev afsluttet med, at både den nye formand og generalsekretær fik ordet og mulighed for at præsentere sig selv.  

Morten Skrubbeltrang, der også stod i spidsen for åbningsgudstjenesten, fik først ordet og talte direkte til repræsentantskabet: 

“Jeg håber, at I under gudstjenesten fik et indtryk af, hvem jeg er. Danmission har, siden jeg var ganske ung, haft stor betydning for mig. Jeg glæder mig til samarbejdet, der venter. Samarbejdet med jer rundt i landet og samarbejdet med de ansatte i Hellerup. Jeg er nysgerrig på alle de mennesker, som jeg har mulighed for at møde. Sammen går vi på tværs af kulturer, religioner og nationaliteter. Vi går forrest med håbet,” lød ordene fra den nye formand.  

Han valgte også at sætte ord på nogle af de visioner, han har som formand for Danmission:  

“Vi har brug for, at flere engagerer sig og kan se sig selv i arbejdet. Den opgave er ikke nødvendigvis blevet lettere gennem de sidste år. Danmission skal være endnu mere for endnu flere frivillige.” 

Læs interview med Danmissions nye formand – klik her 

Ny formand for Danmission er Morten Skrubbeltrang.

Kristian Sloth Pedersen overtog herefter talerstolen, hvor han bl.a. afslørede, at han har en plan om at nå rundt i alle landets stifter samt besøge to af Danmissions arbejdslande inden jul. Den nye generalsekretær lagde i sin  præsentation også vægt på, at der vil ske forandringer i Danmission med ham ved roret.   

“Danmission er missionsorganissation i en foranderlig verden, og det har vi været i snart 200 år. Generation efter generation af “danmissionere” har formået at gøre organisationen relevant i sin samtid. Jeg har fået mandat til at gøre Danmission endnu mere relevant. Præcis, hvordan det kommer til at ske i detaljen, ved jeg af gode grunde endnu ikke, men jeg glæder mig. Jeg har brugt mødet til at lytte og spørge, mere end jeg har talt. Jeg glæder mig til at komme rundt i landet og snakke med jer og få jeres ideer til, hvordan vi kan gøre det sammen,” sagde den nye generalsekretær.  

Læs interview med Danmissions nye generalsekretær – klik her

Ny generalsekretær for Danmission er Kristian Sloth Pedersen.

Forrige

• 01. sep. - Sådan ser Danmissions nye bestyrelse ud
• 01. sep. - Danmission har fået ny bestyrelsesformand
• 01. sep. - ØJENÅBNER
• 01. sep. - Ildsjæl med skarpt øje for både forretning og fællesskab
• 31. aug. - BESTYRELSESFORMANDENS MUNDTLIGE BERETNING

Følg os

På trods af at verdens gang og missionsarbejdet har forandret sig drastisk gennem tiden, så har tre generationer af kvinder – med samme insisteren og vedholdenhed som den karakteristiske vesterhavsvind, der præger deres liv i yderste klitrække – stået sammen om en kvindekreds. I år runder deres engagement i ydre mission 100 år.

De 14 kvinder, der er samlet i en privat stue lidt uden for Hvide Sande på landtangen mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord, synger alle med på salme nr. 248 fra Indre Missions sangbog Hjemlandstoner. Fødderne vipper, blikke mødes og indforståede smil udveksles. I år er det 100 år siden, at en flok vestjyske kvinder besluttede sig for at starte en kvindekreds med udsyn mod missionsarbejdet ude i verden.

Bare hundrede meter derfra på et husmandssted boede jordemoder Ane Jensine Poulsen, der grundlagde Sydklitten Kvindekreds i 1919. Tre år tidligere forlod den 30-årige Marie Kathrine Thomsen området for at drage til Kina som missionær for Det Danske Missionsselskab (nu Danmission). Om kredsen blev grundlagt udelukkende på baggrund af Marie Kathrine Thomsens udsendelse og gerning er uvist, men vist er det, at kvindekredsen nu gennem 100 år har fulgt med i arbejdet ude i verden og støttet det med stor interesse, forbøn og bidrag.

Det fortæller 68-årige Birthe Marie Schøler Kristensen, der er repræsentant i Danmission og har været med i kvindekredsen de seneste 15 år. Kvinderne samles om at tage del i Danmisssions arbejde med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse.

„For os er det utroligt berigende, og det gør stort indtryk på os at høre andres vidnesbyrd. Det er med stor interesse, at vi følger med i arbejdet ude. Det giver os et stort indblik og megen god ny viden, når vi får besøg udefra,“ siger hun og fortæller, at de markerede kredsens 100-års jubilæum med at have besøg af Danmissions unge Globale Fortællere fra Zanzibar.

Kredsene opstod i de danske missionsselskabers bagland i 1880’erne. Her samledes man om at støtte
arbejdet for fattige ude i verden, og man fulgte interesseret med i de udsendtes liv og indsats. Da  kredsarbejdet havde sin storhedstid fra 1920 til 1950’erne, var der flere end 2.400 kredse. Gennem kredsbreve og blade fik kredsenes medlemmer et helt unikt indblik i fremmede kulturer, religioner og leveformer. En viden som ellers på den tid ikke var tilgængelig.

FAKTA: Kvindekredsen i Hvide Sande

• Blev oprettet i 1919 på Sydklitten. Dengang var Hvide Sande endnu ikke etableret og området havde to kvindekredse; én på Sydklitten og én på Nordklitten.
• Kredsens medlemmer er mellem 68 og 92 år.
• De mødes 6-7 gange om året og har en årlig udflugt.
• På hvert møde samles der ind til Danmissions arbejde med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse.

Birthe Marie Schøler Kristensen, Grethe Jensen og Esther Iversen er tre af de trofaste deltagere i den nu 100 år gamle kvindekreds ved Vesterhavet. Foto: Christer Holte.

Holder liv i historien

I stuen på tangen uden for Hvide Sande er salmesangen forstummet, og opmærksomheden har samlet sig om selskabets eneste mand. Han hedder Thue Thomsen, og Marie Kathrine Thomsen var hans faster. Han er aftenens særlige gæst og indbudt til at holde andagt for de forsamlede kvinder. Han er – ligesom fasteren var det – dybt involveret i mission. Han er folkepensionist og fritidsforkynder for Indre Mission og taler engageret til kvinderne.

„Lad os bede for folk på missionsmarken. Lad os bede for, at mennesker må komme til tro og møde Gud, missionærer og missionsselskaber og Jesus kærlighed,“ beder Tue Thomsen med foldede hænder og lukkede øjne.

På de her kanter fletter levede liv sig tæt ind i hinanden. Lederskabet af kredsen er gået i arv gennem tre generationer af kvinder. 73-årige Grethe Jensen overtog hvervet som leder af kvindekredsen, da hendes mor døde i 1983. Moren, Johanne Jensen, havde med lige så stor naturlighed overtaget hvervet som forkvinde fra sin mor, jordemoderen Ane Jensine Poulsen.

„Min mor døde, og jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis kvindekredsen skulle stoppe, så jeg tog initiativ til at føre den videre,“ siger Grethe Jensen, mens hun hviler sin ene hånd på en lille sort bog.

Den gemmer optegnelser over, hvor mange penge der er samlet ind til hvert kvindekredsmøde, hvornår de er sendt til hovedkontoret i Hellerup, og hvilke datoer kredsen har mødtes.

Grethe Jensen fortæller, at kvindekredsens omdrejningspunkt altid har været at få indblik i missionsarbejdet ude i verden. Kvinderne modtog såkaldte kredsbreve med beretninger fra missionærernes indsats og udfordringer.

Deres egen lokale Marie Kathrine Thomsen var udsendt til Kina (dengang Manchuriet) fra 1916-1939 og arbejdede bl.a. med at uddanne såkaldte bibelkvinder. Derudover var hun med til at åbne en pigeskole, stod for bibelkurser, kvindemøder, husbesøg og søndagsgudstjenester. Hun var uddannet lærer, gik på Det Danske Missionsselskabs missionsskole i Hellerup og studerede også i Carey Hall i England. Alt sammen for at forberede sig på hvervet som missionær.

Hjemme hos Thue Thomsen står Marie Kathrine Thomsens gamle Bibel.

„Det er den Bibel, hun brugte alle årene ude i Kina. Jeg har læst mig frem til, at alle de grønne understregninger, hun har lavet i Biblen, det er Guds løfte,“ fortæller Tue Thomsen og fortsætter:

„Det var atypisk, at en ung kvinde fra yderste klitrække sådan rejste ud i den store verden. Dengang tog
det et halvt år at rejse til Kina. Hun var virkelig stålsat på at komme ud og virke som missionær.“

Marie Kathrine Thomsen sendte beretninger til det støttende bagland hjemme i Danmark. I Det Danske
Missionsselskabs årsberetning fra 1920 skriver hun om arbejdet blandt de lokale:

„Det er en glæde at se, hvorledes hjerterne lidt efter lidt åbnes for Gud.“

FAKTA: Marie Kathrine Thomsen (1885-1950) 

• Opvokset i Lyngvig mellem Søndervig og Hvide Sande.
• Tog læreruddannelse og var på missionsskole i Hellerup og Carey Hall, England, inden hun rejste ud som missionær som 30-årig.
• Udsendt af Det Danske Missionsselskab til Kina fra 1916-1939 kun afbrudt af hjemmeophold.
• Stod for kvindearbejde i Xiuyan, Suihua, Harbin og Changchun.

Åbne hjerter

Hos kvinderne i Hvide Sande er hjerterne åbne – både over for Gud, indsatsen ude i verden og  hinanden. Alle er de gået ind i kredsen med et ønske om at være en del at et meningsfuldt fællesskab. Det fortæller Birthe Marie Schøler Kristensen:

„Jeg tror, snakken går på en anden måde, fordi vi kun er kvinder. Vi spørger omsorgsfuldt ind til hinanden og følger med i hinandens liv. Historisk set, så var kvindekredsen et frikvarter fra et hårdt liv. Kvinderne på de her kanter sled i det og levede et barskt liv. Min mor gik til kvindekreds, og hun var altid så glad, når hun kom hjem,“ siger hun og fortsætter:

„Vi har været en fast gruppe i lang tid, men der kommer også nye med, som gerne vil være med i et kristent fællesskab. Og når man er kommet med, så bliver man.“

Udsyn giver indblik

Et af kredsens medlemmer har været med i 60 år. Et andet medlem, 75-årige Esther Iversen, har været med siden hun var 25 år. Hun er vokset op med, at man interesserede sig for ydre mission i den firlængede slægtsgård, som hun stadig bor i. Hun har selv været i Afrika seks gange for at opleve livet dér.

„Vi vil gerne have, at Guds ord skal forkyndes, og vi vil gerne have, at der bliver sendt nogen ud i verden med budskabet. Jeg er vokset op med, at Guds ord og gerning skal nå ud til andre, så derfor er det også en naturlighed for mig at være en del af kredsen og på den måde tage del i missionsarbejdet,“ siger Esther Iversen.

Det er hende, der ved hvert kredsmøde påtager sig opgaven med at læse højt fra Danmission Magasin eller andet informationsmateriale fra Danmission. Det gør hun også denne aften, efter at Thue Thomsen har afsluttet sin andagt. En standerlampe tændes og rykkes hen til den sofa, hvor Esther Iversen sidder. Hun åbner Danmissions nyeste årsberetning og retter lidt på sine briller.

„Vi hører jo i grunden så meget om Mellemøsten for tiden, så skulle vi ikke høre lidt om, hvad det er Danmission laver dér?“

Der nikkes samstemmende, et par stykker finder lydløst deres strikketøj frem. De næste 35 minutter læser Esther Iversen op, undervejs er der stille i stuen. Udenfor er solen gået ned over Vesterhavet, og stuen er blevet en anelse mørkere.

Det er hyggeligt og berigende samvær, når Danmissions kvindekreds i Hvide Sande mødes, som den har gjort det i nu 100 år. Foto: Christer Holte.

Hjertelighed og lagkage

Mødets første del med næring til ånd og tanke bliver afløst af hjertelig småsnak. Tove Tarbensen, der lægger hus til, disker op med hjemmebagte boller med pålæg, kaffe og som aftenens finale hjemmelavede sveskelagkager sirligt beklædt med marcipan og pyntet med chokolade.

92-årige Mie Heide er kredsens alderspræsident. Hun har selv været aktiv i Dansk Santalmission og gennem hele sit liv fulgt med i missionsarbejdet ude i verden. Hun holder meget af at være en del af kredsens varme fællesskab:

„Det giver en tryghed, at vi har hinanden, vi er gode venner. Det er så hyggeligt at sidde her sammen. Her er et meget fint fællesskab, og det er altid spændende at høre om arbejdet ude. Det er en rigdom.“

Grethe Jensen hiver en æske op af tasken og sender den på omgang fra kvinde til kvinde. Nu er det blevet tid til at samle ind til missionsarbejdet. Hun ved ikke, om hendes datter vil være interesseret i at overtage lederskabet af kvindekredsen efter hende.

„De unge har så meget at se til og er med i mange sociale sammenhænge. Sådan var det ikke for os andre, da vi som unge kom med i kredsen. Da var kredsen vores frirum, børnene lod vi blive hjemme, og her var bare tid til at være fælles om vores tro og hinanden,“ siger Grethe Jensen.

Udsynet mod Ringkøbing Fjord er afløst af et blåligt mørke, klokken nærmer sig 22, og kvinderne begynder så småt at bryde op.

„Man kan sige, at vi er medvandrere i hinandens liv. Vi spørger ind til hinanden og følger op på hinanden. Her hos os er troen en naturlig del af livet, og det er rart at kunne dele den. Samtidig er det berigende at høre, hvordan Guds ord arbejder i mennesker ude og gør en forskel,“ siger Birthe Marie Schøler Kristensen.

FAKTA: Hvad er en kreds?

• Kredsene, der samledes om at støtte arbejdet med at sprede Evangeliet og hjælpe fattige og udsatte ude i verden, opstod i løs form i løbet af 1840’erne.
• Gennem 1880’erne og 90’erne begyndte man at registrere kredsene.
• Kredsenes storhedstid var ca. 1920-1950, hvor man nåede helt op på omkring 2.400 kredse.
• En stor del af kredsene var kvindekredse, der typisk mødtes om formiddagen.Mange strikkede og syede til basarer, og det blev en del af kernearbejdet i kvindekredsene. I 1970’erne, da kvindernefor alvor kom ud på arbejdsmarkedet, blev mange kredse opløst.
• Kernen i kredsarbejdet var – såvel dengang som nu – at mødes om missionsarbejdet ude i verden, høre fortællinger udefra og støtte med forbøn og indsamling.
• I dag er der registreret 98 aktive Danmission-kredse.

Forrige

• 01. sep. - Ildsjæl med skarpt øje for både forretning og fællesskab
• 01. sep. - Sådan ser Danmissions nye bestyrelse ud
• 29. aug. - Afskedsinterview med Peter Fischer-Møller: Formanden med det selvlysende plastikkors
• 29. aug. - Gudstjeneste, valg og samtaler: Weekenden byder på Danmissions vigtigste møde
• 13. aug. - Nu udkommer 200 års missionshistorie

Følg os

Formålet med rejsen er at udbrede kendskabet til Danmissions arbejde på Zanzibar – herunder at øge forståelsen for vigtigheden af interreligiøs dialog og fattigdomsbekæmpelse gennem uddannelse og kirkeudvikling.

Danmission arrangerer en studierejse til Danmissions arbejde på Zanzibar i marts 2020. Formålet med rejsen er at udbrede kendskabet til Danmissions arbejde på Zanzibar og at udbrede forståelsen for vigtigheden af interreligiøs dialog og fattigdomsbekæmpelse gennem uddannelse og kirkeudvikling. Alt sammen i samarbejde med Den Evangeliske Lutherske Kirke i Tanzania.

Alle med interesse for Danmissions arbejde er velkomne til at deltage.

PROGRAM

Programmet er ikke endeligt fastlagt, men vi skal møde nogle af de partnere, som Danmission samarbejder med på Zanzibar. Vi skal bl.a. besøge UPENDO House med syskole og dialoguddannelse og møde elever, frivillig og ansatte. Vi skal på historisk rundtur i Stone Town, se kæmpeskildpadder på Prison Island samt besøge provst Shukuru Maloda i hans kirke i Mwanakwerekwe.

Vi skal besøge en moske med en Sheik og have oplæg om islam og muslimsk kultur og have god tid sammen med Danmissions udsendte medarbejder på Zanzibar Maria Nitzsch Hastrup for at høre om hendes arbejde.

Der vil være dansk rejseleder på turen, men det meste af programmet foregår på engelsk. Vi hjælper naturligvis hinanden med at oversætte, så alle får så meget med som muligt.

REJSELEDER

Rejseleder på turen er Thyra Smidt, tidligere leder af Mødestedet på Vesterbro og udsendt til Mellemøsten. Thyra har livslang erfaring som ansat i Danmission og er fortrolig med muslimsk kultur og interreligiøs forståelse.

TIDSPUNKT UDREJSE

Afgang: 3. marts 2020 fra Københavns Lufthavn kl. 11. 15.

Ankomst: Stonetown Zanzibar 4. marts 2020 kl. 03.50.

TIDSPUNKT HJEMREJSE

Afgang: 11. marts fra Stonetown Zanzibar kl. 04.45.

Hjemkomst: 11. marts kl. 17.05 til Københavns Lufthavn.

PRIS

Kr. 11.500,- ved indkvartering i dobbeltværelse med to separate senge.

Kr. 13.000,- ved indkvartering i enkeltværelse.

HVAD ER INDEHOLDT I PRISEN

Prisen dækker flybillet, indkvartering, forplejning morgen, middag og aften, et spændende program samt transport på Zanzibar.

HVAD SKAL DU BETALE FOR UDOVER REJSENS PRIS

Dertil skal du regne med udgifter til vaccinationer, malaria medicin, visum til Zanzibar (50$) og transport i Danmark.

FORBEREDELSESDAG

Onsdag 8. januar 2020 kl. 10-17 holder vi en forberedelsesdag, hvor deltagerne mødes og får informationer om turen, om Zanzibar og det praktiske. Mødet afholdes i Odense og det forventes at man deltager i mødet.

HVORDAN KOMMER DU MED

Hvis du kunne tænke dig at deltage i Danmissions studietur til Zanzibar, så send en mail til rejseleder Thyra Smidt thyra_1@hotmail.com.
Du vil herefter modtage et deltagerskema, som du skal udfylde og sende retur.

Der er 18 pladser på turen, så vent ikke for længe med at melde dig til.

Sidste tilmeldingsfrist er 15.december 2019.

HAR DU SPØRGSMÅL

Så ring til Netværkskonsulent Tom B. Hansen på telefon 41 99 93 30.

Forrige

• 24. jun. - Hjælp med at finde årets ildsjæl
• 19. feb. - Stiftsårsmøderne nærmer sig
• 18. feb. - 75 børn og voksne sang til fordel for Fremtidsbørn
• 28. jan. - Bliv klogere på tros-og religionsfrihed i Danmark og Pakistan
• 09. jan. - Laura holder koncert til fordel for Danmission

Følg os

Frimærkerne indsamles, klippes sirligt ud og sælges med fortjeneste til fordel for Danmission – i sidste uge havde frimærkekredsen besøg af tre tanzanianere, der også hjalp til.

I tirsdags var Danmissions frimærkeklippekreds udvidet en del: Tre fra Tanzania var således på besøg for at blive klogere på Danmissions arbejde, udveksle erfaringer og deltage i firmærkeklippernes vigtige arbejde.

“Vi startede med kaffe og rundstykker, hvorefter vi holdt en morgenbøn og sang et par salmer, som tanzanianerne også kendte melodien til, inden vi gik i gang med saksene, ” fortæller Søren Spangsberg Bro, der som en af Danmissions frivillige koordinerer frimærkefolkene.

I sidste uge deltog i alt 31 frivillige beredt med sakse og ihærdighed i frimærkeklippekredsens møde.

De brugte frimærker indsamles, klippes sirligt ud og sælges, hvorefter et større beløb hvert år går direkte til Danmissions arbejde med dialog, fattigdomsbekæmpelse og kirkeudvikling.

Gymnastik forebygger frimærke-klipper-myoser

“Alle tanzaniere var oppe og præsentere sig og fortælle om deres baggrund. De gjorde det rigtigt godt (hver brugte 20 – 25 min.), og det var både veltalende og indholdsrigt, mens vi andre klippede. Vi lærte alle noget af hinanden,” siger Søren Spangsberg Bro, der tidligere er blevet kåret som Årets Ildsjæl, netop på grund af sit vedholdnede arbejde for Danmission og frimærkeklipperne.

For ikke at få dårlige kroppe af at sidde stille i mange timer koncentreret om at klippe og sortere frimærkerne, bevægede både mænd og kvinder sig ind i mellem.

“Undervejs lavede vi også lidt gymnastik for ikke at få myoser til stor morskab for vore gæster. Vi havde alle en pragtfuld oplevelse,” fortæller Sørgen Spangsberg Bro.

Danmission modtager brugte frimærker

Frimærker modtages altid til videre behandling, enten på Mejsevej 8, 6900 Skjern, gennem én af vore genbrugskonsulenter / genbrugsbutikker eller på repræsentantskabsmødet på Nyborg Strand i begyndelsen af september. Slutteligt kan du også aflevere mærkerne hos Danmission, Strandagervej 24, 2900 Hellerup.

Hvis du har spørgsmål, kan Søren Spangsberg Bro kontaktes via e-mail sp-bro@skjern-net.dk.

Forrige

• 16. sep. - Besøg Danmissions arbejde på Zanzibar i marts 2020
• 24. jun. - Hjælp med at finde årets ildsjæl
• 19. feb. - Stiftsårsmøderne nærmer sig
• 18. feb. - 75 børn og voksne sang til fordel for Fremtidsbørn
• 28. jan. - Bliv klogere på tros-og religionsfrihed i Danmark og Pakistan

Følg os

Unge Ali Alhosnie flygtede med sin familie fra Syrien, da borgerkrigen brød ud. I dag bruger han sin fritid i Danmission Genbrug. Og sammen med sin 75-årige makker, Aage, er det ingen sag at samle alt fra sengegavle til sofaer – og samtidig skabe nye relationer.

Tekst og foto: Frederikke Engberg Larsen, journaliststuderende

I 2011 bor 17-årige Ali Alhosnie i et smørhul på den mellemste etage. I stuen bor hans farmor og farfar. På anden sal bor hans tante og kusiner. Og lige derimellem bor Ali, hans tre søskende og mor. Lejligheden ligger i Homs i Syrien. Han smiler, da han fortæller om bofællesskabet, som mange danskere nok ville betakke sig for med tanken om hele “den pukkelryggede” i en radius af 25 meter de fleste af døgnets timer. For andre, ikke mindst for Ali, ville det være en drøm at have sine nærmeste i samme opgang igen. Sådan bliver det aldrig igen. Den drøm blev knust under den syriske borgerkrigs rædsler.

Jeg møder Ali i Danmark, en varm dag sidst i juli 2019, nærmere bestemt i den gamle købstad, der kan bryste sig af den lange, snoede Suså. Her ligger Danmission Genbrug i Næstved. På den anden side af gaden ligger “Slagter Damaskus”. Disse forretninger har fundet vej ind i det danske butikslandskab de seneste år og står denne dag, hvor jeg skal møde Ali, som et vidne om de mange syrere, der er flygtet fra deres hjemland og har fundet ophold i blandt andet Danmark.

Ali er der allerede, da jeg hører kirkeklokkerne fra Sankt Peders kirke, mens jeg træder over dørtærsklen til den store genbrugsbutik, der slænger sig rundt om hjørnet. Ali og jeg er næsten lige gamle, og der står vi og prøver begge at fremstå professionelle. Lige da vi er færdige med de høflige indgangsreplikker, kommer kollegaen Aage belejligt forbi. Og så viser han snakkende Ali og mig ud i aggården, der ligger i forlængelse af butikken. Aage vender vi tilbage til.

I baggården er der stille et øjeblik. Her sidder vi. Alis hår er trukket stramt tilbage i en hestehale, og han retter på sit tøj, mens solen langsomt opvarmer luften omkring os. Han har netop fortalt, hvorfor han elsker Danmark – af grunde, som man godt selv kan komme til at tage for givet: frihed, lighed, retssikkerhed. Rettigheder, som ikke findes i Syrien.

Efter noget tid siger han: „Jeg savner Syrien. Jeg savner mit hjem. Jeg savner dem, som jeg har mistet til krigen.“

„I butikken er jeg glad“

Ali, hans søstre og mor flygtede til Libanon, da krigen i Syrien brød ud. I Libanon gik Ali i sin storesøsters fodspor og begyndte at arbejde frivilligt. Da familien senere nåede til Danmark, følte Ali sig med god grund ensom og isoleret. Så dukkede tanken op om igen at bruge tiden på et frivilligjob, hvor han kan møde danskere og bruge det danske sprog, som han så inderligt ønsker skal blive bedre og meget bevidst øver sig på – selv om det ikke er de store sproglige barrierer, han og jeg støder ind i.

Ali ledte med lys og lygte efter et sted at være frivillig. Han søgte på nettet og bladrede igennem den lokale ugeavis. En dag, da han var ude at gå, faldt han over skiltet: Vi søger frivillige – kig ind. Han søgte information om organisationen på nettet og blev glad, da han så, at Danmission både hjælper i Mellemøsten, Afrika, Asien og Danmark. Og den modtagelse, han fik i butikken, var lige det, han havde brug for:

„Jeg gik ned og talte med én i butikken, som bare var så sød, og de sagde, at jeg var meget velkommen. Det var utrolig dejligt.“

Ali fortæller med stor sikkerhed, at han startede 18. oktober 2018, og da jeg kigger forbløffet på ham over præcisionen af dato, siger han smilende: „Jeg kan bare huske vigtige datoer i mit liv.“

Makkerparret Aage og Ali

Ali arbejder en, to eller tre gange om ugen – afhængigt af, hvor meget der er brug for. Og hvis der er travlt, kan de andre frivillige bare ringe, så kommer han. Han bruger det meste af sin tid i møbelafdelingen. Her henter, bringer og ordner han møbler, og sammen med makkeren Aage Vedel er selv den mest komplicerede IKEA-brugsanvisning ingen sag mere. Der er 50 år mellem Aage og Ali, men aldersforskellen skænker Ali ikke mange tanker:

„Jeg tænker aldrig over, de andre er ældre end mig, aldrig!“

Iført afklippede Levis-bukser, som nu udgør et par arbejdsshorts, er Aage Vedel i fuld gang i butikken. Han siger med et grin: „De unge damer er færdige med at drikke kaffe.“ Underforstået – nu må vi godt sætte os derind.

Aage har arbejdet fire år i butikken og havde tidligere et særligt samarbejde med kollegaen Mogens.

„Vi skulle aldrig diskutere, hvordan møblerne skulle bæres. Vi kiggede bare på hinanden, så vidste vi, hvilken vej vi skulle smyge sofaen ind igennem en smal dør. Det var helt unikt,“ fortæller han glædeligt.

Det er tydeligt, at Aage savner at arbejde sammen med Mogens. Men han tilføjer efter at have tænkt lidt:

„Ali og jeg har lidt af den samme kemi allerede.“Og der bliver heller ikke udvekslet mange ord, da en dobbeltseng skal bæres fra varevognen og ind i butikken. Aage spørger Ali:

„Har du fat?“ Og så går det hele ligesom af sig selv, som om de havde gjort præcis dét tusinde gange før.

Et glemt hjem

En rask gåtur på 20 minutter fra butikken bor Ali med sin lillesøster, og et par hundrede meter nede ad samme vej bor deres mor. Flugten til Danmark kan synes som noget, der næsten lige er sket, men når Ali prøver at huske tilbage på, hvad han elskede mest ved sit hjemland, bliver tænkepausen lang. De her pauser, hvor han sidder og kigger op i luften og tænker lidt, er ikke sjældne gennem samtalen. Det er tydeligt, at han tager sig tid til at tænke over spørgsmålene – noget der sætter samtalens uskrevne regler på prøve hos en dansker som mig.

„Der er så mange dejlige steder i Syrien – de smukke strande i Latakia, byen Aleppo, hvor jeg gik på universitetet og selvfølgelig Homs,“ remser han energisk op.

Han holder en pause. Da han kigger på mig igen, har han tårer i øjnene og siger erkendende:

„Jeg flygtede som 17-årig. Det er lang tid siden. Jeg husker det ikke så tydeligt mere.“

Et brændende ønske om at hjælpe andre

Siden Ali kom til Danmark, har han færdiggjort 9. og 10. klasse, taget kørekort og efter sommerferien skal han begynde på HF. Ali vil helst være i gang hele tiden, og han har også planer om, hvad der skal ske, efter han har taget HF. Han vil være sygeplejerske! Ali pointerer igen, at han har fået hjælp af det danske samfund, og derfor virker hans begrundelse af uddannelsesvalg også helt naturlig:

„Jeg vil bare gerne arbejde et sted, hvor jeg kan hjælpe andre mennesker.“

Ali fortæller, at han har stiftet bekendtskab med mange danskere, men at det kan være svært at finde venner i et nyt land. Der er nemlig stor forskel på blot at kende en masse mennesker og faktisk at være venner med dem.

„Venner skal være mere end bare venlige over for hinanden. De skal være ærlige, være lyttende, og så skal man have respekt for hinanden,“ siger Ali og forklarer helt nøgternt og faktisk beundringsværdigt, at det ikke er, fordi Danmark er et sværere land at få venner i end andre lande. Det er ligesom bare ikke sket endnu, og når han føler sig ensom, så tænker han på, når han skal hen i butikken og være sammen med de andre frivillige.

Ali er sikker på, at det er det rigtige for ham at arbejde frivilligt – også selvom det ikke er mange andre unge, han møder i butikken: „Jeg er interesseret i at være frivillig. Jeg brænder virkelig for det, og jeg ved, at hvis vi spoler tiden fem år frem, og jeg har fået et job, så er jeg stadig frivillig ved siden af.“

Selvom Ali Alhosnie ikke længere bor i Homs, og han på den mest meningsløse og uretfærdige vis har mistet sit hjem og sine nærmeste venner, så går livet i Danmark videre. Langsomt, men stræbsomt skaber han relationer, sproget bliver mere flydende – og måske en dag vil minderne om hjemmet, som nu synes ganske slørede, for en tid få lov at ligge uberørte hen, for senere at genopstå som tydeligere  glimt fra et liv, der nu udspiller sig i et nyt land og til dels i Danmission Genbrug i Næstved, der sikkert og vist er blevet en engageret frivillig rigere.

Relateret

• 24. jul. 2018 - KRISTUS, KORTSPIL OG E-BOKS
• 26. jun. 2018 - Danmissions genbrug i Ringkøbing udvider og kan dermed kalde sig områdets største
• 20. jul. 2017 - Du kan vinde præmier ved at dele sommerens Danmission-minder
• 01. mar. 2017 - Genbrugsbutik i Tarm sælger møbler til Grønland
• 16. feb. 2017 - Genbrugsledere: Vejen til kunder og nye frivillige går gennem Facebook

Følg os