En ung muslimsk kvinde tog initiativ til at få genåbnet en kirke i Irak. Inspirationen fik hun på Danmissions dialogworkshop i det uroplagede land.

Da kirkeklokkerne nytårsmorgen bebudede, at kirken er genåbnet i den irakiske by Baquba, gik en drøm i opfyldelse for den unge muslimske kvinde Asia al-Qaisi.

Hende – og en lykkelig slutning, som måske er lidt tilfældig – vender vi tilbage til om lidt. For historien begynder i 2005, da de militante islamister fra al-Queda indtager Baquba i det østlige Irak. De slår som altid ned på alt og alle, som ikke tror, tænker og opfører sig præcist, som de prædiker. Al-Queda og sidenhen Islamisk Stat (ISIS) spreder frygt og terror, og det går også hårdt ud over den kristne menighed i byen.

En dag i 2006 bliver præsten i den katolske kirke “Umm Almashora Alsaliha” (De Gode Råds Moder) kidnappet på vej til gudstjeneste og kort efter myrdet af islamisterne. Mord på kristne og angreb på kirken gør livet så farligt for menigheden, at man ikke ser anden udvej end helt at lukke kirken, som efterhånden bliver voldsomt raseret.

Siden 2016 har de voldelige islamister været trængt i defensiven, men Baquba og hele Diyala provinsen rystes ligesom mange andre dele af Irak stadig med jævne mellemrum af terror. Der er kun 12 kristne familier tilbage i området ud af de over 100, som levede her i 2005. Og menigheden har levet i skjul og har været nødt til at tage til hovedstaden Bagdad for at blive døbt, gift osv. Indtil nytårsmorgen 2019, da kirkeklokkerne igen lød over Baquba.

https://youtu.be/DeQ3YZ0FGGQ

Kvinder med drømme

Og så tilbage til den unge muslimske kvinde Asia alQaisi. For det er hende, som tog initiativet til at få kirken genåbnet.

Hvordan det hænger sammen, og hvordan Danmission er en del af den historie, er vi – et par irakiske  journalister – kørt fra Bagdad til Baquba for at finde ud af. Og vi har aftaler om at møde både Asia, andre frivillige, kirkegængere og den nye præst.

For selv om Irak stadig lider under ødelæggelserne og tabene, som er påført af de mange krige og konflikter, så er vi irakere så småt begyndt at børste støvet af. Vi ønsker at genopbygge vores hjemland og hele sårene i vores samfund. Og derfor er vi spændte på at høre Asia al-Qaisis inspirerende historie.

Hvordan fik du, som muslim, idéen til at genåbne en kristen kirke?

„Jeg hørte helt tilfældigt, at byens kirke havde været lukket i mange år. Og fordi jeg kort tid forinden havde deltaget i en workshop om, hvordan vi alle kan være med til at skabe fred, når vi taler sammen og gør noget sammen, så tog jeg fat i nogle af mine venner og andre frivillige. Herefter gik vi i gang med at undersøge, hvordan vi kunne hjælpe med at få kirken genåbnet,“ fortæller Asia al-Qaisi. Hun er 25 år og står i spidsen for et netværk af unge menneskerettighedsaktivister, som kalder sig “Kvinder med drømme”.Hvorfor netop en kirke?

„Baquba og Diyala provinsen var tidligere et åbent og mangfoldigt samfund, hvor vi levede fredeligt side om side – kristne og muslimer; kurdere, irakere og turkmenere. Og det drømmer jeg om, at det skal live igen. De kristne er også sønner og døtre af Diyala, og de har ret til at bede og udføre deres ritualer i fred og sikkerhed ligesom alle andre,“ fastslår hun.

Asia al-Qaisi har kunnet bruge meget af det, hun har lært på dialogworkshoppen, som var arrangeret af Danmissions nye partnerorganisation Al-Amal og støttet af Danmissions bevilling fra EU. F.eks. hvordan hun kom i dialog med og på den måde mobiliserede andre, fik myndighedernes opbakning og skaffede økonomisk støtte til bl.a. renovering af den raserede kirkebygning.

„På min dialogworkshop havde jeg hørt om oberst Ghaleb fra politiet, som havde deltaget i en lignende workshop for beslutningstagere, og det viste sig at være en stor hjælp i arbejdet med at få opbakning til at genåbne kirken,“ fortæller Asia al-Qais og tilføjer: „Der er så mange, som har hjulpet, og som vi skylder tak for, at det er lykkedes. Det er virkelig en fælles indsats fra mange forskellige sider. Og det er helt sikkert ikke mit sidste initiativ!“

Mens vi venter på præsten

Selvom kirken endnu ikke har fået sin egen præst, er der allerede kommet masser af liv tilbage i menigheden. Efter nytår begyndte de kristne ganske enkelt at samles i kirken om bøn og fællesskab. Siden begyndte den blot 28-årige fader Martin Bani jævnligt at tage turen fra Bagdad til Baquba for at holde søndagsgudstjeneste og andre kirkelige handlinger i byens genåbnede kaldæiskkatolske kirke. Og nu håber menigheden, at patriarken snart vil udpege en præst, som bliver kirkens egen.

„Diyala provinsen har historisk set været et eksempel på god sameksistens, og ét af symbolerne på mangfoldigheden var netop Umm Almashora Alsaliha Kirke,“ fortæller fader Bani.

„Takket være Asia al-Qaisi, de mange frivilligeaktivister, lokale politifolk, menigheden og alle de andre, som har hjulpet og støttet, står den genåbnede Umm Almashora Alsaliha Kirke igen som et bevis på fællesskab i dette land. Dette viser, at vi alle er lige, og at vi alle skal have ret til frit at kunne udøve vores religion. Jeg ønsker Guds velsignelse til de unge, som har taget initiativet til dette fælles projekt.“

FAKTA Hiwarouna – vores dialog
Danmission er sammen med vores partnere i fuld gang med det nye fredsarbejde kaldet “Hiwarouna” (vores dialog). Med den første store EU-bevilling til Danmission fastslår EU, at religion og religiøse aktører er afgørende for at genvinde freden i Mellemøsten.
Hiwarouna er:

• Fredsarbejde i Irak, Syrien og Libanon.
• Støttet med 12 mio. kr. fra EU over 3 år.
• Partnere: Danmission, Forum for Development, Culture and Dialogue (FDCD) i Syrien og i Libanon samt Iraqi Al-Amal Association (Al-Amal) i Irak.

Kirkeklokken ringer for alle

Da vi banker på kirkens dør, lukker Rafed Mikhail op og byder hjerteligt velkommen. Som vagt – og kirketjener – bor han i kirken sammen sin hustru Mariam. Og vi kommer kun lige indenfor, før han begynder at fortælle:

„Efter mange års barske oplevelser, hvor vi har mistet mange af vores kære på grund af terror, er bønnen og livet vendt tilbage til kirken. Gud ske tak og lov for de unge aktivister.“

Og hans hustru supplerer:

„Det er så smukt hver dag at kunne åbne døren til kirken og kunne bede lige her, når man har brug for det. I stedet for en sjælden gang at kunne komme i kirke i Bagdad.“

Mariam kigger fast på os gæster og tilføjer:

„Jeg er lykkelig over, at jeg har mødt muslimer som Asia og hendes venner. De er blevet som søstre og brødre for os.“

Og dermed sætter hun ord på, hvorfor dialogarbejdet er så vigtigt – også for de trængte kristne i konfliktramte områder som Irak. For netop dette – at man lærer hinanden at kende og er sammen om noget konkret – kan bogstavelig talt kan være livsvigtigt både for den enkelte og for udsatte grupper.

Som direktøren for Al-Amal, Jamal Jawahiri, forklarer:

„”Hiwarouna” (vores dialog) som vi kalder projektet, skaber frirum til dialog og giver deltagerne tillid og redskaber til at tage en lang række meget forskellige initiativer. Det giver håb om, at Irak igen vil blive et fredeligt sted at leve – takket være engagerede og hårdtarbejdende unge som Asia.“

Og så er vi ellers klar til at køre tilbage til Bagdad efter timevis af interviews i Baquba. I bagagen har vi masser af viden og citater til denne artikel og til små videofilm, som vi skal have klippet. Men vi er også stolte over, hvad unge frivillige irakere har opnået sammen med en masse gode lokaler kræfter, som de har mobiliseret.Så når kirkeklokken igen ringer i Baquba, så bebuder den, at den kristne menighed har fået sin kirke igen. Men den bebuder forhåbentlig også en lysere og mere fredelig fremtid i Irak, hvor der er plads til den mangfoldighed, som blev trådt under fode af al-Queda og de mange krige og konflikter, Irak har været igennem.

Forrige

• 25. jul. - Historien om Danmission i Mellemøsten: I EINAR Prips FODSPOR
• 12. apr. - “Kirken skal ikke bare være tjener – den skal vise ægte gæstfrihed”
• 10. apr. - Danmission bliver stærkere i Mellemøsten
• 16. jan. - DANMISSION FÅR 12 MIO. KR. FRA EU TIL FREDSARBEJDE I MELLEMØSTEN  
• 02. jan. - Video: Dét har din støtte betydet i Mellemøsten

Følg os

Da Danmissions MenighedsUdviklingsProgram i Bangladesh begyndte for 11 år siden, var der 27 deltagere på det første kursus. I dag omfatter programmet kurser og stævner med et årligt deltagerantal på ca. 1000. Bag programmet står Danmissions Bangladeshkreds med tidligere missionær Jens Fischer-Nielsen i spidsen.

„Ja, jeg ved godt, du skulle ringe… men lige et øjeblik… jeg er på opvaskeholdet her i køkkenet på tværkulturel sommerlejr i Løgumkloster. Jeg finder straks et sted, hvor jeg kan tale uforstyrret,“ lyder det med en masse støj i baggrunden.

For selvom det er fem år siden, at præsten Jens Fischer-Nielsen gik på pension, er det nærmest umuligt at fange ham i et stille øjeblik. Det er sommer, og derfor er han på sommerlejr. Og når det bliver vinter, går turen som vanligt til Bangladesh på vegne af Danmissions Landekreds.

„Min kone Elsebeth og jeg er i Bangladesh en måneds tid om året – typisk i januar eller februar – hvor vi rådgiver og underviser som frivillige på kurser under MenighedsUdviklingsProgrammet,“ fortæller Jens Fischer-Nielsen. Programmet blev oprettet i 2008 for at styrke de lokale kristne menigheder i landet,  hvor islam er statsreligion, og hvor de kristne udgør et meget lille mindretal.

Han var hundenervøs

„Første gang jeg var af sted for at sætte gang i programmet, var jeg hundenervøs,“ erkender Jens Fischer-Nielsen.

Bagkataloget fejler ellers ikke noget. Han har således vældig meget erfaring fra netop Bangladesh, som
ægteparret har været udsendt til gennem mere end 12 år for Santalmissionen (nu Danmission). Efter en kort tænkepause fortsætter den passionerede og pensionerede præst:

„Jeg var nervøs, fordi MenighedsUdviklingsProgrammet blev stiftet på initiativ af Danmissions
Bangladeshkreds. Når enten jeg eller Elsebeth ellers tidligere havde været på korttidsopgaver, efter vi var holdt op som ansatte missionærer, var der tale om et samarbejde med Bangladesh Lutherske Kirke (BLC),“ forklarer Jens Fischer-Nielsen.

Danmission stoppede samarbejdet med BLCi 2007 – en beslutning, som Landekredsen var enig i.

„Men i Bangladeshkredsen så vi, at der stadig var brug for at hjælpe menighederne, der nu stod uden lønnede præster og budgetstøtte. Så i 2008 blev jeg sendt af sted for at lave et kursus i ’naturlig kirkevækst’,“ fortæller Jens Fischer-Nielsen.

BLÅ BOG Jens Fischer-Nielsen

• Udsendt til Bangladesh af Dansk Santalmission (nu Danmission) 1975-1987.
• Derefter højskolelærer i Haslev og dernæst sognepræst i Esbjerg til 2014.
• Oprindeligt uddannet isenkræmmer, diakon og socialrådgiver, inden han blev præst.
• Gift med Elsebeth Fischer-Nielsen i 1972.
• De har sammen tre voksne døtre.

Gud og hvermand

For at skaffe deltagere til kurset, gjorde Bangladesh Landekreds brug af sine lokale kontakter i BLC’s ca. 140 menigheder.

„Vi kontaktede alle, som vi kendte, og som vi enten havde en e-mailadresse eller et telefonnummer på. Det første kursus havde 27 deltagere. Det varede 12 dage med mig som eneste lærer. Og jeg blev lykkeligvis taget godt imod,“ siger han med smil i stemmen.

Siden har programmet udviklet sig. I dag ledes det i Bangladesh af en bestyrelse og en koordinator. Der er yderligere 14 medarbejdere tilknyttet. De får løn i form af sponsorater fra Danmission og Landekredsen til at dække deres leveomkostninger.

„I dag har vi omkring 1000 deltagere på kurser og stævner, som foregår året rundt. Det bedste er, at det
ikke længere kun er mig, der underviser; det er de lokale blevet uddannet til og varetager i stor stil,“ fortæller Jens Fischer-Nielsen, der kalder sig selv og sin kone for “genbrugsmissionærer”.

Aktiviteterne henvender sig f.eks. til menighedsledere, præster, søndagsskolelærere og ungdomsledere.

Nyeste skud på stammen er, at Elsebeth Fischer-Nielsen afholder et intensivt “tal engelsk-kursus” for unge. Derudover bliver der afholdt kristendomslejre for børn og unge. I Bangladesh er det ellers lovpligtigt, at elever skal undervises i deres egen religion.

„Men det sker ikke for den halve til hele procent af befolkningen, der er kristne. Derfor prioriterer vi, at børnene får kvalificeret undervisning i deres kristendomspensum,“ siger Jens Fischer-Nielsen.

FAKTA Religion i Bangladesh
Bangladesh blev en selvstændig stat i 1971 og er ifølge forfatningen et sekulært samfund med islam som statsreligion. Der er omkring 170 millioner indbyggere. Landet er 3½ gange større end Danmark. Omkring 90 % af befolkningen er muslimer. Hinduer udgør cirka 9 %. Kristne, buddhister og animister udgør tilsammen den sidste ene procent (tallene er behæftet med usikkerhed).

Med Biblen på bagagebæreren

Netop kristendommens essens er drivkraften for hans mangeårige engagement i Bangladesh Landekredsen:

„Vi arbejder under temaet ’Den lokale menighed er verdens håb’. Kirken er den lokale menighed. Verdens håb er Jesus, men menigheden er hans repræsentant i verden.“

Inspirationen til MenighedsUdviklingsProgrammet fik han efter i 2007 at have holdt orlov fra sit præsteembede i Esbjerg for at fordybe sig i netop “menighedsvækst”.

„På en måde var det en guddommelig timing. Jeg dykkede ned i den tyske teolog Christian Schwartz’ otte kriterier for, hvad man skal arbejde med, hvis man gerne vil se sin menighed vokse. Og da vi i Landekredsen ønskede at menighederne i Bangladesh skulle udvikle sig, så passede min nye viden lige ind,“ forklarer han.

I dag bliver de otte kriterier brugt i arbejdet i Bangladesh.

„Det giver rigtig stor mening at dygtiggøre lokale menigheder til at sprede det gode budskab. Jeg er vild med kirken, når den forstås som “Kristi legeme” med lemmerne – medlemmerne – i funktion. Det bedste, som findes, er Evangeliet og det kristne fællesskab, hvor der er plads til os alle og brug for os alle. Det, der driver mig, er lysten til at være med i Guds mission og se menneskers liv forandres gennem modtagelsen af Evangeliet,“ påpeger han og kan fortælle om mange møder med mennesker i Bangladesh:

„Jeg kommer bl.a. til at tænke på Komol Roy, som ud over at være menighedsleder også er en fattig rickshawchauffør. Han cykler ud til nabolandsbyerne med Biblen på bagagebæreren. I begyndelsen var han ikke så god til at læse, men han slog op i Johannesevangeliet kapitel 3, vers 16 og fandt én, som kunne læse teksten om, at Gud elsker verden således, at Han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Så kunne tilhørerne og Komol tale om budskabet. For Komol var ivrig efter at sprede Evangeliet. Siden deltog han i vores kursus, og nu er han klædt bedre på til opgaven som menighedsleder og er også blevet meget bedre til at læse.“

Glæde og pligt

I dag føler den 72-årige Jens Fischer-Nielsen ikke som sådan behov for at rejse til den anden side af kloden. Alligevel gør han og Elsebeth sig rejseklar igen.

„Jeg går ikke hele tiden og glæder mig til at komme derud, men jeg glæder mig over at være engageret i noget, der giver mening. Jeg føler også en forpligtelse. For jeg kan sproget og kender kulturen, og så er det svært bare at sige, at nu gider jeg ikke medvirke mere. Jeg gider faktisk også godt … netop fordi vores arbejde derude giver så stor mening,“ siger Jens Fischer-Nielsen og går tilbage til den ventende opvask på sommerlejren.

FAKTA Danmission i Bangladesh
Bangladesh Landekredsen varetager Danmissions arbejde i Bangladesh, som finansieres af de midler, Landekredsen indsamler plus et fast bidrag fra Danmission. En særlig projektgruppe tager sig af MenighedsUdviklingsProgrammet, hvis formål er at styrke de lokale menigheder i Bangladesh Lutherske Kirke (BLC).

FAKTA MenighedsUdviklingsProgrammet

• Blev oprettet i 2008.
• Dækker 100 af BLC’s omkring 140 menigheder.
• Sponserer 14 menighedstrænere, som hver hjælper 5-10 menigheder med at skabe et aktivt kirkeliv og skaffe lokale ressourcer til generel udvikling af landsbyerne.
• Uddanner ledere til menighederne – bl.a. menighedsformænd og gudstjenesteledere samt ledere for unge, kvinder og søndagsskoler.

Her kan du læse mere om alle de aktiviteter, som du som frivillig kan være med til via Danmission.

Forrige

• 22. mar. - Frivillige i mere end fyrre år
• 20. dec. - Søn af hele verden
• 01. nov. - Afskedsinterview: Pigen, der ville være indianerhøvding
• 31. maj. - Danmissions udsendte i Religionsrapporten på P1
• 02. maj. - Mistro og bekymring er hverdag i Bangladesh

Følg os

Medrivende og spændende! Roserne drysser ned over Harald Nielsens tobindsværk, der beskriver 200-års missionshistorie. Mesterværket, der er udgivet af Danmission, får topkarakter i Kristeligt Dagblads anmeldelse.

“Flot og grundigt værk om Det Danske Missionsselskabs fra tidligere generalsekretær Harald Nielsen er en guldgrube af informationer,” lyder det i Kristeligt Dagblads anmeldelse.

Danmission udgav i august organisationens historie i det stort tobindsværk ‘Det Danske Missionsselskabs Historie 1821-1985′ – og værket modtager nu seks ud af seks stjerner. Anmeldelsen lægger ikke mindst vægt på beskrivelserne af de mange imponerende stærke kvinder i missionshistorien.

Læs hele anmeldelsen her.

Bøgerne er udkommet med støtte fra bl.a. Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorchs Fond, Chr. P. Hansens og Hustrus Fond for Almenvelgørende Formål, G.E.C Gads Fond og S.C. Van Fonden.

De kan købes for i alt kr. 495,-

Bøgerne kan bestilles og købes ved at sende en mail til Harald Nielsen på harald2860nielsen@gmail.com

Læs mere om udgivelsen af bøgerne her.

Forrige

• 19. sep. - Ali og Aage – godt teamwork kender ingen alder
• 17. sep. - Frimærkeklippekreds klipper løs til fordel for Danmission
• 10. sep. - Kvinder med udsyn mod verden
• 01. sep. - Ildsjæl med skarpt øje for både forretning og fællesskab
• 01. sep. - Sådan ser Danmissions nye bestyrelse ud

Følg os

– for innovativt projekt om mangfoldighedsdannelse

Vil du være projektleder for et nyt og spændende projekt, der arbejder med at øge danske unges resiliens over for intolerance og fordomme online og offline?

Projektet krydser indhold fra fagene teknologiforståelse, kristendom og samfundsfag i 7. klasse for at øge evnen til at navigere i og have tolerance over for mangfoldighed både online og offline. I projektet indgår et nyt læringsspil, dialogøvelser, oplysning om SoMe’s rolle i had, vold og polarisering, deltagelse af religiøse ledere om betydning af, at religiøse tekster kan fortolkes forskelligt og øvelser i at modvirke negativ dialog og hatespeech online.

Læs mere og ansøg her

Forrige

• 30. sep. - Wow! 6 ud af 6 stjerner til bøger om Danmissions historie
• 30. sep. - Jens´ hjerte banker stadig for Bangladesh
• 23. sep. - Nu ringer kirkeklokken igen i Baquba
• 19. sep. - Ali og Aage – godt teamwork kender ingen alder
• 17. sep. - Frimærkeklippekreds klipper løs til fordel for Danmission

Følg os

Hakkearbejde i Tanzanias jord, engelskundervisning i Cambodja eller børnepasning i en kristen børnehave på Zanzibar. Ialt seks volontører løser opgaver hos Danmissions samarbejdspartnere i kirker og organisationer – og når volontørerne vender hjem til Danmark, holder de foredrag.

En del provstier i Danmark har indgået et samarbejde om at udsende en eller to volontører hvert efterår igennem Danmission – i år er provstivolontørerne i Tanzania, Cambodja og på Zanzibar. Her møder de en anden kultur, skaber venskaber og dykker ned i den globale verdens mange facetter. Årets seks volontører rejser ud i cirka tre måneder og løser opgaver i en af de kirker eller organisationer, som Danmission samarbejder med. Efter hjemkomsten har volontørerne en formidlingsperiode med foredrag og arrangementer i provstiets kirker og foreninger i løbet af foråret.

Men du kan allerede nu få indblik i de unge volontørers rejseliv. F.eks. kan du læse om Imannuel og Jens, der er på kirkens landbrugsskole i Tanzania og lærer at så og hakke i den frodige jord ved Kagera sammen med de landbrugsstuderende. Eller du kan læse og se videoer om Annes oplever som underviser i engelsk og guitar for børn i alle aldre ved en kirke i Cambodja. Eller du kan blive klogere på, hvad Julie og Maria, der er i Mwanza, oplever, når de er en del af kirkens søndagskolearbejde og konfirmandundervisning og holder til på Nyakato Bibelskole. Slutteligt kan du få et indblik i Sasias oplevelser på Zanzibar, hvor hun får undervisning i religionsdialog på ZANZIC, underviser de studerende på syskolen Upendo i engelsk og hjælper til ved kirkens børnehave.

Du kan følge deres rejse på Danmissions instagram eller på deres blogs:

Immanuel og Jens er på Igabiro Landbrugsskole i Tanzania og er udsendt af Folkekirkens mission i Næstved provsti. Læs deres blog her.

Anne Dippel er i Preah Scdah i Cambodja og er udsendt af Silkeborg provsti. Læs hendes blog her.

Julie og Maria er i Mwanza i Tanzania og er udsendt af Provstierne Lemvig, Struer og Holstebro. Læs deres blog her.

Sasia er på Zanzibar og er udsendt af Vesthimmerlands provsti. Læs hendes blog her.

Vær med til at sende en ung provstivolontør ud i verden

De seks provstivolontører får en oplevelse for livet, tværkulturelle kompetencer, erfaring med kommunikation og formidling, indblik i en anden kultur og en anden kristen tradition og muligheden for at yde en indsats. Følg med på deres rejse for livet.

Er I også interesseret I at få en provstivolontør i jeres provsti? Drømmer I om at lade en ung opleve verden i en kortere periode og samtidig få erfaring med formidling af deres oplevelser i jeres provsti til f.eks. sogneaftener og konfirmander? Bliv klogere på konceptet – læs mere her.

Kontakt os, hvis dit provsti er interesseret i en provstivolontør, så kan vi hjælpe jer i gang.

Kontakt

Amalie S. Ehmsen Netværkskonsulent ase@danmission.dk Tlf.: 41 999 315 ase@danmission.dk

Forrige

• 17. sep. - En hilsen til dig der er frivillig i Danmission
• 01. jun. - Kan almindelige menneskers opslag på Facebook redde regnskoven?
• 16. maj. - Unges narkotikamisbrug samler trosretninger i Cambodja
• 06. mar. - Danmission står bag ministeriums fejring af religionsdialog
• 15. feb. - Se hele Dk4 dokumentaren: Kampen om Cambodjas regnskov

Følg os

Knud Poulsen, frivillig butiksleder i Danmission Genbrug i Osted, får prisen som Årets Ildsjæl 2019 i Danmission. 

Knud Poulsen, der er frivillig butiksleder i Danmission Genbrug i Osted, tog ydmygt imod hæderen som Årets Ildsjæl, da han lørdag aften på Danmissions årlige repræsentantskabsmøde blev tildelt den fornemme pris. Prisen gives til den eller de blandt de 8.000 engagerede, der har løftet et særligt frivilligt engagement.

https://www.youtube.com/watch?v=gbl8tTYU8VU

Knud Poulsen, der de seneste tre år har været én af nøglepersonerne i at starte, udvikle og drive en succesfuld genbrugsbutik i Osted sammen med cirka 40 andre engagerede frivillige, modtog prisen af Danmissions afgående formand, biskop Peter Fischer-Møller, med ordene:

“Du er et overskudsmenneske med en særlig evne til at se alle. Når du taler, bliver der ro, og der lyttes. For alle ved, at Knud er vidende og på sin helt egen rolige facon både er en stor initiativtager og udvikler – både af forretningen og af fællesskabet.

Årets Ildsjæl modtog prisen sammen med sin kone Britta:

“Det var en stor overraskelse, og jeg er meget beæret. Det er en ære, som jeg deler med min kone og alle de andre frivillige og vores udviklingskonsulent.”

Årets Ildsjæl mener, at det stærke fællesskab, der er blandt butikkens frivillige, er en afgørende faktor i butikkens succes:

“Alle siger vores butik, og vi lægger stor vægt på åbenhed, medindflydelse og information.”

Knud Poulsen blev en del af Danmission som frivillige kasserer for Danmission Genbrug på Københavnsvej i Roskilde. Senere kom han med i et særligt forretningsudviklingsudvalg, hvor initiativet til en helt ny genbrugsbutik i Osted blev taget. Det fortæller udviklingskonsulent i Danmission Genbrug Sten Åge Larsen:

“Knud er en stor ressource og var god at have med fra start, da vi besluttede os at åbne en ny stor butik i et nyt område. Han har en fortid som indkøbschef og forretningsudvikler i en stor international virksomhed at trække på og var én af hovedkræfterne bag at få lokalmiljøet engageret. Det resulterede i, at der fra start var et stærkt hold af frivillige, der stadig er aktive i butikken.”

I dag er både Knud Poulsen og hans kone Britta valgt til Danmissions repræsentantskab for Roskilde Stift.

Dygtig til formidling, forretning og fællesskab

Én af hemmelighederne bag genbrugsbutikkens succes – både på bundlinjen og i forhold til at have et stærkt hold af frivillige – skal findes i Knud Poulsens ledelsesstil og i den store opbakning, han har fra alle butikkens frivillige og fra konen Britta, der også spiller en vigtig rolle.

Ægteparret kommer dagligt i butikken og supplerer hinanden i arbejdet. Britta Poulsen har med sit store omsorgsgen også et godt øje for, at alle føler sig set og hørt. Og så er det hende, der har det store forkromede overblik over f.eks. rengøringen, fortæller Sten Åge Larsen:

“Britta går ikke hjem uden, at der er støvsuget. Og er det fx ved at være tid til at investere i en ny støvsuger, så er det hende, der prikker til Knud. Sådan komplementerer de hinanden fint i arbejdet.”

Tilfredse kunder og stolte frivillige

I genbrugsbutikken i Osted har de frivillige og Knud Poulsen også et særdeles godt forhold til de mange kunder, der flittigt handler i butikken og afleverer det, de ikke længere har brug for. Og når Knud Poulsen går forrest i arbejdet med at udvikle og forny butikken, så er det en investering i både tilfredse kunder og stolte frivillige.

Både Britta og Knud Poulsen er frivillige i genbrugsbutikken i Osted stort set alle ugens dage, året rundt. De lever og ånder for frivilligt socialt arbejde, og begge er tillige valgt som medlemmer af Danmissions repræsentantskab.

De frivillige samles ikke bare om at drive genbrugsbutikken, men også om en række sociale aktiviteter såsom udflugter med fagligt indhold, fællesspisning og arrangementer om Danmission. Og så har de frivillige deres egen vedvarende bagedyst i gang. Her er ofte hjemmebag at finde til kaffen i det fælles køkken – alt fra citronmåner til flerlagskager bliver medbragt.

Knud Poulsen gør en dyd ud af, at de frivillige altid er velinformerede. Han udsender næsten ugentligt et nyhedsbrev til de frivillige med nyt fra butikken og fra Danmissions arbejde, og han sørger for, at butikken er godt forankret i lokalsamfundet, når han udsender nyheder fra butikken til lokalpressen og sammen med andre frivillige bruger butikkens Facebookside til markedsføring.

“Som frivillig er det rigtig vigtigt, at man føler sig inddraget og kan se formålet med den indsats, man yder. Knud formår netop at sørge for, at alle de frivillige føler sig set og hørt og ved, hvad der foregår,” forklarer Sten Åge Larsen og uddyber:

“Knud og de andre frivillige er også rigtig gode til at tage imod nye frivillige, skabe tillid og have forståelse for mennesker. Det er altafgørende for at have succes både med forretningen og det frivillige fællesskab.”

Som et nyt tiltag har butikken etableret en direkte venskabsforbindelse med Danmissions syskole Upendo på Zanzibar for udsatte kristne og muslimske kvinder. De har haft besøg af Danmissions udsendte, der til daglig arbejder på øen, og planlægger også et større arrangement for de frivilliges familie, venner og lokalsamfundet, der skal være med til at tydeliggøre, hvad det er, arbejdet i genbrugsbutikken går til.

Danmission Genbrug i Osted har omkring 40 frivillige – knap 30 % af dem er mænd.

FAKTA om Årets Ildsjæl 
Hvert år kårer Danmission Årets Ildsjæl på repræsentantskabsmødet i september. Både for at hylde et menneskes indsats, men også for at sætte fokus på, at Danmission bæres af et landsdækkende netværk af ildsjæle. De giver deres tid og kræfter for at oplyse om Danmission, de samler de nødvendige penge ind, de beder for arbejdet og skaber fællesskab om vores fælles sag: Danmissions arbejde med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse. 

Begrundelsesudvalget bestod i år af: 

• Bestyrelsesmedlem Lone Primdahl Dolmer
• Sidste års Årets Ildsjæl Jørgen Nørgaard Pedersen
• Konstitueret generalsekretær Mogens Kjær
• Chef for Kommunikation & Engagement Michael Trinskjær
• Netværkskonsulent Amalie Ehmsen
• Netværkskonsulent Tom Bangslund Hansen

Oversigt over ildsjæle fra 2010 til i dag

• I 2010, da Danmission for første gang kårede Årets Ildsjæl, var det søster Bente, der fik titlen. Hun arranger hvert år Kildeborg Pigelejr.
• I 2011 var det Helge Langborg, der løb med titlen som Årets Ildsjæl. Han er engageret i Danmission Genbrug i Herning og i det øvrige netværk i Viborg Stift.
• I 2012 blev Gunhild Zeuthen Årets Ildsjæl. Hun har været med til at opbygge flere Danmission genbrugsbutikker.
• I 2013 var det Gurli Jensen, der blev Årets Ildsjæl. Hun er hvert år engageret i minicaféen ved Helligåndskirken på Strøget i København. Og desuden frivillig i Danmission Genbrug.
• I 2014 var det Mette Bjerregaard, der er engageret i Danmission Genbrug i Roskilde, der blev kåret som Årets Ildsjæl.
• I 2015 var det Ruth og Johannes Stenhøj fra Danmissions lysestøberi i Ring.
• I 2016 var det Søren Spangsberg fra Skjern. Han samler på frimærker fra hele verden og sælger til fordel for Danmissioin.
• I 2017 var det Søstrene Benedicte Kühle og Hanne Holm, der har ledet rejser for Danmission og været koordinator for de frivillige lysesælgere i Nordjylland.
• I 2018 var det Jørgen Nørgaard, der sammen med et hold frivillige har samlet 200 års missionhistorie i ét online arkiv.

Følg os

Der er stadig børn, der ikke får mad nok eller dør af noget så banalt som diarré. Unge, der får en elendig eller slet ingen uddannelse. Mænd, som går til i misbrug og selvhad. Kvinder, som dør af fødselskomplikationer. Det burde ikke ske, når kalenderen siger år 2019! Skriver generalsekretær Kristian Sloth Petersen i dette indlæg.

For mig var det altid en fest af de helt store, når der skulle ryges bier ud af staderne i de store baobabtræer, som voksede omkring vores hus i Morogoro i Tanzania i min barndom. Det betød nemlig, at vi kunne få noget af den honning, der dryppede ned fra de smeltede stader. Det var min barndoms luksus.

Der var bestemt ikke noget, der hed slik for min lillesøster og mig dengang.Det var i 1970’erne, og  dengang Tanzanias økonomi var helt til rotterne, og butikkernes hylder var så godt som tomme. Selv bagemel kunne det tage min mor uger at finde i en by på størrelse med Ringsted. Vi børn løb rundt i bare tæer og legede med bildæk sammen med vores tanzanianske venner på de støvede jordveje.

Uden for den lutherske kirkes center, hvor vi boede, var der overalt børn i laset tøj, som legede foran deres små hytter med tag af bananblade. Mine forældre var missionærer udsendt af Danmission (dengang Det Danske Missionsselskab). Mor var med til at starte en sundhedsklinik, og far var, som agronom, drivkraften bag en videregående uddannelse i landbrug og et demonstrationslandbrug, som gik hen og blev lidt berømt i Tanzania. Det var mission med både fattigdomsbekæmpelse og kirkeudvikling. Kristendom i praksis.

Mine forældre, Ruth og Poul Sloth Petersen, sammen med min lillesøster og mig på vej til Tanzania 1977. Der var altid børn at lege med, da mange ikke gik i skole. Det er stadig et problem i dag.

Det var dengang, jovist, men når jeg siden er vendt tilbage til Tanzania, er jeg gang på gang blevet både overrasket, skuffet og vred over at måtte konstatere, at der stadig mange steder på landet findes fattigdom, der ser ud, lyder og lugter på præcis samme måde, som det gjorde, da jeg var barn.

Tilstande som for 40 år siden

Der er stadig børn, der ikke får mad nok eller dør af noget så banalt som diarré. Unge, der får en elendig eller slet ingen uddannelse. Mænd, som går til i misbrug og selvhad, fordi de som arbejdsløse ikke evner at forsørge familien. Kvinder, som dør alt for tidligt af graviditets- eller fødselskomplikationer eller af de lungesygdomme, der ofte følger af at lave mad over åben ild i den lerklinede hytte. Det burde ikke ske, når kalenderen siger år 2019!

40 år efter er jeg nu tilbage i Danmission. Det er jeg, fordi jeg tror på Danmissions sag: at arbejde for en verden, hvor alle har mulighed for at udleve deres unikke gudskabte potentiale og at leve i fred med sin Gud, med sin næste og med skaberværket. Det kræver at vi aktivt bekæmper fattigdommen. Det kræver at vi er med til at udvikle kirkerne. Og det kræver at vi går i dialog og taler med hinanden i en verden, hvor det at tro for de fleste er en uadskillelig del af det at være menneske.

Det er den mission alle vi, der er frivillige og ansatte i Danmission, arbejder for. Tak for den trofasthed, som så mange viser i Danmission.

Med venlig hilsen
Kristian Sloth Petersen
Generalsekretær

FAKTA: Sådan kan du hjælpe

Den evangelisk lutherske kirke i Tanzania hjælper hvert år tusindvis af familier gennem den opbakning og de penge, kirken får fra Danmission. De er 100% afhængige af, at mennesker i Danmark bliver ved med at støtte arbejdet.

Se mere om, hvordan du kan hjælpe familier i nød i Tanzania her.

Læs meget mere om Danmissions arbejde i Tanzania her.

Forrige

• 08. okt. - Følg Danmissions udsendte provstivolontører
• 30. sep. - Wow! 6 ud af 6 stjerner til bøger om Danmissions historie
• 19. sep. - Ali og Aage – godt teamwork kender ingen alder
• 17. sep. - Frimærkeklippekreds klipper løs til fordel for Danmission
• 10. sep. - Kvinder med udsyn mod verden

Følg os

I løbet af januar 2020 kan du som engageret i Danmission komme med på netværksseminar nær dig. Netværksseminarer afholdes i alle landets stifter.

Velkommen til netværksseminar 2020 i Danmission. Igen i år afholder vi netværksseminarer i alle stifter, og vi håber at se rigtigt mange medlemmer, frivillige, bidragsydere og andre, der har en interesse for Danmissions vigtige arbejde med at skabe fred, bekæmpe fattigdom og udvikle kirker.

Vi har sammensat et inspirerende program, så vi sammen på netværksseminarierne kan motivere og begejstre hinanden til gavn for Danmissions virke herhjemme og ude i verden.

Ledelsen, programmedarbejdere og konsulenter holder oplæg, der giver dig mulighed for at få viden om Danmission og Danmissions arbejde, ligesom seminarerne vil danne ramme for, at alle kan bidrage med erfaringer og ideer til tiltag, når vi skal mødes i samtaler om de forskellige oplæg.

Årets netværksseminarer markerer samtidig et lokalt velkommen til Danmissions nye bestyrelsesformand Morten Skrubbeltrang og generalsekretær Kristian Sloth Petersen.

Vi glæder os til at se dig!

Venlig hilsen Danmission

Find et netværkssemniar nær dig

Klik dig ind på programmet for hvert enkelt netværksseminar herunder og læs mere, om hvor dit netværksseminar afholdes, og hvordan du tilmelder dig.

• Helsingør Stift 13. januar kl. 17:00 – 21:00 – klik her for program
• København Stift 14. januar kl. 17:00 – 21:00  – klik her for program
• Roskilde Stift 14. januar kl. 17:00 – 21:00 – klik her for program
• Lolland-Falster Stift 15. januar kl. 17:00 – 21:00 – klik her for program
• Ribe Stift 15. januar kl. 17:00 – 21:00 – klik her for program
• Aarhus Stift 15. januar kl. 17:00 – 21:00 – klik her for program
• Fyens Stift 16. januar kl. 17:00 – 21:00 – klik her for program
• Haderslev Stift 21. januar kl. 17:00 – 21:00 – klik her for program
• Viborg Stift 22. jan. kl. 17:00 – 21:00 – klik her for program
• Aalborg Stift 23. jan. kl. 17:00 – 20:45 – klik her for program

Forrige

• 17. sep. - Frimærkeklippekreds klipper løs til fordel for Danmission
• 16. sep. - Besøg Danmissions arbejde på Zanzibar i marts 2020
• 24. jun. - Hjælp med at finde årets ildsjæl
• 19. feb. - Stiftsårsmøderne nærmer sig
• 18. feb. - 75 børn og voksne sang til fordel for Fremtidsbørn

Følg os

Bredballe Gospel Choir vandt sidste års Luciakorkonkurrence og fortæller her om, hvordan pengene hjalp dem på vej til at udbrede deres hjertesag.

Bredballe Gospel Choir løb ikke kun med Danmissions Lucia-gevinst på 10.000 kroner, men vandt også æren af at sprede budskabet om den gode sags tjeneste.

Ved hjælp af den flotte præmie fra Lucia-lodtrækningen i 2018 valgte Bredballe Gospel Choir nemlig at rejse til Warszawa i Polen for at afholde en workshop og koncert med Sienna Gospel Choir. Et kor, der er tilknyttet Pinsekirken i hjertet af den polske hovedstad, som deler Bredballe Gospel Choir’s hjertesag. Pengene fra Lucia-præmien skal bruges til en korworkshop, som vinderkoret selv bestemmer, hvordan og hvorhenne skal løbe af stablen.

– Vi er glade og taknemmelige for den skønne oplevelse, og for at få lov til at række ud med gospelsangens glade budskab, og for at så et frø og tænde lys for udsatte, fortæller korformand Tine Tegewaldt.

Syng for den gode sag

Også i år er der rift om Luciakorkonkurrencens eftertragtede præmie. Nedtællingen er i fuld gang. Den 13. december nærmer sig hastigt, og det vælter ind med kortilmeldinger til Danmissions årlige velgørenhedsprojekt.

Lucia Indsamlingen er, som navnet antyder, et af organisationens indsamlingsprojekter, der rækker ud til de allermest trængende. I år går støtten til Danmissions projekt Fremtidsbørn, som hjælper børn og unge i Tanzania ved at give dem rent vand, livsvigtig medicin og muligheden for at komme i skole.

Bredballe Gospel Choir opfordrer også andre kor, der endnu ikke har tilmeldt sig Danmissions indsamling til at gøre det.

– Vi har stor respekt for Danmissions arbejde og er taknemmelig for, at der er nogle, der vil gøre en indsats for at forbedre børns vilkår rundt om i verden. Det arbejde støtter vi op om, og vi fik knyttet nogle gode kontakter i Polen og aftalte at gentage koncertsuccessen, siger Tine Tegewaldt om den gode oplevelse, der både samlede mennesker på tværs af landegrænser og gjorde opmærksom på udsattes leveforhold. 

Tak for hjælpen, Danmission

Bredballe Gospel Choir varmede stemmerne op i Warszawa og blev klar til igen i år at afholde julekoncerter, hvor der samles ind til Danmissions arbejde.

– Workshoppen i Warszawa fortsatte hele weekenden og sluttede af i en skøn fælles koncert, hvor både hjertet og kroppen sang med, fortæller Tine Tegewaldt.

Bredballe Gospel Choir sang i Polen for en fyldt kirke til gudstjeneste. Koret blev forsynet med headset og en engelsk oversættelse, så de kunne følge med i, hvad der foregik, fordi hele gudstjenesten blev afholdt på modersmålet. Søndag aften returnerede koret til Danmark, og de er glade og taknemmelige for den skønne oplevelse.

– Jeg synes, det er et fantastisk initiativ at lave Lucia Indsamlingen, hvor vi som kor er med til at give et lys videre og tænde lys i mørket. Tusind tak til Danmission for den gavmilde præmie – den har glædet rigtigt mange, lyder det fra Bredballe Gospel Choir.

Danmission kårer hvert år en vinder af Lucia Indsamlingen, som tak for den gode indsats. Igen i år løber vinderen med 10.000 kroner. Danmissions indsamlingsprojekt så dagens lys i 2011 og arbejder for fattige og udsatte mennesker i Afrika, Asien og Mellemøsten.

Bredballe Gospel Choir holder julekoncerter i Bredballe Kirke tirsdag den 10. december og lørdag den 14. december.

Du kan stadig nå at støtte Lucia Indsamlingen 2019 – læs mere her.

Forrige

• 17. dec. - ”Det føles godt at samle ind til Danmission”  
• 10. dec. - VIDEO: Sådan bager du Lucia-brød
• 04. dec. - Gå til julekoncert og støt samtidig udsatte børn
• 15. nov. - Syng og vind en gratis kor-workshop
• 09. dec. - Julesang til fordel for Danmission i lufthavnen

Følg os

”Det er berigende at rejse ud til Preah Sdach som provstivolontør. Mit ophold byder på mange forskellige opgaver, som gør det spændende at være ung dansker udsendt af Danmission,” skriver 19-årige Anne Spaabæk Dippel fra Silkeborg. Som volontør er hun først i Cambodja og skal bagefter rundt i sit danske provsti og fortælle om sine oplevelser.

Af Anne Spaabæk Dippel, provstivolontør i Cambodja

Jeg er udsendt til den lille provinsby Preah Sdach i det sydøstlige Cambodja. Her i efteråret bor jeg ved den lille kirke, som er den eneste i byen. Man når frem efter to timers kørsel fra hovedstaden Phnom Penh, og på turen herud mærkes det tydeligt, hvordan man bevæger sig væk fra storbyen og den mere vestlige stil: Der bliver færre og færre bygninger, naturen kommer tættere på, og vejen bliver ringere og ringere. Til sidst rammer man Preah Sdach, som egentlig bare består af én asfalteret vej, hvorfra der er små sideveje af jord og huller.

200 meter nede ad en af sidevejene finder man kirken omgivet af grønne enge, marker og skov, som på mange måde ligner Danmark. Løvtræerne er blot udskiftet med palmer, men til en vis grad føles det hjemligt for mig at kigge ud over markerne.

Buddhister på kristent kollegie

Det er her, jeg bor og arbejder. På kirkens område bor også 25 teenagere – både kristne og buddhister. Uden kollegiet havde de ikke haft mulighed for at gå i skole, da deres familie bor langt væk.
Samtidig er det for mange af dem første gang, de møder et kristent fællesskab. Det er disse piger og drenge, jeg underviser i engelsk, og hvad der nu ellers dukker op, når man er sammen med 12 til 18-årige, som højst kommer hjem i weekenden.

Kirken og kollegiet er nybygget og moderne sammenlignet med folks private små træhuse på pæle. I en ældre bygning bor drengene fordelt på 5 værelser, og i den nye 2-etagersbygning bor pigerne på 5 værelser. På pigegangen finder man også kirken, som blot er et enkelt og ret lydt rum. Her er en talerstol med et kors på og 30 røde plastikstole, som menigheden sidder på. Jeg tror, de forsøger at efterligne et gammelt vestligt kirkerum, men alligevel er der langt til de pompøse kirker hjemme i Danmark.

Som provstivolontør underviser Anne Spaabæk Dippel bl.a. i engelsk på kirkens kostskole.

A cappella og en gammel guitar

Nogle vil måske undrende spørge, hvorfor jeg som ung dansker er rejst helt alene til Cambodja til en kirke langt ude på landet. Men for mig er min hverdag her meget meningsfuld og svaret ganske enkelt: Jeg er rejst herud for at opleve en markant anderledes kultur og for at videregive noget af det, jeg kan, til andre unge mennesker. Og lur mig, om jeg ikke også vender hjem til Danmark med en hel masse i rygsækken – med oplevelser og læring, som jeg kan bruge resten af livet.

Den store kontrast, der er mellem Cambodja og Danmark, er svær at forholde sig til, før man har oplevet det på egen hånd. Det gælder hele kulturen, men også særligt kirkens plads og rolle i Cambodja. Kirken er ung og lille og meget anderledes end den danske folkekirke. Lovsangene synges normalt a cappella, men hvis et af kirkemedlemmerne kan spille guitar, så står der en gammel og slidt guitar i hjørnet. Der er altså ikke noget stort og flot orgel. Det er en stor kontrast, som jeg synes er inspirerende og vigtig at have med hjem til Danmark, når jeg skal rundt og holde foredrag i Silkeborg Provsti.

Engelsk og musik på skemaet

Det er altså spændende og meningsfuldt for mig at opleve en ny og så anderledes kirke og kultur. Men min opgave som provstivolontør, hvor jeg underviser de unge i engelsk, giver også rigtig god mening. Behovet for engelsk i Preah Sdach og generelt i hele Cambodja er stort, fordi landet udvikler sig markant og bliver mere og mere internationalt orienteret. Mange job kræver derfor engelskkundskaber, for engelsk er det sprog, de fleste bruger, både når man bevæger sig ud i verden, og når turister og andre kommer her til landet.

Jeg mærker tydeligt interessen for at lære engelsk, for mange af de lokale i Preah Sdach vil gerne tale med mig. Her bliver det en udfordring for begge parter, da de færreste taler engelsk, og jeg kun kan få ord på khmer, selvom eleverne hver dag lærer mig nye ord. Derfor giver det god mening at undervise i engelsk. Og eleverne er nysgerrige og ivrige for at lære mere, så det er en ren fornøjelse. Min store passion er også musikken. Da de unge opdagede, at jeg kunne tilbyde guitarundervisning, var det som at se lysene blive tændt i deres øjne. For dagligdagen for eleverne – langt væk hjemmefra – er umådelig ensformig, og det ønsker jeg at forandre, bare en smule. Næsten alle vil gerne lære at spille, og de synes, det er sjovt og hyggeligt – og jeg deler samme glæde.

Det er virkelig dejligt at få mulighed for at videregive noget af det, jeg kan, til de unge her i Preah Sdach. Når jeg oplever, at jeg kan gøre deres hverdag mere glædelig gennem guitarspillet og skubbe dem på rette vej i engelsk, så giver mit ophold som provstivolontør mening for mig.

Danmission i Preah Sdach

• • Danmission har været til stede i Preah Sdach siden 1998
  • Samarbejdspartnere er kirken Abundant
  • Life Church (ALC) og den kristne udviklingsorganisation PNKS
  • ALC arbejder med forkyndelse samt oplæring af menigheden i forskellige emner lige fra bibelkundskab til gartneri og hygiejne
  • PNKS arbejder primært med lokalsamfundsudvikling
  • Abildgaard kirke i Frederikshavn er venskabsmenighed med ALC. Det indebærer gensidig kontakt via mail og sociale medier, besøg samt økonomisk støtte til ALC gennem Danmission
  • Danmission sender provstivolontører som Anne Spaabæk Dippel til Preah Sdach for undervise i engelsk og andet

En del af noget større

Jeg er også overbevist om, at det giver mening for kirken. Sarin Meas, formand for menighedsrådet, sagde forleden: „Anne er med til at få vores studerende til at bruge engelsk i praksis. Samtidig kan vi dele vores forskellige kristne liv med hinanden og lære noget om, hvordan vi bruger vores tro i forskellige kulturer og under forskellige livsbetingelser. Som volontør er Anne et vidnesbyrd fra Danmission. Hun styrker vores tro på, at vi ikke er alene, men er en del af noget større.“

Når jeg hører, at mit ophold gør en forskel for andre, giver det blod på tanden til at fortsætte og nyde den sidste tid, jeg har herude, inden det bliver jul, og jeg sætter snuden mod Danmark igen.

De lærer af mig, men jeg lærer også meget af dem på en måde, som jeg ikke ville kunne læse mig til derhjemme. Det skal mærkes, og det skal opleves.

Vi ses i Silkeborg og omegn

Min tur-retur til kirken i Preah Sdach er, som I nok har fornemmet, en spændende rejse. Og det, jeg har lært, bringer jeg med hjem til Silkeborg Provsti, hvor jeg bl.a. skal holde en masse foredrag. Cambodjanernes taknemlighed er noget af det, som har gjort stort indtryk på mig. Intet bliver taget for givet, og man sætter pris på det, der er omkring én. Den taknemlighed, der er – også for de små ting – vil jeg gerne tage med hjem. For at takke for livet og alt det gode – og netop at fokusere på det gode – tror jeg ikke kan skade nogen.

Rejs ud som som provstivolontør

Har du lyst til at rejse ud som provstivolontør?
Så er du formentlig:

• 18-22 år
• Engageret i dansk kirkeliv
• Nysgerrig, reflekteret og optaget af at fortæll

Du får:

• En oplevelse for livet i en anderledes og spændende kirke og kultur
• Erfaring med formidling

Vil dit provsti være med til at sende en af sine egne unge ud i verden, som så vender hjem medberigende beretningen til jeres menigheder?

Provstiet får:

• Mulighed for at følge med i rejsen på de sociale medier, i kirkebladet m.m.
• Foredrag, som er et frisk pust til kirkekaffen, mini-konfirmanderne eller sogneaftenen
• En meningsfuld og engagerende opgave til kirkens unge
• Direkte kontakt med Danmissions partnere ude i verden og en god sag at arbejde sammen om i provstiet.

Vil du høre mere, så kontakt netværkskonsulent Amalie Ehmsen på ase@danmission.dk eller tlf. 41 999 315

Hvis du har lyst til at læse mere om min rejse, så besøg min blog her: http://www.annedippel.blogspot.com

Forrige

• 08. okt. - Følg Danmissions udsendte provstivolontører
• 17. sep. - En hilsen til dig der er frivillig i Danmission
• 01. jun. - Kan almindelige menneskers opslag på Facebook redde regnskoven?
• 16. maj. - Unges narkotikamisbrug samler trosretninger i Cambodja
• 06. mar. - Danmission står bag ministeriums fejring af religionsdialog

Følg os

– Når du og jeg inden længe kan fejre Jesu fødsel, så lad os gøre det ved også at sende en tanke til mennesker som Scovia, skriver Danmissions generalsekretær i sin julehilsen.

Nu er vi nået til den dejlige tid på året, hvor mange af os pynter op og hygger os med at forberede højtiden. Jeg holder meget af julen. Men det er også en tid, der får mig til at tænke over alle de mennesker, der ikke er født under så gode forhold, som vi har i Danmark.Selv om vi kan have vores at slås med, så ved vi som danskere godt, hvor heldige vi er at bo i et land som Danmark. Men vi forstår det nok ikke helt ind i hjertet. Det kan man nok først forstå, når man har oplevet ikke at have noget som helst – heller ikke et sted at kalde hjem.

Sådan ser julen ud i år for 34-årige Scovia Emmanuel i Tanzania. Lige nu bor hun og hendes fem yngste børn i et lille lerklinet skur med bananblade som tag. Skuret er samtidig naboens køkken. Han har givet Scovia og børnene husly, efter at de er blevet smidt ud hjemmefra af Scovias mand. De fire ældste børn bor stadig hos faren, da han synes, de skal hjælpe ham med at dyrke jorden. Scovia boede egentlig sammen med sin mand på det stykke jord, som hun arvede, da hendes forældre døde. Men her i foråret giftede manden sig med en anden kvinde, selvom han allerede er gift med Scovia. I sagens natur blev Scovia dybt ulykkelig og tryglede sin mand om at lade sig skille fra den nye kone, som var flyttet ind sammen med dem. Det lovede han. Hvis Scovia vel at mærke skrev under på, at halvdelen af hendes jord nu tilhørte ham. Det gjorde hun i desperation…

Men i stedet for at lade sig skille fra sin nye kone smed manden Scovia og deres fem yngste børn ud med den besked, at de aldrig skulle vende tilbage. Derfor bor Scovia nu i køkkenskuret hos naboen. Scovia nægter at give op. Hun kæmper for at få sin retmæssige jord tilbage, så hendes ni børn ikke længere skal gå sultne i seng. Men hun kan ikke stille noget op på egen hånd. Den kamp kæmper vi og kirkens landsbykomité sammen med hende – lige nu.Når du og jeg inden længe kan fejre Jesu fødsel, så lad os gøre det ved også at sende en tanke til mennesker som Scovia. Lad hjertet her i brevet være et minde om, at Guds kærlighed gælder alle. Jeg vil bede dig om en generøs julegave i år til Danmissions arbejde, så vi ufortrødent kan kæmpe videre med at dele Guds kærlighed ud til verden.

Glædelig jul fra
Kristian Sloth Petersen, generalsekretær

Sådan kan du hjælpe

For 450 kroner kan du være med til at støtte en landsbykomité, som den, der kæmper sammen med Scovia. De går med jura i hånden til politi og domstol. De skaffer hende midlertidig hjælp ved at tage fat i socialforvaltningen i kommunen og ved at skabe kontakt til kirkens diakoniafdeling og får naboer til at hjælpe hende.

Jord er magt

En af de største årsager til fattigdom og social ulighed i Tanzania er netop, hvorvidt mennesker ejer et stykke jord, som de kan leve af. Dem, der ejer jorden, sidder på magten og dermed pengene og mulighederne.

Hvordan får Scovia hjælp?

Indtil videre har Danmission sammen med den evangelisk lutherske kirke i Tanzania dannet landsby-komitéer i 32 landsbyer. I komitéerne sidder typisk den lokale præst, imam, medicinmand, skolelærer og andre borgere fra landsbyen. Landsbykomitéerne er til for at sikre, at livet går retfærdigt til i deres landsby, så særligt kvinder, børn og handicappede ikke er udsat for diskrimination eller uret og vold.

I Tanzania siger den “traditionelle lov”, at mænd arver jorden. Men ifølge den gældende lov har kvinder ligeret til at arve jord. Det kæmper landsby-komitéerne for, at myndighederne håndhæver i deres landsbyer.

Husker du at gøre brug af din fradragsret?

HDu kan trække op til 16.300 kr. fra i skat.Fradraget opnås ved, at Danmission får dit cpr-nummer og indberetter din gave til skat.Hvis du tidligere har oplyst dit cpr-nummer til os, er det ikke nødvendigt at gøre det igen.Danmission | Strandagervej 24 | 2900 Hellerup | tlf.: 3962 9911 | email: danmission@danmission.dk | http://www.danmission.dk

Læs mere om, hvordan du kan støtte Danmissions arbejde her

Forrige

• 09. dec. - Med provstivolontør Anne i Cambodja
• 07. dec. - Vandt 10.000 kroner i Lucia-konkurrence: Præmien glædede rigtig mange
• 02. dec. - Tag med til netværksseminar
• 28. okt. - Gør en forskel for familier i Tanzania
• 08. okt. - Følg Danmissions udsendte provstivolontører

Følg os

Den 13. december fejrer vi en af historiens mest kendte kvindelige martyrer, nemlig Lucia. Men hvem var hun egentlig? Hvorfor fejres dagen med lys i håret? Og hvad har det med Danmission at gøre? Få historien her.

Af: Anna Hermann Hansen, journalist

Så er det igen blevet den tid i december, hvor mange landet over får besøg af syngende piger og drenge, der er klædt i hvidt med lys i håret. Det er blevet den 13. december. Den dag, hvor vi spiser svenske lussekatter, synger salmer og fejrer Lucia – på samme måde, som vi har gjort lige siden traditionen kom til Danmark fra Sverige i 1944.

En fortælling om romersk kristenforfølgelse

Om den Den Hellige Lucia findes der et væld af sagn og fortællinger fra blandt andet italienske legender, svensk folkeovertro og fra sangteksternes verden.

Fælles for dem alle er fortællingen om en kristen jomfru, der levede i 300-tallet i byen Syrakus på øen Sicilien i Italien. Dengang var Sicilien underlagt det romerske imperium, som forbandt guder med årstidernes gang, naturfænomener og forskellige håndværk. Inspireret af den græske mytologi, havde romerne 12 forskellige guder og var af den opfattelse, at de var med til at opretholde fred og velstand. Tilbad man ikke guderne, ville det nedkalde deres vrede og straf i form af ulykker og nød. Derfor var kristendommen forbudt.

De kristne nægtede at deltage i gudsdyrkelse af de romerske guder – for dem var der nemlig kun én Gud. Dermed blev det, der i dag kaldes for de romerske kristenforfølgelser, indledt. Utallige kristne blev henrettet og et enormt antal frasagde sig kristendommen. På trods af det, valgte Lucia alligevel at lade sig døbe og blive kristen. Det blev af romerne betragtet som forræderi.

“Nu bæres lyset frem, stolt på din krone”

Som følge af forbuddet levede mange kristne mennesker et hemmeligt liv, hvor de skjulte deres tro eller søgte tilflugt og beskyttelse under jorden i byernes katakomber. Historien fortæller, at Lucia trodsede faren fra det romerske imperium og sneg sig ud i natten for at hjælpe mennesker i nød. På hovedet bar hun en krans med lys, så hun kunne se og havde hænderne fri til at hjælpe.

Kristne blev under forfølgelserne martyrer, der betyder “vidner”. Under romernes jagt på de kristne, vidnede de nemlig om deres tro, og det blev årsag til deres død. Lucia var en af dem, der blev udsat for tortur og dømt til døden på grund af den kristne tro. Efter adskillige forsøg på at slå hende ihjel, døde hun den 13. december år 304.

Allerede så tidligt som i 400-tallet nævnes hun i skriftlige kilder, og i 600-tallet kan hun findes i den katolske liturgi blandt de få kvindelige helgener, som den katolske kirke fejrede på den tid.

I 1700-tallet begyndte luciaoptogene i Sverige, og de spredte sig til Danmark under Anden Verdenskrig. Hyldestsangen, “Santa Lucia”, som de fleste kender, er en siciliansk folkesang til hendes ære. I dag bruges luciakransen, som luciabruden bærer, som et symbol på, at Lucia viede sit liv til Gud.

Velgørenhed er essentielt

Hvorfor er det så, at fortællingen om Lucia er vigtig?

Det er den, fordi alle mennesker har ret til at få hjælp, når de er i nød. Ifølge fortællingen, var det for Lucia en essentiel del af livet at række ud til mennesker, der havde brug for hjælp. Hun ville ikke gå på kompromis med næstekærligheden, selv ikke da det førte til trusler mod hendes eget liv. Lucia er dermed et stærkt symbol på at hjælpe nødstedte mennesker, og Danmission markerer dette med Lucia Indsamlingen.

Lucia Indsamlingen så dagens lys i 2011 og har til formål at engagere kirker, kor, genbrugsbutikker og privatpersoner til at række en hånd ud til fattige og udsatte børn i Asien, Afrika og Mellemøsten. I år har Danmission særligt fokus på børn og unge i Tanzania.

De bliver hjulpet gennem projekt Fremtidsbørn, der giver børn og unge mad, medicin og hjælp til at få en uddannelse. Desuden beskytter Danmission mod udnyttelse og diskrimination og skaber trygge fællesskaber.

Du kan stadig nå at støtte Lucia Indsamlingen 2019 – læs mere her

FAKTA:

• Lucia kommer af det latinske lux, der betyder lys
• Lucia var en italiensk helgen, som led martyrdøden
• Lucia har helgendag den 13. december, som fejres med en lysfest
• Luciaskikken nævnes første gang i Sverige i 1762
• Danmissions Lucia Indsamling begyndte i 2011
• I år går Lucia Indsamlingen til børn og unge i Tanzania
• Kilder: Kristendom.dk, Danmission.dk

Forrige

• 07. dec. - Vandt 10.000 kroner i Lucia-konkurrence: Præmien glædede rigtig mange
• 17. dec. - ”Det føles godt at samle ind til Danmission”  
• 10. dec. - VIDEO: Sådan bager du Lucia-brød
• 04. dec. - Gå til julekoncert og støt samtidig udsatte børn
• 15. nov. - Syng og vind en gratis kor-workshop

Følg os

I Danmission lysestøberi i Hårslev på Fyn sørger en gruppe frivillige for, at kirker, sognehuse og private hjem kan tænde stemningsfulde julelys. Hvert eneste lys, der bliver solgt bl.a. i Danmissions genbrugsbutikker, er med til at hjælpe fattige og udsatte mennesker.

For at kunne følge med den store efterspørgsel produceres der julelys hele året. Det fortæller Ruth-Inge Gregersen (herover), der som frivillig har det overordnede ansvar for at koordinere arbejdet i lysestøberiet: „Julelysene er mest populære. Specielt lys til juletræet er efterspurgte, men også almindelige røde og hvide julelys i forskellige længder, hjertelys i rød og hvid, englelys, lys formet som juletræer, lys til kirkernes glober, Hellig Tre Konger Lys og ikke mindst nisselysene er populære.“

Hver mandag mødes omkring 14 frivillige i lysestøberiet for at lave nye lys af lysestumper, der er samlet ind over hele landet. Private, kirker, sognehuse og lignende samler deres lysestumper, som afleveres i en af Danmissions genbrugsbutikker eller afhentes af Danmission. „Jeg kommer alle de mandage, jeg har kunnet. Jeg elsker at have noget mellem hænderne,“ siger 76-årige Inge Gitz, der har været frivillig i seks år og har knyttet mange nye venskaber i lysestøberiet.

Tænd lys i din egen stue

De fleste af Danmissions genbrugsbutikker sælger lys. Vil du bestille lys til brug i kirken, sognegården eller et helt tredje sted? Kontakt Ruth Inge Gregersen på tlf. 41 999 345 eller send en e-mail på lys@danmission.dk

Foto: Søren Lamberth

Forrige

• 09. dec. - Med provstivolontør Anne i Cambodja
• 07. dec. - Vandt 10.000 kroner i Lucia-konkurrence: Præmien glædede rigtig mange
• 02. dec. - Tag med til netværksseminar
• 28. okt. - Gør en forskel for familier i Tanzania
• 08. okt. - Følg Danmissions udsendte provstivolontører

Følg os

Juleartikel i Familie Journal, som har besøgt Danmissions engleværksted i Brabrand, hvor frivillige folder smukke og unikke engle af sider fra gamle Bibler og salmebøger.

“Engle kommer med glædens budskab. De er budbringere. Derfor hører de også med i vores hverdag,” siger Karla Gosvig, som er en af de frivillige englefoldere i Brabrand.

Læs her artiklen fra Familie Journal, som har besøgt Danmissions englefoldere fra Brabrand.

Se her på den lille video, hvordan du selv kan folde englene, som er helt unikt pynt bl.a. på juletræet.

Forrige

• 19. dec. - Familie Journal: Danmission giver julen englelyd
• 14. dec. - Med bananblade som tag: Scovia og hendes fem børn er smidt ud af eks-manden
• 13. dec. - Populære julelys lyser for mange
• 12. dec. - Glædelig luciadag! Her er alt, du skal vide om traditionen
• 09. dec. - Med provstivolontør Anne i Cambodja

Følg os

Mange børn i Danmark og på tværs af hele verden har det til fælles, at deres barndom svinder ind. Og selv om det kan være af mindre alvorlige grunde herhjemme, har vi globalt set et ansvar for, at børn får lov til at være børn, skriver Danmissions bestyrelsesformand.

NÅR DER ER BARNEDÅB i kirken, læses teksten fra Markusevangeliet, hvor Jesus skælder ud på de disciple, der truer ad de små børn, som bliver båret til Jesus, for at han skulle velsigne dem. ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres,” siger Jesus og fortsætter: ”Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det”.
I dag er der et andet fokus på barndommen, end der var på Jesu tid. Og godt for det. Derfor kan det også her hos os være lettere provokerende at høre, at Gudsriget tilhører de små børn, end det må have været for disciplene og tilhørerne. Men alligevel er der brug for, at vi også i dag bliver mindet om det værdifulde i barndommen. Der er brug for, at vi bliver mindet om, at vi alle sammen har et ansvar for at være med til at sikre en god barndom med plads til at være barn – uanset hvor i verden, man er født.

FOR MANGE STEDER SKRUMPER barndommen ind. I Tanzania kan børnene mangle helt basale fornødenheder og muligheder for mad, rent vand, skolegang og lægehjælp. I Indien fravælges børn, allerede før de bliver født, blot fordi de er piger. Og i Danmark siger man, at barndommen i dag blot varer 6-7 år. Det handler om, at børn i dag tidligere og tidligere fravælger legetøj. Tidligere og tidligere puttes de ind i læreplaner og velmenende ordninger, der skal gøre dem parate til næste skridt i livet – og næste skridt – og næste skridt. Ja, allerede i vuggestuerne har vi i dag læreplaner, som skal sikre, at børnene, fra de begynder i institutionen, lærer noget, der bringer dem fremad i livet og gør dem til vellykkede voksne.

På mange måder er det jo en mindre ting i forhold til de steder i verden, hvor børn lever under helt umenneskelige vilkår, men for mig er det et udtryk for, at vi overalt i verden glemmer det vigtigste. At vi både i nord, syd, øst og vest har glemt at lade børnene være lige præcis det, de allerede er, og tro på, at det er godt nok. At det er godt at være barn og få lov til at være barn. At det netop er nogle af de ting, som børn er gode til, der er det vigtige her i livet. At barnlig glæde, barnlig undren og nysgerrighed, barnlig tillid og barnlig kærlighed er det, der er det vigtige også for os voksne her i livet.

SOM VOKSNE HAR VI ET ANSVAR for, at børn får lov til at være børn, og at børn har en fremtid. Hvad enten vi taler om børn i Tanzania, Indien, Danmark eller helt andre steder, så skal børnene sikres mulighed for at vokse op med leg, glæde og livslyst som fortegn i livet.

Og lad mig så her til sidst ønske alle en god adventstid. Vi er nu i tiden, hvor der midt i alle juleforberedelserne skal være tid og mulighed for at huske på, at også Gud lod sig føde som barn her på jorden. At det ikke var som en mægtig konge eller stor hersker, at Gud lod sig vise, men derimod som det allermest dyrebare vi har – nemlig et lille og forsvarsløst barn, der har brug for voksne omkring sig, midt i verdens travlhed.

Morten Skrubbeltrang,

formand for Danmission

Læs mere om Morten Skrubbeltrang her

Forrige

• 19. dec. - Familie Journal: Danmission giver julen englelyd
• 14. dec. - Med bananblade som tag: Scovia og hendes fem børn er smidt ud af eks-manden
• 13. dec. - Populære julelys lyser for mange
• 12. dec. - Glædelig luciadag! Her er alt, du skal vide om traditionen
• 09. dec. - Med provstivolontør Anne i Cambodja

Følg os

Danmissions frivillige er trukket indenfor i ly for det danske efterår. Kom med til en fortælleraften hos Danmission Genbrug i Osted, hvor smil og solskinsfortællinger fra Zanzibar varmer i kulden.

Af: Anna Hermann Hansen

„Upendo na amani, dini mbali mbali!“

Swahili-hilsenen, der ønsker “kærlighed og fred – forskellige religioner” bliver varmt hængende i luften på denne ellers kolde og regngrå eftermiddag, da genbrugsbutikken i Osted får besøg af Danmissions Zanzibar-udsendte, Maria Nitzsch Hastrup. Og der er en helt særlig forbindelse mellem de danske frivillige og syskolen på den afrikanske ø, hvor Maria Nitzsch Hastrup arbejder. Men det vender vi tilbage til.

Den smalle entre i Osted Kulturhus bugner af halstørklæder, tykke vinterfrakker og paraplyer. De seneste uger af efteråret har ramt Danmark med regn og frostgrader om natten, og Voldborgs efterfølgere lover mere af slagsen. Alligevel er omkring 40 vejrtrodsige frivillige denne eftermiddag mødt op for at høre Maria Nitzsch Hastrup fortælle om arbejdet på den eksotiske tropeø Zanzibar.

En vigtig forbindelse

Zanzibar. De flestes tanker ville nok blive ledt hen på bløde strande, azurblåt hav og svajende palmer. En drømmende kontrast, der virker tillokkende – især denne eftermiddag. Men vi skal hverken høre om billige flyrejser, luksushoteller eller badeferier. Genbrugsbutikken har nemlig inviteret Maria Nitzsch Hastrup her til Osted for at holde et foredrag. Et foredrag om næstekærlighed, om den store fattigdom, som turisterne sjældent ser, og om en helt særlig venskabsforbindelse mellem netop denne genbrugsbutik og en syskole for unge kvinder på Zanzibar.

Maria Nitzsch Hastrup arbejder sammen med den lokale lutherske kirke. Ud over at hjælpe især unge kvinder ud af fattigdom, er Danmission også involveret i dialog og fredsarbejde i øriget. I Osted glæder de sig til at møde Maria Nitzsch Hastrup.

„Det er meget værd for os at have en kontakt som Maria og en venskabsforbindelse mellem vores butik og syskolen på Zanzibar,“ fortæller butiksleder Knud Poulsen. Sammen med omkring 40 andre frivillige står han for den daglige drift i genbrugsbutikken, som sammen med de mange andre butikker rundt om i landet gør en kæmpe indsats for at samle penge til Danmissions arbejde ude i verden.

„Jeg er sikker på, det bliver en spændende aften, som er med til at motivere butikkens frivillige, når de kan se, at det, vi gør, støtter et godt formål,“ siger han.

Mission med nål og tråd

I Osted bliver det lange forsamlingslokale oplyst af dæmpede spotlys. For enden, bag de omhyggeligt dækkede borde og stole, hænger et stort lærred klar, hvor Danmissions logo lyser op.

Danmission har siden 2005 givet unge kvinder en godkendt uddannelse i at sy, så de kan forsørge sig selv og deres familie. Syskolen hedder Upendo, som betyder kærlighed, for her er også fokus på dialog mellem muslimer og kristne.

Og her gør indtægterne fra genbrugsbutikken i Osted stor gavn.

De nytilkomne gæster summer rundt mellem hinanden for at finde en siddeplads. Forsamlingslokalet er smalt, og måske ikke beregnet til at rumme alle dem, der er mødt frem i dag. Men der går ikke lang tid, før alle de frivillige har fundet sig tilrette, og Maria Nitzcsh Hastrup kan begynde sin fortælling om Upendo.

„Karibu,“ siger hun og smiler bredt. Det betyder velkommen til på swahili. Tilhørerne kan ikke være i tvivl om, at hun og syskolens elever sætter pris på venskabsforbindelsen mellem Upendo og Osted.

En kontrastfuld verden

Maria Nitzcsh Hastrup fortæller de frivillige om Zanzibar og om, hvorfor det er så vigtigt at arbejde for fred netop her.

Forholdet mellem Zanzibar og Tanzania, som Zanzibar er en del af, har i lang tid været præget af splittelse. Befolkningen på Zanzibar ønsker større selvstændighed, mens befolkningen på fastlandet mener, at øriget bør være tilfredse med den nuværende unionsaftale. Konflikten forstærkes af, at over halvdelen af fastlandsbefolkningen er kristne, mens over 90 procent af Zanzibars befolkning er muslimsk med et lille kristent mindretal. Det er med til at forstærke splittelsen, at det ofte er kristne tilflyttere fra fastlandet, som er involveret i den givtige turistindustri på Zanzibar, hvor hovedparten af befolkningen er meget fattig.

Derfor er det så vigtigt, at Danmission både bekæmper fattigdom, arbejder for fred og styrker den lokale kirke.

„Når man spørger de kristne og de muslimske piger på syskolen, om de havde venner fra den anden religion, før de kom hos os, så får man at vide, at det havde de ikke. Men det har de nu,“ siger Maria Nitzsch Hastrup. „Og det er de overraskede over. De er overraskede over, at de kan arbejde godt sammen på trods af forskellige religioner. Man kan tydeligt se en udvikling hos eleverne, som alle får et bedre forhold til mennesker med en anden religion end deres egen.“

„Uden sådan nogle som jer…“

Maria Nitzsch Hastrup gløder af sommervarme og entusiasme. Hun er klædt i en eksotisk kortærmet kjole, der går lidt ned over knæene. Mønstret er dekorativt med røde, hvide og sorte cirkler. Hun skiller sig ud i det smalle forsamlingslokale, hvor de 40 frivillige sidder stuvet sammen i deres grå og sorte uldtrøjer med røde næser og hvide kinder.

Hun ser intenst på forsamlingen og siger: „Der skal så få ressourcer til at give de unge kvinder på Zanzibar en bedre fremtid. Selv få hundrede kroner gør en stor forskel for en elev på skolen. Danmission kan årligt støtte syskolen med 120.000 kroner takket være de penge, som  genbrugsbutikkerne tjener ind. Og det er faktisk størstedelen af Upendos budget. Uden sådan nogle som jer kunne jeg bare rejse hjem igen,“ siger Maria Nitzsch Hastrup, „for uden sådan nogle som jer frivillige, ville der ikke være penge til projekter som sykolen“.

Og det går rent ind hos Knud Poulsen og de andre frivillige:

„Maria har givet en mægtig god indsigt i, hvor meget vores penge betyder. Jeg tror, at de fleste blev overraskede over, at der ikke skal flere penge til at gøre så stor en forskel. For nogle tænker jo nok, at hvad hjælper sådan en smule penge, men det hjælper altså. Og det er jo en motivation til at arbejde videre,“ siger Knud Poulsen, som lægger mange kræfter i genbrugsbutikken og i at få andre frivillige med. For sin ekstraordinære indsats blev han kåret som Årets Ildsjæl 2019.

Hvorfor vi støtter

Aftenen er gået på hæld, og Maria Nitzsch Hastrup får en kop kaffe og en bid hjemmebagt banankage sammen med de frivillige fra genbrugsbutikken. Knud Poulsen føler sig oplivet oven på den gode aften og fortæller, at de frivillige sætter pris på venskabsforbindelsen. Den er nemlig blevet vigtig i den daglige gang i butikken:

„Venskabsforbindelsen betyder, at man føler, at man er involveret og kan følge med i det, der sker på syskolen. De frivillige spørger jævnligt ind til kvinderne, og om der er kommer nyheder fra syskolen, og om hvad de laver på Zanzibar,“ understreger han. „Vi har også kunder, der spørger ind til, hvad pengene går til. Og efter vi har etableret venskabsforbindelsen med Upendo, er det blevet meget nemmere at fortælle, hvad vi støtter, og hvorfor vi gør det.“

Maria Nitzch Hastrup synes også, at aftenen med de frivillige er gået godt. Og nu tager hun kærligheden fra Osted med tilbage til Zanzibar. Tilbage til Upendo.

Forrige

• 19. dec. - Lad børn være børn
• 19. dec. - Familie Journal: Danmission giver julen englelyd
• 14. dec. - Med bananblade som tag: Scovia og hendes fem børn er smidt ud af eks-manden
• 13. dec. - Populære julelys lyser for mange
• 12. dec. - Glædelig luciadag! Her er alt, du skal vide om traditionen

Følg os

I 27 år har Venant Mugenyi været primus motor i kirkens hjælp til forældreløse børn i Tanzania. For børn har rettigheder og ret til et værdigt liv, selvom de ikke har voksne til at passe på sig.

Venant Mugenyi er far til 12.004 børn. Det er der alligevel ikke mange mænd, der kan prale af. Og det gør han da heller ikke, for han er en beskeden mand. Men Venant Mugenyi har et livsværk og en mission – sådan helt bogstaveligt – som det er værd at fortælle om.

Styrken i grøden

Det hele tog fart i 1992, da Venant Mugenyi arbejdede på Nyakahanga Hospital. På det tidspunkt var hospitalet og personalet totalt overbebyrdet, for AIDS bredte sig som en dødbringende steppebrand især her i den nordvestlige del af Tanzania. Officielt var hver tiende voksne over 18 år smittet med HIV-virus og mange af dem havde AIDS i udbrud – dertil kom alle de tilfælde, som aldrig blev registreret. Resultatet var bl.a., at mange børn blev født med smitten.

På hospitalet tog Venant Mugenyi sig især af de AIDS-syge børn. På det tidspunkt var der ingen virksom medicin mod AIDS, men smerterne kunne lindres. Og derudover fandt han sin egen måde at hjælpe børnene: Han bad for dem, og han lavede en opskrift på det, han kalder “styrke-grød” kogt på majs, hirse, bønner og ærter, som blev malet til mel.

„Jeg kunne ikke helbrede børnene, men jeg kunne heller ikke lade stå til. Og jeg oplevede, at flere af de syge børn havde færre symptomer og kunne komme ud af sengen igen efter tre uger på grøden,“ fortæller han.

Venant er en lille mand af statur. Trods hans grånende hår, som vidner om en mand på vej ind i sin tredje alder, er han fuld af energi, som flyder over, når han taler om de børn, han er så fast besluttet på at hjælpe frem i verden.

Tag over hovedet og skolegang

Så Venant Mugenyis engagement i børnene stoppede ikke med hans job på hospitalet. For han kunne ikke slippe de mange AIDS-ofre, når han havde fri. Og stadig flere opsøgte ham privat, hvor han gav dem mad, trøst og forbøn.

„Det gik op for mig, at mange af folks problemer ikke var medicinske, men sociale. Så jeg følte, at jeg skulle gøre mere. Jeg skal være der for folk, som lider – og ikke kun medicinsk.“

Venant Mugenyi kunne ikke vende det blinde øje til – især ikke til de mange børn, hvis forældre var døde af AIDS. Derfor opsøgte han kirkens arbejde for børn – mange af dem er forældreløse pga. AIDS. Projektet hedder AIDS Control Project (ACP), og her har kirken med støtte fra Danmission hjulpet 12.000 børn siden 1992. Børnene får hjælp til at komme i skole og lærer samtidig, at de har rettigheder og ret til at værdigt liv, selvom de ofte ikke har voksne til at passe på sig.

Børn får en fremtid

Venant Mugenyi har mødt mange ulykkelige børneliv, men han har også set, hvordan børn kan få værdige liv og udsigt til en bedre fremtid, hvis de får støtte og opbakning.

„Mange af børnene, som ellers har haft alt imod sig, har klaret sig. Nogle har sågar fået høje uddannelser og gode job. Uden ACP var de sandsynligvis endt i fattigdom – og for pigernes vedkommende som teenagemødre. Når man ser børn, som ellers har alt imod sig, klare sig, så giver det mod og styrke til fortsat at kæmpe børnenes sag,“ fortæller Venant Mugenyi, som nu er 60 år og derfor har nået pensionsalderen i Tanzania.

Bedstefar til 3

Det er måske lidt kækt at skrive, at Venant Mugenyi er far til 12.004 børn, men han føler dybt ansvar for og kærlighed til alle de 12.000 børn, som har fået hjælp gennem årene. De sidste 4 er hans egne biologiske børn: 2 døtre og 2 sønner. Derudover er han bedstefar til 3. Og dem får han nu snart mere tid til at nyde, når han bliver pensionist.

For i alle årene som leder af ACP har han kun været hjemme hos sin familie i weekenden, sådan som det er for mange tanzanianske mænd. Hans hustru dyrker deres jordlod og tager sig af familien, mens han i ugens løb bor på kontoret, som er plastret til fra gulv til loft med tusindvis af takkekort fra ACP-børn, vækstkurver på børn og den berømte opskrift på “styrke-grød”.

Forrige

• 30. dec. - En syskole knytter Osted og Zanzibar sammen
• 19. dec. - Lad børn være børn
• 19. dec. - Familie Journal: Danmission giver julen englelyd
• 14. dec. - Med bananblade som tag: Scovia og hendes fem børn er smidt ud af eks-manden
• 13. dec. - Populære julelys lyser for mange

Følg os

En af Danmark mest læste og anerkendte børnebogsforfattere, Kim Fupz Aakeson, voksede op med Fadervor og har siden sin forfatterdebut brugt bibelske temaer i sine fabulerende og humoristiske fortællinger.

Hvad laver Fanden og hans oldemor i en børnebog? Og hvordan viser børnebogsforfatteren Kim Fupz Aakeson børnene et håb om lys for enden af de mørke tunneller? Det og meget andet kommer vi omkring i dette interview med forfatteren, som er aktuel med en ny børnebog “Men størst af alt”, hvor han igen – på sin helt egen måde – tager afsæt i en bibelsk fortælling.

Hvordan fandt du på at tage bibelske historier op i dine bøger?

„Den allerførste side i min allerførste udgivelse, nemlig tegneseriealbummet “Gå Løs På Livet” (1982), roder med skabelsesberetningen. Så man må sige, at det har været ombord fra dag ét. Siden er det gået slag i slag, ikke kun i børnebøger og tegneserier, men også i romaner som “X” (fra 2003), hvor jeg er henover de 10 bud. Jeg er en slags bibel-stalker.“

Din nyeste bog “Men størst af alt” er en børnebog. Forlaget præsenterer den som en alternativ skabelsesberetning om alt det gode – og om alt det knap så gode – men først og fremmest en bog om det, som er størst af alt. Hvorfor endnu en bog om så store bibelske temaer?

„Jeg elsker Biblen. Den rummer så mange eksistentielle spørgsmål og diskussioner, der stadig giver masser af mening, så det er næppe sidste gang, jeg dykker ned og roder med emner af den størrelse. Bøger må godt handle om små ting, men engang imellem skal vi også op i det store format; både børn og voksne har brug for at tale store temaer en gang imellem.“

Kan bogen give håb til børn?

„Det skulle jeg mene, og også gerne til voksne. Det virker, som om vi alle sammen altid kan bruge et skud håb i disse kaotiske tider.“

Overvejer du som forfatter det der med ikke at gro fast i mørket?

„Det er egentlig ikke noget, jeg tænker så meget over – det kommer helt af sig selv. Jeg gætter på, at det er et spørgsmål om temperament, og det der feel bad ligger nok ikke rigtig til mig. Det tror jeg, at jeg deler med mange. For de fleste fortællinger, jeg støder på, ender med et eller andet lys for enden af de mørke tunneller.“

Mange børn lever barske liv, som man også kan læse i magasinet her. Hvordan kan skønlitteratur – og bibelske fortællinger – give håb til børn?

„Jeg tænker, at det gælder om at vise en vej ud af den der kælder sort som kul. At insistere på, at der er godt i verden også, at der er andre mennesker, der har det som dig, og andre, der har stået i noget, der ligner det, du står i, og som alligevel har klaret skærene og er kommet videre.“

OM KIM FUPZ AAKESON:

• Kim Fupz Aakeson (f. 1958) har udgivet bøger i mange formater og til alle aldre, men er især kendt som børnebogsforfatter, bl.a. til serien om Vitello, som også er filmatiseret.
• Han debuterede som børnebogsforfatter i 1984 med “Hvem vover at vække guderne”.
• Han har modtaget flere priser for sine bøger, bl.a. Kulturministeriets Børnebogspris (1990), Danmarks Skolebibliotekarers Børnebogspris (2000) og Kulturministeriets forfatterpris for børne- og ungdomslitteratur (2011).
• Han har også skrevet romaner for voksne, teater og radioteater samt manuskripter til film, bl.a. “Den eneste ene”, og til TV-serien “Bankerot”.
• Hans nyeste børnebog, “Men størst af alt” (illustreret af Cato Thau-Jensen), udkom på Forlaget Carlsen 5. november 2019.

Men hvordan skriver man om alvorlige emner – f.eks. om død og sult og ondskab – uden at fratage børn et håb?

„Man skal vise, at der kan være en vej ud og videre, selvom det ser sort ud, og så tror jeg, der skal være noget handlekraft i de personer, der er på spil i fortællingen. At man selv kan have indflydelse på sin skæbne og på, hvad der skal ske i ens liv. Man behøver ikke sidde i en sofa og være et offer for omstændighederne. Jeg er f.eks. ikke nogen stor fan af Snehvide – jeg er mere til Ronja Røverdatter.“

Hvordan og hvorfor bruger du humoren, når du skriver om store emner og bibelske temaer?

„Nu er der helt nede i min hovedstol noget humor, der nemt dukker op. Det er vel et blik, en måde at gå til verden på. Jeg skal nærmest anstrenge mig for at holde den væk. At humor så kan gøre noget godt i meget alvorlige historier, er en anden sag. Jeg tror, det kan åbne for ubærlige emner, gøre det muligt at læse om dem og holde ud – komme frem til det bærlige.“

Har du konkret oplevet, at dine bøger har givet håb til børn?

„Her i foråret fik jeg en mail fra en pige, hvis far havde været voldelig i hjemmet. Hun skrev til mig på grund af min bog “En Historie Om Vokseværk”, der handler om en far, der bliver større og større, så der til sidst ikke er plads til en dreng og hans mor. Der er hele tiden fare for, at den far vælter ting og rammer dem, og til sidst bliver han en drage, der ligger rundt om villaen. Historien ender med, at drengen og hans mor ser i øjnene, at de ikke kan blive boende; de tager af sted og håber, at man også kan krympe igen. Det var sket for pigen, der mailede til mig – både, at de var flyttet fra ham, og at han havde været i behandling og var krympet. Så hun sagde tak for historien, og den mail var jeg godt glad for at få.“

Har du selv oplevet som barn, at bøger – eller bibelske historier – kunne give dig håb?

„Jeg læste faktisk mest bøger, der tog mig væk fra min virkelighed – “Ivanhoe”, “Den Sidste Mohikaner” og andre af Gyldendals Røde Klassikere og så “Tintin”. Jeg tror måske, det var min længsel efter en verden, der ikke var Albertslund, men det gav måske også en slags håb at tænke på eventyrlige verdener andre steder derude.“

Hvordan har Biblen og kristendommen fyldt i din opvækst?

„Hjemme bad min mor og jeg aftenbøn i mange år. Fadervor. Og i skolen havde vi en fantastisk lærer, der gav os de bibelske historier. Han kom med store plancher med heftige tegninger: Samson vælter søjlerne og dræber filistrene, Abraham er lige ved at ofre sin søn. Læreren opførte dem med pegepind og stor indlevelse, blæste os bagover.“

Forrige

• 13. dec. - Populære julelys lyser for mange
• 09. dec. - Med provstivolontør Anne i Cambodja
• 07. dec. - Vandt 10.000 kroner i Lucia-konkurrence: Præmien glædede rigtig mange
• 02. dec. - Tag med til netværksseminar
• 28. okt. - Gør en forskel for familier i Tanzania

Følg os

Det er ikke ufarligt at være frivillig og kæmpe for større retfærdighed i Tanzania. Det ved Georgina Josia. Derfor er det vigtigt at stå sammen i landsbykomitéen. „For vi har brug for hinanden, ligesom vi har brug for kirkens opbakning, hvis vi skal hjælpe folk og skabe bedre samfund,“ siger hun.

Georgina Josia sætter sig ned på en væltet træstamme i skyggen af bladene fra de grønne banantræer, der vokser på marken ved Tumaini Centeret. Her – oppe på toppen af et bjerg i Kyerwa i den nordvestlige del af landet – ligger et af den Lutherske kirkes kontorer i Tanzania.

Fra Georginas hus er det en gåtur på en time og 45 minutter op ad bakke til fods ca. otte kilometer. Men nu er hun nået op og venter på, at de andre 24 medlemmer af landsbykomitéen skal dukke op i middagsheden.

Maseko Nekanori er den anden, som når frem. Han er den lokale skolelærer. Lidt efter kommer præsten fra pinsekirken, præsten fra den lutherske kirke og den lokale imam samt de traditionelt troendes healer. Der er også en gruppe kvinder og nogle unge, som efterhånden kommer til syne bag bakkekammen og slår sig ned i skyggen.

Landsbykomitéen mødes en gang om måneden for at prøve at løse de problemer, der er i deres område. De er alle frivillige og bruger deres tid og energi på at gøre deres hjørne af verden til et bedre sted – særligt for kvinder, børn og mennesker, der lider af albinisme. Det er nemlig tre grupper, der er særligt udsat for overgreb, vold og andre uretfærdigheder. Det er den lutherske kirke i Tanzania, der har startet landsbykomitéerne som et led i at række ud og hjælpe i lokalsamfundet.

Georgina Josia forklarer, hvorfor det er så vigtigt at have disse lokale komitéer:

„De færreste mennesker i Tanzania kender loven. Derfor er det nemt at snyde jord fra en kvinde, som bliver enke eller forladt af sin ægtemand. Der er også meget vold mod kvinder og børn, selvom det er strafbart. Og så længe ingen taler om det og forsøger at sætte en stopper for det, så fortsætter det bare,“ siger hun.

„Selvom man kender loven og derfor går til myndighederne, hvis man har fået stjålet sin jord, er det normalt, at den, der har råd til at bestikke de lokale domstole, vinder sagen og dermed får jorden. Korruption er et kæmpe problem i Tanzania, og det bekæmper vi også gennem komitéen. For jo flere vi er, der står sammen, desto sværere bliver det at slippe af sted med korruption.“

Den ligefremme kvinde slår hovedet på sømmet: „Indtil vi får sat en stopper for korruption, vil de fattigste altid være taberne i Tanzania.“

Trusler på livet

I dag er en vigtig dag for Georgina Josia, for hun har en meget svær sag, som hun har brug for at diskutere med de andre i landsbykomitéen.

Én af hendes naboer, Scovia, er i en sørgelig og desperat situation, og Georgina er bange. Hun er både bange på Scovias vegne og på sine egne vegne.

Scovia er 35 år og har 9 børn med sin mand. Siden de blev gift, da hun var 14 år, har de levet sammen på den jord, som hun arvede efter sine forældre. Men så fandt hendes mand en anden kvinde og giftede sig med hende, mens han stadig var gift med Scovia. Han smed Scovia og de fem yngste børn ud, da de var for små til rigtig at være nogen hjælp for ham i marken. Scovia var
magtesløs og måtte finde husly rundt omkring hos naboer. Men så snart hun var flyttet ind et sted, kom hendes mand forbi og truede folk, som hjalp hende. De blev bange for ham og følte sig nødsaget til at sende hende og børnene væk igen. Det er sket tre gange indtil videre.

Lige nu bor hun i et lille lerklinet skur med bananblade som tag. Skuret er køkkenet hos endnu en nabo. Det er en enlig mand, så det sømmer sig ikke, at hun kan bo inde i huset. Så hun sover ved ildstedet med sine fem mindste børn. Hun er nødt til at arbejde som daglejer for at tjene penge til mad til børnene, når hun nu ikke kan komme tilbage på sin egen jord og høste maden, de skal leve af.

For en måned siden lokkede og truede manden Scovia til at fraskrive sig retten til halvdelen af sin jord, som han så solgte. Det gik hun med til, fordi han lovede at lade sig skille fra den nye kone og tage Scovia tilbage… Men det skete bare ikke. I stedet blev Scovia igen smidt ud, efter at hun havde underskrevet salgspapirerne. Og i nat har manden så været forbi hendes lille skur og har truet hende med en kniv for struben for at få hende til at give ham resten af sin jord. For at presse hende sulter han også de fire ældste børn, som bor hos ham, så de grædende løber over til deres mor og fortæller, at han ikke vil give dem mad, før hun giver ham jorden.

Afvist af politiet og retten

Georgina er selv mor og fortæller Scovias historie med tårer i øjnene. Som dansker tænker man måske: Hvorfor melder hun ham ikke bare til politiet? Hvorfor finder Scovia sig i det? Det gør hun heller ikke. Tværtimod. Hun kæmper, så godt hun kan.

Scovia gik til de lokale myndigheder for at klage, men de ville have 5000 shilling i uretmæssigt gebyr for at hjælpe. Et svimlende beløb for en kvinde, der tjener 4000 shilling om ugen som daglejer. Det svarer til 12 danske kroner – men er akkurat nok til at hun og de fem mindste børn ikke skal gå sultne i seng. Herefter gik hun til politiet med sagen. Hun fortæller, at de afviste hende med besked om, at hun skulle skamme sig over at belemre dem med en privatsag, som ikke var deres ansvar.

Som enlig, fattig kvinde står man svagt langt ude på landet i Tanzania. Derfor gik Scovia til landsbykomitéen, som tog hendes ulykkelige situation op. Først mødte de op hos manden og forsøgte at tale ham til fornuft. Men han smed dem ud.

Så gik komitéen til myndighederne, og nu bliver sagen behandlet af byretten, som er den lokale domstol. Vel at mærke uden penge under bordet. „Det tør de ikke kræve, når nogen af os er med,“ siger Georgina Josia.

Mens hun fortæller historien, overvejer hun, om det alligevel er bedst også at tage sagen omkring politiet, nu da manden i nat har truet Scovia med en kniv – og fordi der tidligere har været vold involveret.

Georgina Josia skal også tænke på sin egen families sikkerhed. For Scovias mand er nu også to gange dukket op i Georginas familie og har truet hende, hvis hun bliver ved med at blande sig i hans sager.

Kirken lader os ikke alene

Selv om Georgina godt kan blive bange, så lader hun sig ikke skræmme. Hun bliver ved, fordi hun tror på, at retfærdigheden skal ske fyldest.

„Hvis jeg gav op, så kunne jeg lige så godt opgive håbet for mine børns fremtid i Tanzania. Vi er nødt til at kæmpe for retfærdigheden sammen. Min landsbykomité er bare én af mange – og flere er på vej. Kirkens indsats for større retfærdighed hedder Shauku (begejstring, red.), og vi ved, at vi ikke er ladt alene, men at kirken bekymrer sig om os – alle os – også muslimerne og de traditionelt troende. For vi har brug for hinanden, ligesom vi har brug for kirkens opbakning, hvis vi skal hjælpe mennesker som Scovia og skabe bedre forhold i vores egne samfund,“ siger Georgina Josia.

Mødet slutter, efter at flere sager om konflikter og uretfærdighed er blevet diskuteret, og man har forsøgt at finde ud af, hvordan man kan hjælpe. Medlemmerne af landsbykomitéen har i dag også talt om, at de gerne vil have mere uddannelse i lovgivningen, så de kan blive endnu bedre til at vurdere, om bestikkelse har ført til forkerte domsafsigelser.

Solen står allerede lavt, da de sidste medlemmer af landsbykomitéen forsvinder ned ad skråningen, og der igen kun høres lyden af høns, som kagler et sted i nærheden. Sådan gik der en hel dag af 25 menneskers liv et sted på en bakketop i Tanzania mange tusinde kilometer fra Danmark. 25 mennesker, der alle, ligesom Georgina Josia, bruger en stor del af deres tid frivilligt for at forbedre den verden, de lever i. Det binder dem uløseligt sammen med de tusindvis af mennesker i Danmark, der bruger deres tid og evner som frivillige i Danmission, så vi kan støtte Georgina, landsbykomiteen og den lutherske kirke i Tanzania.

Som Georgina Josia siger, inden også hun skal skynde sig hjem, inden det bliver mørkt:

„Vi er her kun, fordi kirken har samlet os, og fordi Danmission har været med til at skabe vores landsbykomitéer.“

Der er sjældent hurtige og nemme løsninger i sager som Scovias. Det tager tid. Lige nu kan vi kun sætte vores lid til de aktive frivillige i landsbykomitéen og bede til, at Scovia og hendes børn får retten til den jord, som er deres livsgrundlag. Vi holder kontakt til Georgina Josia og fortæller, hvad der videre sker i Scovias sag.

HJÆLP VERDENS BØRN

Alle børn har ret til at vokse op under sunde og trygge forhold. Ulykkeligvis er det langt fra alle, der gør det. 500 millioner børn i verden savner basale ting som mad, rent vand, skolegang, lægehjælp eller beskyttelse mod overgreb.

Det kæmper vi for at ændre. Derfor samler vi ind til Fremtidsbørn, som er Danmissions arbejde for fattige og udsatte børn og unge i Asien, Afrika og Mellemøsten.

Børn har en helt naturlig plads i hjertet af en kristen organisation som Danmission. Allerede ved dåben bliver vi mindet om, at vi som børn har en særlig plads i Guds rige.

Danmission har altid haft øje for børns vilkår. Vi hjælper både det en-kelte barn, samtidig med at vi arbejder sammen med kirker og lokal-samfundet, så der skabes stabile rammer og en tryg hverdag. Dermed sikrer vi, at din støtte bliver brugt bedst muligt.

På de kommende sider kan du læse om en del af den hjælp, Danmission giver til børn og deres familier.

Det får Fremtidsbørnene

Når man støtter Fremtidsbørn, er man med til at give børn adgang til:

• Uddannelse
• Mad, tøj og livsvigtig medicin
• Beskyttelse mod diskrimination og udnyttelse
• Fællesskaber med leg og læring
• Redskaber til at kunne bestemme over eget liv
• Gratis retshjælp

Læs mere om Fremtidsbørn på http://www.fremtidsborn.dk – her kan du også støtte børnene.

Støt fattige og udsatte børn i Tanzania: http://www.danmission.dk/dm6/

Forrige

• 13. jan. - Fupz, Fanden og hans oldemor
• 06. jan. - Far til 12.004 børn
• 30. dec. - En syskole knytter Osted og Zanzibar sammen
• 19. dec. - Lad børn være børn
• 19. dec. - Familie Journal: Danmission giver julen englelyd

Følg os

Deltagere søges til en netværksrejse og et studieophold. Her vil der bl.a. være fokus på indsatsen for at få mennesker med forskellige trosretninger til at leve i fredelig sameksistens.

Danmission udbyder to unikke rejser til Libanon. Den ene er en netværksrejse – og den anden er et studieophold. Bliv klogere på begge dele herunder.

Netværksrejse

Vil du opleve Danmissions arbejde i Libanon? Vi søger deltagere til netværksrejse 23. maj – 30. juni 2020. Missionen, som vi påbegyndte i Mellemøsten for 120 år siden, trives stadig og udvikles i et område af verden, hvor urolighederne er den del af hverdagen. På rejsen skal vi opleve Danmissions indsats for, at de mange trosretninger kan leve i fredelig sameksistens i Libanon.

• Vi besøger moskeer og Mellemøstens kirker, Danmissions partnere og udsendte Line Ramsdal
• Deltager i dialogmøde mellem unge kristne og muslimer
• Oplever Libanons smukke og bjergrige natur, den frodige dal og flotte kyststrækninger, historiske ruiner og den pulserende hovedstad, Beirut
• Mød engagerede mennesker i alle aldre, som arbejder for kirkens tilstedeværelse i landet
• Tilmeldingsfristen nærmer sig med hastige skridt – skynd dig at tilmelde dig rejsen inden d. 26. Januar 2020

Læs mere rejsen her

https://youtu.be/UYnqyuuTg1g

Studieophold i Libanon på teologisk fakultet

Er du interesseret i at lære mere om kirkerne i Mellemøsten, dialogarbejdet og den fredelige sameksistens på tværs af mange trosretninger og især samspillet mellem kirkerne og islam?

Den 31. august – 11. september 2020 udbyder Danmission i samarbejde med Near East School of Theology (NEST) et studieophold på to ugers varighed i Libanon.

Programmet er alsidigt og udbytterigt. Det består af informationsrige forelæsninger og ekskursioner til Danmissions partnerorganisationer, kirker, moskeer, historiske og bibelske områder. Mød bl.a. ortodokse, katolske og protestantiske kirker og menigheder. Mød engagerede mennesker i alle aldre, som arbejder for kirkens vedvarende tilstedeværelse i regionen.

Læs mere på om rejsen her

Interessetilkendelse senest d. 30. januar og endelig tilmelding 15. maj.

Forrige

• 12. aug. - Danmission i Anders Agger-udsendelse på DR1
• 25. jul. - Historien om Danmission i Mellemøsten: I EINAR Prips FODSPOR
• 10. jul. - Danmission og Udenrigsministeriet i nyt samarbejde
• 12. apr. - “Kirken skal ikke bare være tjener – den skal vise ægte gæstfrihed”
• 11. apr. - “Vi er en mangfoldig enhed”

Følg os